Endelig vedtagelse af Fremtidens Gårdhave ved Tomsgårdsvej, Bispebjerg
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af byfornyelsesforslag, herunder omdisponering og frigivelse af midler til Fremtidens Gårdhave ved Tomsgårdsvej.
Indstilling
Indstilling om,
- at der omdisponeres en udgiftsbevilling på 11,8 mio. kr. og en indtægtsbevilling på 5,9 mio. kr. fra anlægsprojektet Skt. Kjelds Plads til anlægsprojektet Fremtidens Gårdhave ved Tomsgårdsvej, Omdsponeringen fortages på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg, jf. økonomiafsnittet og bilag 8,
- at der overføres en udgiftsbevilling på 1,6 mio. kr. fra byfornyelsesrammen til anlægsprojektet Fremtidens Gårdhave ved Tomsgårdsvej. Overførslen fortages på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg, jf. økonomiafsnittet og bilag 8,
- at byfornyelsesforslag om etablering af den fælles gårdhave og demonstrationsprojekt Fremtidens Gårdhave ved Tomsgårdsvej: Tomsgårdsvej 70-110 og Frederiksborgvej 119, jf. bilag 3, vedtages endeligt, og at der på den baggrund frigives en anlægsbevilling på 13,4 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg jf. økonomiafsnittet og bilag 8.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
Fremtidens Gårdhave ved Tomsgårdsvej er et af tre demonstrationsprojekter, der har til formål at vise, hvordan gårdhaverne kan bidrage til at realisere kommunens klimatilpasnings- og skybrudsplaner.
Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 19. november 2018, at forvaltningen skulle udarbejde byfornyelsesforslag om etablering af Fremtidens Gårdhave ved Tomsgårdsvej og sende det i høring og til afstemning blandt beboerne. 92% af de afgivne stemmer er for en fælles gårdhave og høringen har ikke givet anledning til ændring af projektforslaget.
Løsning
For at sikre københavnerne adgang til rekreative arealer etablerer Københavns Kommune fælles gårdhaver. Gårdhaverne bliver til i dialog med beboerne og bidrager til at realisere Fællesskab København ved at gøre byen grønnere, mere varierende samt skabe lokale opholdssteder. Fremtidens Gårdhave ved Tomsgårdsvej ligger i Områdefornyelsen Nordvest, jf. bilag 2, og opfylder de politisk vedtagne kriterier om at prioritere projekter i udsatte byområder/i igangværende områdefornyelser og med særligt klimatilpasningspotentiale (Teknik- og Miljøudvalget 19. november 2018). Beboerne har søgt Københavns Kommune om at få etableret en fælles gårdhave.
De tre Fremtidens Gårdhave projekter demonstrerer, hvordan regnvandshåndtering kan bidrage til beplantning, nye lege- og aktivitetsmuligheder samt nytænkende arkitektur. Fremtidens Gårdhave ved Tomsgårdsvej viser, hvordan klimatilpasning på private områder kan sammentænkes med skybrudssikring på offentlige vejarealer. I gårdhaven etableres et integreret spildevandsteknisk anlæg, som finansieres af HOFOR. Gårdhavens regnvandshåndtering kobles på den kommende skybrudsvej på Hovmestervej, der skal lede vandet til Lersøparken.
Det samlede projekt Fremtidens Gårdhaver afsluttes med en evaluering og formidling af projektets resultater samt forslag til, hvordan regnvandshåndtering kan udbredes og formidles til andre gårdhaver og bidrage til Københavns klimatilpasning. Evalueringen udføres af forvaltningen i samarbejde med relevante eksterne parter.
Gårdhavens indretning
Overordnet set fremstår gården i dag nedslidt, domineret af asfalt, garageanlæg og bilkørsel. Gården kendetegnes ved at være opdelt i to niveauer med en lang brandvej på det øvre niveau og tre garageanlæg på de nedre niveauer samt en lille græsplæne, et krat og store træer.
For at skabe en sammenhængende gårdhave og løse regnvandshåndteringen etableres en slynget mur, der sammen med et let skrånende terræn og en promenade- og stiforbindelse binder gårdhaven sammen. Muren inddeler gårdhaven i mindre rum til ophold, leg og praktiske funktioner som cykelparkering og affaldshåndtering. På det nedre niveau etableres to runde opholdsrum i hver sin ende af gårdhaven, som dels tilbageholder regnvandet, og dels danner rammen for rekreative opholdsmuligheder, legeområde, orangeri og beplantning, jf. bilag 3.
Fremtidens gårdhave ved Tomsgårdsvej vil demonstrere, hvordan ny beplantning og en vandtrappe kan forbedre gårdhavens oplevede lydmiljø, der i dag er udfordret af trafikstøj fra Tomsgårdsvej og Frederiksborgvej. Herudover er der fokus på at bruge genanvendte materialer og nedbringe CO2-udledningen. Orangeriet bygges med foreningens gamle vinduer, og det undersøges, om den slyngede mur kan bygges i stampet ler i stedet for beton. Se bilag 4 Faktaark.
HOFOR finansierer og er bygherre på det spildevandstekniske anlæg i gårdhaven, som forventes at koste ca. 5 mio. kr. AB Storgården finansierer private tilkøb for ca. 4 mio. kr. til renovering af eksisterende garager, omlægning af parkeringspladser, orangeri og diverse udgifter til inventar.
Træer og parkering
Den nye gårdhave får i alt 147 træer. Der plantes 98 nye træer samt en skovhave med spiselige bær og frugter. Gårdhaven har i dag 63 træer. Heraf fældes 14 træer af arterne løn, ask, fuglekirsebær, birk, robinie og ahorn. Otte af træerne fældes, da de er uhensigtsmæssigt beskåret og har en begrænset restlevetid. Heraf er to vurderet til at være yngre end 20 år og seks til at være mere end 25 år. Seks træer er mere end 20 år og fældes for at give plads til regnvandshåndteringen.
Gårdhaven har i dag 39 parkeringspladser, hvoraf 14 bevares. Der nedlægges 25 parkeringspladser, hvoraf 18 er lovlige. Her betaler forvaltningen erstatning for tabt lejeindtægt, jf. Byfornyelsesloven §45. De resterende syv pladser er ulovlige, og der betales ikke erstatning for nedlæggelsen. Antallet af parkeringspladser er drøftet med beboerne og godkendt af AB Storgårdens bestyrelse.
Opbakning ved afstemning
Teknik- og Miljøudvalget (TMU) besluttede den 27. april 2015, at mere end 2/3 (66,7 %) af de afgivne stemmer skal være for en fælles gårdhave for at den etableres. I Fremtidens Gårdhave ved Tomsgårdsvej er kriterieret opfyldt, og der er opbakning til gårdhaven. Resultaterne er uddybet i nedenstående tabel og bilag 5.
Opgørelse afgivne og mulige stemmer |
Mulige stemmer |
Afgivne stemmer |
Stemme- procent |
Antalja- Stemmer |
Antal nej- Stemmer |
Ja-stemmer (% af afgivne) |
Fremtidens Gårdhave ved Tomsgårdsvej |
200 |
152 |
76 % |
140 |
12 |
92,11 % |
Høring
Gårdhaveprojektet har været i høring og til afstemning i perioden fra den 19. december 2019 til den 14. februar 2020. Projektforslaget er blevet til gennem dialog, workshops og skitsemøder med beboerne. Skitsen er rettet til efter de beboerønsker, der var opbakning til blandt beboerne.
Fordeling af antal høringssvar på karréer |
|
Holdning til projektforslaget |
Høringssvar afgivet af |
||
I alt |
Positive |
Negative |
Beboere |
Bestyrelser og ejere |
|
Fremtidens Gårdhave ved Tomsgårdsvej |
10 |
7 |
3 |
10 |
0 |
Forvaltningen har modtaget 10 høringssvar, hvoraf seks indeholder konkrete bemærkninger til projektforslaget. Høringssvarene vedrører blandt andet gårdhavens indretning, støjdæmpning mod skole og Frederiksborgvej samt ønsker om fældning af store træer, parkering til el-biler og flere parkeringspladser. Et høringssvar udtrykker ønske om at kunne stemme om projektforslagene. Høringssvarene fremgår i fuld længde af bilag 6.
Med projektforslaget imødekommes de fleste af indretningsforslagene. Gårdens generelle lydmiljø forbedres i kraft af beplantning, vandlyd og slynget mur, jf. bilag 3. Det har været et gennemgående ønske blandt beboerne at bevare de eksisterende træer. Forvaltningen har arbejdet med at bevare flest mulige træer. Antallet af parkeringspladser er fastlagt af beboere og AB Storgårdens bestyrelse. Der opsættes ladestandere til el-biler. Inddragelsesforløbet har taget afsæt i et idéoplæg, der er blevet konkretiseret i dialog med beboere, gårdgruppe og bestyrelse igennem hele inddragelsesforløbet. Der har derfor ikke været udviklet forskellige projektforslag, som beoerne har kunne stemme om. Forvaltningens bemærkninger til høringssvar fremgår af bilag 7. De indkomne høringssvar drøftes yderligere med beboerne i forbindelse med detailprojekteringen.
Økonomi
Finansieringen af de forventede udgifter til den fælles gårdhave og demonstrationsprojekt Fremtidens Gårdhave ved Tomsgårdsvej kommer fra de midler, som er frigivet ved beslutning om Fremtidens Gårdhave ved Skt. Kjelds Plads (Borgerrepræsentationen 12. november 2015). Der skal i alt omdisponeres udgifter for 11,8 mio. kr. og indtægter for 5,9 mio. kr. fra Fremtidens Gårdhave ved Skt. Kjelds Plads til Fremtidens Gårdhave ved Tomsgårdsvej. Fremtidens Gårdhave ved Tomsgårdsvej er udpeget som demonstrationsprojekt i stedet for Fremtiden Gårdhave ved Skt. Kjelds Plads, jf. notat på TMU-portalen (22. juni 2017). Den resterende finansiering på 1,6 mio. kr. kommer fra den flerårige byfornyelsesramme. (Borgerrepræsentationen 30. marts 2017). Økonomien er uddybet i bilag 8.
Bevillingen er placeret på hovedbevillingen Byfornyelse, anlæg, som er omfattet af forvaltningens anlægsmåltal. Teknik og Miljøudvalget besluttede den 29. april 2019 at prioritere anlægsmåltal til projekt Fremtidens Gårdhaver i 2020 og 2021, herunder Fremtidens Gårdhave ved Tomsgårdsvej.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil ejere og beboerrepræsentanter blive inddraget i forbindelse med detailprojekteringen. Der tinglyses en servitut på ejendommen om den fælles gårdhave og ejernes pligt til at drifte og vedligeholde gårdhaven og det spildevandstekniske anlæg. Gårdhaven forventes ibrugtaget ultimo 2021.
Søren Wille /Lone Byskov
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at byfornyelsesforslag om etablering af den fælles gårdhave og demonstrationsprojekt Fremtidens Gårdhave ved Tomsgårdsvej: Tomsgårdsvej 70-110 og Frederiksborgvej 119, jf. bilag 3, vedtages endeligt, og at der på den baggrund forventes udgifter for i alt 13,4 mio. kr. og indtægter på i alt 5,9 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg jf. økonomiafsnittet
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 30. marts 2020
Det Konservative Folkeparti stillede ændringsforslag (ÆF1) som tilføjelse til 1. at-punkt:
”at parkeringspladserne reetableres på arealet og inden for budgettet, så det ikke skubber yderligere parkering ud i det offentlige rum og skaber trængsel for fællesskabet.”
Ændringsforslaget (ÆF1) blev ikke vedtaget med 2 stemmer mod 9. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C og I.
Imod stemte: A, B, F, O, Ø og Å.
Indstillingen blev med det tekniske ændringsforslag anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 9 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, O, Ø og Å.
Imod stemte: C og I.
Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:
”Det bør være en privat opgave og udgift at renovere og vedligeholde private gårdhaver.”
Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:
”Parkeringspladserne skal reetableres i nærområdet og inden for projektets økonomi.”
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. april 2020
Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen med 11 stemmer mod 2. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, Å, B, F og O.
Imod stemte: V og C.
Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkninger fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 30. marts 2020:
”Det bør være en privat opgave og udgift at renovere og vedligeholde private gårdhaver.”
”Parkeringspladserne skal reetableres i nærområdet og inden for projektets økonomi.”
Venstre tilsluttede sig protokolbemærkningerne på mødet.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 14. maj 2020
Det Konservative Folkeparti genfremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) fra udvalgsbehandlingen som tilføjelse til 1.at-punkt:
”at parkeringspladserne reetableres på arealet og inden for budgettet, så det ikke skubber yderligere parkering ud i det offentlige rum og skaber trængsel for fællesskabet.”
Det af Det Konservative Folkeparti genfremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 45 stemmer imod 10. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: C, V og I.
Imod stemte: A, Ø, Å, B, F, O og Niko Grünfeld (Løsgænger).
Selve indstillingen blev herefter godkendt med 45 stemmer imod 10. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, Å, B, F, O og Niko Grünfeld (Løsgænger).
Imod stemte: C, V og I.
Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
”Parkeringspladserne skal reetableres i nærområdet og inden for projektets økonomi.”
Det Konservative Folkeparti, Venstre og Liberal Alliance videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
”Det bør være en privat opgave og udgift at renovere og vedligeholde private gårdhaver.”