Endelig vedtagelse af lokalplan Hermodsgade, Nørrebro
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af lokalplan Hermodsgade. Lokalplanforslaget muliggør private ungdoms- og kollegieboliger med et samlet etageareal på op til 5.846 m2 på ejendommene Hermodsgade 26-28.
Indstilling
Indstilling om,
- at godkende lokalplan Hermodsgade (bilag 2) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning, dog således at bygningen udføres med træfacade, og at vinduerne placeres således, at de flugter med vinduerne i den eksisterende bygning.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
En grundejer ønsker at omdanne en eksisterende bygning i Hermodsgade i to etager med høj bevaringsværdi (SAVE-værdi 3) og opføre yderligere op til tre etager ovenpå denne. Det kræver en ny lokalplan at realisere ønskerne. Lokalplanforslaget (bilag 2) blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 8. oktober 2019 og har været i høring fra den 25. oktober 2019 til den 20. december 2019. Forvaltningen har modtaget 47 henvendelser (bilag 4). Høringen har givet anledning til ændringsforslag, som beskrevet under Løsning.
Løsning
På Hermodgade 26-28 vil planforslaget (bilag 2) muliggøre en boligbebyggelse på op til ca. 5.800 m2, heraf ca. 3.000 m2 i en eksisterende ejendom på Hermodsgade 28. Det svarer til en bebyggelsesprocent på 185. Med planen omdannes ejendommen til ungdoms- og kollegieboliger.
Den eksisterende bygning i to etager er i lokalplanforslaget fastlagt som bevaringsværdig med bestemmelser for, hvordan bygningen kan omdannes og tilbygges i op til tre etager ovenpå den eksisterende bygning. Det muliggjorte projekt er yderligere beskrevet i lokalplanen (bilag 2, s. 7-10) og i faktaarket (bilag 3).
Forslag til ændringer af lokalplanforslaget
Høringen har givet anledning til, at forvaltningen foreslår ændringer af lokalplanforslagets bestemmelser (bilag 6). For at reducere skygge-, indbliks- og støjgener samt nedtone nybyggeriet i forhold til den bevaringsværdige bygning foreslås: At højden på bygningen reduceres med 0,8 meter til en maksimal højde på 16,2 meter; at tagterrassens udstrækning reduceres fra 729 m2 til 405 m2 samt at tagterrassens værn trækkes tilbage fra facaden. For at mindske genskin fra facadens aluminiumslameller foreslås at stille krav om, at de skal fremstå matte og med lav glans.
Ændret parkeringsnorm som følge af Kommuneplan 2019
Efter forslaget til lokalplan har været i offentlig høring er der med vedtagelse af Kommuneplan 2019 vedtaget nye parkeringsnormer. I Kommuneplan 2019 er parkeringsnormen fastsat til en parkeringsplads pr. 857 m2 for ungdoms- og kollegieboliger. Kommuneplanen giver mulighed for, at der kan foretages en konkret vurdering for ”steder med meget dårlig offentlig transportbetjening uden metro, letbane, S-tog eller BRT-betjening”. BRT-betjening (Bus Rapid Transit) er betegnelsen for en slags metro i gadeplan, der kører i separate baner.
Forvaltningen har vurderet, at der ikke er et behov for en konkret fastsættelse af parkeringsbehovet for de planlagte ungdoms- og kollegieboliger, fordi lokalplanområdet ligger indenfor ca. 300 m til Skjold Plads metrostation. Det betyder, at der er nærliggende kollektive muligheder af højt serviceniveau.
I lokalplanforslaget, der har været i høring, var parkeringsnormen fastlagt til en parkeringsplads pr. 600 m2, da det var parkeringsnormen i forslag til Kommuneplan 2019. Ændringen svarer til, at der vil blive stillet krav om syv parkeringspladser i stedet for ti.
Høring
Der er modtaget 47 henvendelser (bilag 4), som i bilag 5 er refereret med forvaltningens bemærkninger.
Nørrebro Lokaludvalg og Akademiraadet (bilag 5, henvendelse nr. 4 og 43) har følgende hovedsynspunkter:
- Nørrebro Lokaludvalg mener, at der skal være erhverv i ejendommen. Akademiraadet mener, at forhuset bør fastholdes som liberalt erhverv.
- Nørrebro Lokaludvalg mener, at der vil være støj fra tagterrassen, og at det er en uskik at etablere friarealer på tagterrasser i stedet for på terræn. Akademiraadet påpeger, at haveanlægget kan understøtte helheden og formidle overgangen mellem nyt og gammelt.
- Nørrebro Lokaludvalg mener, at tilbygningen med en bebyggelsesprocent på 185 i et vist omfang vil skygge for naboerne.
- Nørrebro Lokaludvalg påpeger, at der lægges to til tre etager på en bevaringsværdig ejendom. Akademiraadet mener, at tilbygningen vil ødelægge den eksisterende bygning og reducere denne til en sokkel.
- Akademiraadet mener, at bybilledet ændres væsentligt, og at relationerne mellem bygningerne ændres.
Forvaltningens bemærkninger
- Ifølge Kommuneplan 2019 er området fastlagt som en boligramme, der rummer mulighed for 100% boliger.
- For at mindske evt. støjgener foreslås, at tagterrassen mindskes og værnet trækkes tilbage fra facadelinjen og dermed fra naboejendomme. Herved reduceres tagterrassens udstrækning fra 729 m2 til 404 m2. Da værnet er trukket tilbage og altså ikke længere er en del af selve facaden, kan højden på bygningen reduceres. Forvaltningen er enig i, at haveanlægget kan understøtte helheden.
- Det er rigtigt, at bygningen i mindre grad vil skygge for nabobygninger. Det foreslås at reducere bygningens højde med 0,8 meter for at reducere skyggegener, se også pkt. 2 ovenfor.
- Byggeriet var oprindeligt designet til at være fire etager, så tilføjelse af to til tre nye etager er ikke fremmed for bygningens design. Det foreslås at reducere bygningens højde med 0,8 meter, så den fremstår mindre dominerende i forhold til den bevaringsværdige bygning, se også pkt. 2-3 ovenfor.
- Forvaltningen mener, at relationerne overordnet respekteres, da det karakteristiske bueslag mod Hermodsgade og bygningens hovedform bevares. Da der er tale om ændring på en enkelt bygning, mener forvaltningen ikke, at bybilledet ændres væsentligt.
Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser
Borgernes synspunkter er i flere tilfælde sammenfaldende med henvendelserne fra Nørrebro Lokaludvalg og Akademiraadet. Her henvises, under forvaltningens bemærkninger, til svar ovenfor.
- Der er ikke behov for flere ungdomsboliger på Nørrebro. Der bør være erhverv, skole o. lign. Der er bekymring for støj- og indbliksgener fra unge især fra tagterrassen. Byggeriet er for højt og vil skygge i lejligheder og gårdarealer. Fortællingen om gadeforløbet og kvarteret ødelægges. Der tages ikke hensyn til den bevaringsværdige bygning, som vil blive domineret af tilbygningen.
- Behov for parkering er ikke indtænkt i tilstrækkelig grad i planen. Der mangler pladser i Haraldsgadekvarteret.
- Flere er bekymrede for facadeudtrykket og finder det grimt og dominerende. Der er også bekymring for genskin fra aluminiumsfacader.
Forvaltningens bemærkninger
- Borgernes synspunkter er sammenfaldende med henvendelserne fra Nørrebro Lokaludvalg og Akademiraadet. Der henvises derfor til forvaltningens bemærkninger ovenfor.
- Parkeringsnormen i lokalplanforslaget, der har været i høring, er fastlagt i overensstemmelse med forslag til Kommuneplan 2019. Da parkeringsnormen blev ændret ved den endelige vedtagelse af Kommuneplan 2019, skal parkeringsnormen i lokalplanforslaget også ændres. Antallet af pladser reduceres derfor fra ti til syv pladser i overensstemmelse med ændring af normen fra 1 parkeringsplads pr. 600 m2 til 1 parkeringsplads pr. 857 m2 i den endelige vedtagelse af Kommuneplan 2019. Det fastholdes, at parkeringen skal etableres i kælder.
- Med facadeudtrykket i lodrette lameller kan facaden udføres i en buet form som den eksisterende. Den lyse tone vil være mindre dominerende end en mørk. Det foreslås at skærpe krav til aluminiumlamellernes overflade, så evt. genskin minimeres.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Projektet kræver, at der nedlægges to parkeringspladser på offentlig vej i Hermodsgade, hvilket vil medføre et årligt provenutab på ca. 10.000 kr. Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.
Søren Wille /Karsten Biering Nielsen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende lokalplan Hermodsgade(bilag 2) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 20. april 2020
Socialdemokraterne fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) som tilføjelse til 1. at-punkt:
”at overbygningens facader beklædes med tegl.”
Ændringsforslaget (ÆF1) blev ikke vedtaget med 5 stemmer mod 6. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, C og I.
Imod stemte: B, F, O, Ø og Å.
Alternativet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2) som tilføjelse til 1. at-punkt:
”dog således at bygningen udføres med træfacade”.
Ændringsforslaget (ÆF2) blev vedtaget med 8 stemmer mod 0. 3 undlod at stemme.
For stemte: B, C, F, I, O, Ø og Å.
Undlod at stemme: A.
Alternativet fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF3) som tilføjelse til 1. at-punkt:
”At vinduerne placeres således, at de flugter med vinduerne i den eksisterende bygning.”
Ændringsforslaget (ÆF3) blev vedtaget med 3 stemmer mod 1. 7 undlod at stemme.
For stemte: Ø og Å.
Imod stemte: F.
Undlod at stemme: A, B, C, I, O.
Den således ændrede indstilling blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 9 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, C, F, I, O og Å.
Imod stemte: Ø.
Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
“Enhedslisten stemmer imod at ændre bygningens anvendelse fra erhverv til boligformål. Enhedslisten er imod at kalde private boliger, der ikke kan reguleres hvem der bor i, for ungdomsboliger.”
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 5. maj 2020
Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Venstre bakker op om, at det muliggøres, at ejendommen kan udvikles med flere etager end i dag og ser det ikke som en udfordring for lokalområde eller bydelen. Vi havde foretrukket, at man havde valgt en blandet ramme, der udover boliger gav plads til erhvervslejemål, da små erhvervsdrivende har svært ved at finde lokaler på Nørrebro.”
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 14. maj 2020
Socialdemokratiet genfremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) fra udvalgsbehandlingen som tilføjelse til 1.at-punkt:
”at overbygningens facader beklædes med tegl.”
Det af Socialdemokratiet genfremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 30 stemmer imod 25. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, C, V og I.
Imod stemte: Ø, Å, B, F, O og Niko Grünfeld (Løsgænger).
Selve indstillingen blev herefter godkendt med 44 stemmer imod 11. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, Å, B, F, C, V, O, I og Niko Grünfeld (Løsgænger).
Imod stemte: Ø.
Venstre videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
”Venstre bakker op om, at det muliggøres, at ejendommen kan udvikles med flere etager end i dag og ser det ikke som en udfordring for lokalområde eller bydelen. Vi havde foretrukket, at man havde valgt en blandet ramme, der udover boliger gav plads til erhvervslejemål, da små erhvervsdrivende har svært ved at finde lokaler på Nørrebro.”
Enhedslisten videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
“Enhedslisten stemmer imod at ændre bygningens anvendelse fra erhverv til boligformål. Enhedslisten er imod at kalde private boliger, der ikke kan reguleres hvem der bor i, for ungdomsboliger.”