Mødedato: 14.05.2020, kl. 17:30
Mødested: Telefonmøde via Teams

Godkendelse af dagsordenen

Se alle bilag
............

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 14. maj 2020

 

Genoptagelse af hvervet som Borgerrepræsentant:

Maria Frej (F), d. 1. maj 2020

 

Dagsordenen:

I henhold til § 3 i bekendtgørelse nr. 254 af 22. marts 2020 om mulighed for midlertidig fravigelse af regler om møder i kommunalbestyrelser og regionsråd og i disses udvalg som led i håndteringen af Coronavirus-sygdom (COVID-19), blev Borgerrepræsentationens møde gennemført som et video-møde.

Der blev torsdag den 14. maj 2020 udsendt 2 sager til behandling uden for dagsorden vedrørende ”Rokering i udvalg” samt ”Anmodning om udpegning af medlemmer til bestyrelserne for Østerbro Teater og Nørrebro Teater”.

Sagerne uden for dagsorden blev besluttet behandlet efter den udsendte dagsordens punkt 1, ”Godkendelse af dagsordenen”

Der blev søndag den 10. maj 2020 udsendt en tillægsdagsorden med en sag vedrørende ”Beslutning om Københavns Kommunes værtskab af europamesterskaberne i herrefodbold, EURO 2020 i 2021 under hensyntagen til Tour de France Grand Départ”. Borgerrepræsentationen besluttede at behandle punktet efter sagerne uden for dagsorden.

Der blev onsdag den 13. maj 2020 udsendt en tillægsdagsorden med en sag vedrørende ”Midlertidige tiltag for at understøtte restauranter, cafeer og butikker med udeservering mv.”. Der er tale om en standsningssag fra Teknik- og Miljøudvalget. Borgerrepræsentationen besluttede efter forslag fra Socialdemokratiet at udsætte behandlingen af sagen med henblik på en efterfølgende behandling på et senere møde i Borgerrepræsentationen.

Det Konservative Folkeparti har efter mødet meddelt, at de ønsker at frafalde deres standsning af sagen. Udvalgsbeslutningerne vil som konsekvens heraf straks kunne bringes til udførelse.  

Dagsordenen blev herefter godkendt.

 

Mødet sluttede kl. 20:45.

Til top