Forespørgsel til kultur- og fritidsborgmesteren om fortsat støtte til Copenhagen Pride efter krav til kommunens holdning til Israel
Forespørgsel
Kultur- og fritidsborgmesteren bedes redegøre for,
- omfanget af kommunens støtte til Copenhagen Pride,
- om Copenhagen Pride lovligt kan stille krav til Københavns Kommune om ophør af kommunens relationer til Israel og ophør af køb af israelske produkter,
- om kommunen på dette grundlag kan stoppe støtten til Copenhagen Pride og
- Københavns Kommunes intention med at støtte Copenhagen Pride.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti)
Motivering
Copenhagen Pride har bedt deres samarbejdspartnere og donorer om at meddele deres position i konflikten mellem Israel og Hamas.
Copenhagen Pride har meddelt, at de står solidarisk med det palæstinensiske folk, og at deres sponsorers engagement, investeringer og tilstedeværelse i Gaza, danner grundlag for organisationens vurdering af, om Copenhagen Pride vil indgå partnerskab med dem.
Vi Konservative er uforstående overfor, at Copenhagen Pride på den måde vælger side i konflikten, og i øvrigt bringer konflikten med til København ved at skabe et for-Gaza og imod-Israel. Vores støtte til Copenhagen Pride har altid været på betingelse af, at de har formået at skabe et inkluderende fællesskab. Deres udmelding og ageren overfor deres sponsorer gør os Konservative meget urolige for, om dette inkluderende fællesskab kan rumme begge sidder af konflikten.
I pressen er det oplyst, at Københavns Kommune yder 1,25 mio. kr. om året til Copenhagen Pride.
Det er uhørt, at modtagere af så mange penge stiller krav til kommunen for at modtage borgernes penge.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 14. marts 2024
Forespørgslen blev besvaret.