Anlæg af fodgængerforbedringer, krydsningspunkt i Nordre Frihavnsgade, Østerbro
Efter ibrugtagningen af cykelgaden på Nordre Frihavnsgade har borgere og Dansk Blindesamfund orienteret Teknik- og Miljøforvaltningen om dårlige krydsningsforhold omkring Randersgade og A.L. Drewsens Vej, hvor der før ombygningen har været et fodgængerfelt. Dette er et problem, forvaltningen vurderer bør løses hurtigst muligt. Indstillingen fremlægger to skitseforslag på en løsning med et krydsningspunkt, der vil øge trygheden og forbedre krydsningsforholdene for fodgængere. Scenarie 1 forudsætter frigivelse af yderligere midler fra puljen til tilkøb af cykel- og fodgængerforbedringer i anlægsprojekter, der blev afsat i Budget 2023. Scenarie 2 forudsætter finansiering i Overførselssagen 2023-2024 for at kunne etableres.
Indstilling
Indstilling om,
- at der frigives en anlægsbevilling på 1,0 mio. kr. til et forbedret krydsningspunkt i Nordre Frihavnsgade ved Randersgade og A.L. Drewsens Vej, på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet,
- at der frigives en anlægsbevilling på 0,5 mio. kr. til anlæg af fire erstatningsparkeringspladser på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet.
Det forudsættes, at anlægsudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets anlægsmåltal i 2024.
Det forudsættes endvidere, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
Med Budget 2023 (BR 6. oktober 2022) (B, C, D, I, O, V, Ø og Å) blev der afsat 6,3 mio. kr. til tilkøb af cykel- og fodgængerforbedringer.
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til skitseforslaget for et forbedret krydsningspunkt i Nordre Frihavnsgade ved Randersgade A.L. Drewsens Vej. Borgerrepræsentationen skal tage stilling til at frigive en anlægsbevilling til at etablere krydsningspunktet.
Løsning
Med omdannelsen af Nordre Frihavnsgade til cykelgade blev der nedlagt tre fodgængerfelter med torontoanlæg (gule blinkende lamper) ved henholdsvis Hobrogade, Viktor Borges Plads og A.L. Drewsens Vej. Fodgængerfelterne blev nedlagt for at give Nordre Frihavnsgade mere en karakter af strøggade, hvor fodgængere frit kan krydse gaden, hvor det passer dem.
Teknik- og Miljøforvaltningen har efter ibrugtagningen i oktober 2023 modtaget flere henvendelser om de nedlagte fodgængerfelter i Nordre Frihavnsgade. Derfor har forvaltningen i november og december 2023 udført observationer af, hvordan fodgængere krydser Nordre Frihavnsgade ved Randersgade og A.L. Drewsens Vej, hvor mange skolebørn krydser gaden til og fra skole. Derudover er der boliger for blinde på Randersgade, som har behov for et krydsningspunkt med retnings- og tilgængelighedsfliser. De efterspørger også bedre belysning.
Det viser sig, at oversigtsforholdene er ringere end forventet, når man står på sydsiden og skal krydse over til nordsiden. Årsagen er, at gaden knækker ved Randersgade, og da der er fire p-pladser ud for nr. 34, 34A og 36, hvor der ofte holder varevogne, der blokerer for udsyn i retning mod Trianglen.
Løsning beskrevet i scenarie 1 er en minimumsløsning og kan finansieres af puljen til tilkøb af cykel- og fodgængerforbedringer i anlægsprojekter, der blev afsat i Budget 2023 og kan udføres i andet kvartal 2024. Løsningen beskrevet i scenarie 2 er forvaltningens anbefalede løsning, da denne skaber de mest trafiksikre og trygge krydsningsforhold, men forudsætter yderligere finansiering fra Overførselssagen 2023-2024. Såfremt midlerne i overførselssagen stjernemarkeres, kan scenarie 2 ligeledes udføres i andet kvartal 2024. Udførelse af scenarie 1 udelukker ikke udførelse af scenarie 2 på et senere tidspunkt, såfremt der findes finansiering hertil i senere budgetforhandlinger.
Scenarie
1. Krydsningspunkt uden midterhelle mellem Nordre
Frihavnsgade nr. 43-50 ved Randersgade og A.L. Drewsens Vej
Krydsningspunktet placeres samme sted som den tidligere fodgængerovergang jf.
bilag 4. Krydsningspunktet etableres med fodgængerfelt og et torontoanlæg, da
krydsningspunktet benyttes af mange børn og synshandicappede pga. nærliggende
skoler og blindeboliger, som der bør tages særligt hensyn til. Der er derudover
et ønske lokalt og fra Dansk Blindesamfund om etablering af et fodgængerfelt.
Løsningen kræver, at der nedlægges fire p-pladser foran nr. 34-36 og kan medføre, at et træ af typen ”navr”, fjernes og ikke genplantes, jf. afsnit om parkering og træer. Der etableres fortovsudbygninger i stedet for p-pladserne.
Der etableres normalt midterheller ved krydsningspunkter af denne type, da krydsende trafikanter uden en midterhelle skal orientere sig i begge retninger, inden de krydser. Der er derudover risiko for, at biler fra den ene retning standser, mens biler fra den anden retning ikke gør, og fodgængere fanges midt på kørebanen.
Udførelse af scenarie 1 udelukker ikke udførelse af nedenstående scenarie 2 på et senere tidspunkt.
Scenarie
2. Forbedret krydsningspunkt med midterhelle
mellem Nordre Frihavnsgade nr. 43 og 50, jf. bilag 5
Scenarie 2 omfatter scenarie 1 suppleret med en midterhelle.
Med en midterhelle kan fodgængere krydse gaden af to
omgange og skal ikke orientere sig i begge retninger inden, hvilket særligt er
en fordel for børn, ældre og handicappede. Derudover indsnævrer midterhellen vejbanerne i begge retninger, hvilket
forhindrer uhensigtsmæssige overhalinger op til krydsningspunktet og giver en
hastighedsdæmpende effekt.
Forvaltningen anbefaler denne løsning, da den skaber de mest trafiksikre krydsningsforhold. Løsningen forudsætter, at en nyetableret sidehelle med et træ og plantebed fjernes, og der nedlægges i alt syv p-pladser for at sikre oversigtsforholdene og plads til midterhellen. Med nedlæggelsen af sidehellen får fodgængere fra syd ringere oversigtsforhold end nu. Derfor nedlægges tre af de syv p-pladser foran nr. 50 for at give bilister, cyklister og fodgængere bedre mulighed for at se hinanden. Der etableres fortovsudbygninger i stedet for p-pladserne.
Omkostningerne for midterhellen i tillæg til løsningen i scenarie 1 forventes at være ca. 0,6 mio. kr., såfremt det udføres som tillæg til scenarie 1 og finansieres i Overførselssagen 2023-2024. Henvises finansieringen til Budget 2025 udsættes etableringen af projektet med ca. 1-1½ år og der må forventes yderligere opstartsomkostninger. Til gengæld vil projektet, med opstart i 2025, kunne tage udgangspunkt i evalueringen af cykelgaden i Nordre Frihavnsgade og indgå som ét af flere initiativer for at forbedre forholdene i gaden som helhed.
På en cykelgade deler cyklister og bilister kørebanearealet. Forvaltningen har imidlertid ikke erfaringer med midterheller i cykelgader. Midterhellen bryder kørebanen og dermed muligheden for, at biler kan overhale cyklister, hvilket har en række trafikale fordele mht. krydsningsforhold og hastighedsdæmpning. Det kan dog også betyde, at cyklister kan føle sig presset af bagvedliggende køretøjer, som ønsker at overhale, men er forhindret af midterhellen.
Af hensyn til et ønske om hurtig implementering, træffes den politiske beslutning med denne indstilling på et tidligt tidspunkt og på baggrund af et skitseforslag, hvor projekteringen og myndighedsbehandlingen foregår sideløbende med den politiske behandling. Der er stadig usikkerheder forbundet med den endelige løsning for krydsningspunktet, og der vil derfor kunne forekomme justeringer i løsningen ifm. afklaringen af de tekniske forhold med betydning for projektets tid og økonomi.
Evalueringen af cykelgaden i Nordre Frihavnsgade skal koordineres med anlægsarbejdet. Evalueringen vil først blive udført efter krydsningspunktet er etableret, for at kunne evaluere den endelige samlede løsning. Evalueringen skulle oprindeligt være gennemført i maj 2024 men forventes udført i tredje kvartal efter, at anlægsarbejdet er udført.
Høring
Skitseforslagene er principgodkendt af politiet og blev præsenteret for Østerbro Lokaludvalg den 11. januar 2024. Lokaludvalget peger efterfølgende i høringssvar på løsningen uden midterhelle som den foretrukne, da det er deres vurdering, at det er bedre med en krydsning i ét forløb. Endvidere ønsker lokaludvalget, at man bibeholder korttidsparkering i området, jf. bilag 8.
Forvaltningen anbefaler en løsning med midterhelle, jf. ovenfor. Forvaltningen vil undersøge mulighederne for korttidsparkering i forbindelse med evalueringen af det samlede projekt for cykelgade i Nordre Frihavnsgade.
Parkering
Med scenarie 1 nedlægges i alt fire p-pladser ud for nr. 34-36 for at skabe ordentlige oversigtsforhold for krydsende bløde trafikanter. Med scenarie 2 nedlægges yderligere tre p-pladser foran nr. 50, dvs. i alt syv p-pladser. Nedlagte p-pladser erstattes i nærområdet med udgangspunkt i screening af mulige erstatningsparkeringspladser på Østerbro i forbindelse med anlæg af affaldssorteringspunkter (TMU 27. november 2023).
Træer
Et nyplantet træ og plantebed forventes fjernet foran nr. 50 for at sikre oversigtsforhold og adgang til krydsningspunktet. Hvis det er muligt at bevare træet, kan plantebedet erstattes med en trærist. Dette afklares under detailprojektering. Træet er af typen ”navr” og blev plantet ifm. ombygningen af Nordre Frihavnsgade i 2023. Hvis det ikke bliver muligt at bevare træet, erstattes træet og plantebedet ikke på grund af manglende plads.
Politisk handlerum
Der kan alternativt til den indstillede løsning vælges følgende:
- Krydsningspunkt uden fodgængerfelt og torontoanlæg Det er muligt at udføre løsningerne i scenarie 1 og 2 uden fodgængerfelt og uden torontoanlæg. Dette vil medføre en besparelse på ca. 0,15 mio. kr. Forvaltningens anbefaler ikke dette alternativ, da fodgængerfeltet og torontoanlægget er tiltænkt de mange krydsende skolebørn og synshandicappede borgere ifm. nærliggende blindeboliger. Her skal gerne tages særlige hensyn og gøres ekstra opmærksom på krydsende fodgængere. Der kan ikke etableres et decideret signalanlæg, da den lave mængde af biler og krydsende fodgængere risikere at føre til krydsning for rødt, når der ikke er trafik.
- Erstatningsparkering Udvalget kan vælge, at der ikke skal etableres erstatningsparkering. Nedlæggelse af 4-7 parkeringspladser i blå zone medfører et årligt indtægtstab på 0,025-0,04 mio. kr. fra 2024 og frem. Mindreindtægterne indgår i beregningen af indtægtsniveauet for betalingsparkering, som bliver fastlagt med førstebehandlingen af budgetforslaget (augustindstillingen). Mindreindtægterne har ingen finansiel betydning for Københavns Kommune, men påvirker servicemåltallet 1:1.
- Afvente evaluering der gennemføres i maj 2024 Udvalget kan vælge at gennemføre evalueringen af cykelgaden i Nordre Frihavnsgade som oprindeligt planlagt i maj 2024, før der tages stilling til en løsning ved krydsningspunktet. På baggrund af evalueringen vil forvaltningen undersøge, hvordan man med mere helhedsorienterede initiativer kan forbedre den trafikale situation i Nordre Frihavnsgade.
Økonomi
I Budget 2023 blev der afsat 6,3 mio. kr. (2023 p/l) til tilkøb af cykel- og fodgængerforbedringer i anlægsprojekter. Heraf blev 1,5 mio. kr. (2023 p/l) stjernemarkeret og dermed frigivet i forbindelse med budgetvedtagelsen. Med denne indstilling skal der frigives samlet 1,0 mio. kr. (2024 p/l) til et forbedret krydsningspunkt i Nordre Frihavnsgade ved Randersgade, jf. bilag 7. Etableringen af fire erstatningsparkeringspladser anslås at koste 0,5 mio. kr. og etablering af syv erstatningsparkering anslås til 0,9 mio. kr. (2024 p/l). De finansieres af projektet Erstatningsparkeringspladser, pulje B23 og skal frigives med denne indstilling, jf. bilag 7.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, færdigprojekteres scenarie 1. Såfremt der findes den supplerende finansiering til scenarie 2 i Overførselssagen 2023-2024 færdigprojekteres og anlægges krydsningspunktet på Nordre Frihavnsgade med udgangspunkt i skitseforslaget for scenarie 2 i andet kvartal 2024, forudsat at alle midler er stjernemarkeret. Afsættes der ikke midler til scenarie 2 i overførselssagen anlægges scenarie 1 i andet kvartal 2024. Uanset valg af scenarie indgår forvaltningen aftale med en entreprenør hurtigst muligt efter midlerne er frigivet, og krydsningspunktet forventes ibrugtaget tredje kvartal 2024.
Søren Wille / Peter Højer
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at scenarie 1 (krydsningspunkt uden midterhelle) etableres, dog således at scenarie 2 (krydsningspunkt med midterhelle) etableres, såfremt Borgerrepræsentationen afsætter finansiering i Overførselssag 2023-2024.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der frigives en anlægsbevilling på 1,0 mio. kr. til et forbedret krydsningspunkt i Nordre Frihavnsgade ved Randersgade og A.L. Drewsens Vej, på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet.
- at der frigives en anlægsbevilling på 0,5 mio. kr. til anlæg af fire erstatningsparkeringspladser på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 5. februar 2024
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.
Indstillingens 2. og 3. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at anlægsudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets anlægsmåltal i 2024.
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 5. marts 2024
Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 14. marts 2024
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.