Mødedato: 14.03.2013, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Låneoptagelse på Vestforbrænding 2013-2014

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal godkende, at I/S Vestforbrænding optager et lån på 370 mio. kr. til finansiering af anlægsomkostninger i 2013 og 2014 - samt at der foretages mageskifte af arealer ved forbrændingsanlægget i Glostrup.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

  1. at I/S Vestforbrænding optager et lån på 370 mio. kr. til finansiering af anlægsudgifter i årene 2013 – 2014, samt
  2. at mageskifte på Ejby Mosevej 219, godkendes.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

I/S Vestforbrænding skal i henhold til selskabets anlægsoversigt for 2013 og 2014 foretage anlægsudgifter på foreløbigt 370 mio. kr. Borgerrepræsentationen godkendte på mødet den 31. marts 2011 en låneramme på 86 mio. kr. for 2010 – 2012 bl.a. til finansiering af en udvidelse af I/S Vestforbrændings varmeopland. De anlægsudgifter, der knytter sig til nærværende låneansøgning vil være en opfølgning på udvidelsen af varmeoplandet samt renovering af kraftvarmeanlæg på forbrændingsanlægget i Glostrup (Anlæg 5). Desuden indgår omkostninger til bygninger på I/S Vestforbrændings anlæg i Glostrup og Frederikssund.

Vedrørende mageskiftet på Ejby Mosevej 219 har I/S Vestforbrænding oplyst, at indkørslen til anlægget i Glostrup er nedslidt og derfor renoveres. I forbindelse hermed kan sikkerheden og tilkørselsforholdene forbedres væsentligt ved et mageskifte af arealer med Glostrup Kommune.

Godkendelse af lån og mageskifte skal som følge af Vestforbrændings vedtægter godkendes i de 19 ejerkommuner.

Løsning

Anlægsomkostningerne på i alt foreløbig 370 mio. kr., der er indeholdt i nærværende låneansøgning, vedrører:
  • Hovedrevision og levetidsforlængelse af ”Anlæg 5”: 100 mio. kr.
  • Køb af Rampehuset: 15 mio. kr.
  • Vestforbrændings varmeplan-Gladsaxe: 66 mio. kr.
  • Varmeplan 2015 (delvis, der resterer 96 mio. kr. i 2015): 134 mio. kr.
  • Bygninger i Frederikssund: 15 mio. kr.
  • Driftsinvestering i varmedistribution: 40 mio. kr.
Det er strategiske investeringer med et langt sigte, der kan sikre udnyttelse af I/S Vestforbrændings varmeoverskud i sommerperioden. Hovedrevision af Anlæg 5 er nødvendig, da nedslidte og korroderede anlægsdele skal udskiftes, herunder komponenter i kedlen og posefilteret (i røggasrensningen). Sker dette ikke, vil anlæggets drift være usikker allerede fra 2013 og frem. Investeringen er ikke i modstrid med Københavns Kommunes mål om bedre udnyttelse af ressourcerne i affaldet. Anlæggets levetid (ved fortsat omhyggelig vedligeholdelse) vil blive forlænget med op mod 10 til 15 år. Levetidsforlængelsen vil ikke forøge anlæggets kapacitet i forhold til i dag.

Køb af Rampehuset og investeringer i bygninger i Frederikssund, hvor der omlastes genanvendelige materialer, vil ske for at sikre tilstrækkelige kontorfaciliteter. Forvaltningens vurdering er, at investeringerne er hensigtsmæssige og nødvendige.

Rampehuset er en bygning, som ligger ved indkørslen til affaldssiloen og har siden 2009 været lejet med forkøbsret i forbindelse med personaleforøgelse. Vestforbrænding har brug for bygningen permanent og ønsker derfor at købe bygningen.

Vestforbrænding er ejet af 19 kommuner og optagelse af lån kan ifølge vedtægtens § 10 først ske efter godkendelse i samtlige ejerkommuners kommunalbestyrelser. Det er alene låntagningen, der skal træffes beslutning om i ejerkommunerne. Beslutning om iværksættelse af de enkelte anlægsarbejder, træffes af selskabets bestyrelse.

Mageskifte
I/S Vestforbrændings indkørsel har haft blandet færdsel, idet tung trafik har været blandet med personbiler, cyklende og gående. I forbindelse med renovering af den meget nedslidte indkørsel, har der derfor været ønske fra Vestforbrænding om at anlægge indkørslen så let og tung trafik adskilles. I/S Vestforbrænding har aftalt med Glostrup Kommune, som ejer de arealer, der skulle bruges til projektet, at man gensidigt låner hinandens arealer indtil et mageskifte er godkendt i ejerkommunernes kommunalbestyrelser. Godkendelse skal ske jf. vedtægtens § 10 stk. 14.

Begge punkter i indstillingen er beskrevet nærmere i I/S Vestforbrændings anmodning om godkendelse af låneoptagelse og mageskifte af 6. december 2012, der er vedlagt som bilag 1.

Økonomi

Vestforbrænding optager lån med hæftelse i forhold til interessentkommunernes indbyggertal det år, hvor forpligtelsen bliver indgået, jf. vedtægtens § 6, stk. 2 og 3. For Københavns Kommunes vedkommende medregnes dog kun indbyggertallet i den del af kommunen, der leverer affald til I/S Vestforbrænding. Københavns andel er på 19 % svarende til en hæftelse på 70,3 mio. kr.

Videre proces

Når indstillingen er godkendt orienterer forvaltningen I/S Vestforbrænding om Borgerrepræsentationens beslutning.

 

 

 

Jens Elmelund/                                         Mette Margrethe Elf

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende, at I/S Vestforbrænding optager et lån på 370 mio. kr. til finansiering af anlægsudgifter i årene 2013 – 2014,
  2. at mageskifte på Ejby Mosevej 219 godkendes.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 04-02-2013

Indstillingen blev anbefalet.  


 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 5. marts 2013

Indstillingen blev anbefalet uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 14. marts 2013

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag, som Socialdemokraterne tilsluttede sig:
”Det foreslås, at indstillingen tilføjes følgende at-punkt:
”At Københavns Kommunes repræsentanter på alle niveauer i selskabet anmodes om at arbejde for, at kommunens vedtagelser om sociale klausuler overholdes.””

 

Ændringsforslaget blev vedtaget med 38 stemmer imod 9.

For stemte: A, B, F, O og Ø.
Imod stemte: C, I og V.


Den således ændrede indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning.

Til top