Mødedato: 14.03.2013, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forespørgsel om, hvordan Beskæftigelses- og integrationsforvaltningen vil implementere en mulig kommende udvidelse af forsørgerpligten

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsborgmesteren bedes redegøre for følgende:  

Hvordan vil Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen implementere en mulig kommende udvidelse af forsørgerpligten, så reglerne om kontanthjælp for ægtefæller også omfatter samlevende, der danner par, herunder:

  • Hvilke kriterier vil forvaltningen bruge til at afgøre om københavnere ”danner par” eller blot bor sammen?
  • Hvordan vil man konkret undersøge københavnske kontanthjælpsmodtageres civilstand?
  • Hvor mange ressourcer vil de nye kontrolforanstaltninger og ny administration kræve?
  • Hvilke sociale konsekvenser vil udvidelsen af forsørgerpligten have for samlevende i København, herunder
  • hvor mange par, med og uden børn, bliver tvunget til at flytte fra hinanden, samt
  • hvorledes dette er til gavn for samfundet    

                                                                                                           (Stillet af Enhedslisten)

MOTIVERING

Regeringen har fremlagt udspil til kontanthjælpsreform. Reformen indeholder bl.a. nedskæringer for 2 milliarder, der skal finansiere skattelettelser, til de virksomheder, der har overskud. Besparelsen skal bl.a. findes ved en drastisk nedskæring i kontanthjælpen for flere grupper – f.eks. står forsørgere til at miste 8.000 kroner hver eneste måned og for unge under 30 indfører regeringen nu en ny fattigdomsydelse.

Derudover rummer udspillet til reform også en udvidelse af forsørgerpligten, således at kontanthjælpsmodtagere, der er samlevende ikke har ret til at modtage kontanthjælp, hvis deres partner har en indkomst, der er højere end to gange kontanthjælp.

Ændringen vil bl.a. ramme københavnere, der nu for tredje gang kommer til at betale en pris for den økonomiske krise, der blev udløst af grådige banker og spekulanter. Første gang da de mistede deres job. Anden gang da de fik deres dagpengebeskåret til to år, og nu for tredje gang, hvor de ikke kan få kontanthjælp, når de ryger ud af dagpengesystemet, fordi de bor sammen med en kæreste.

 Det vil givet vis betyde, at par flytter fra hinanden og at børn ikke længere kan leve med begge deres forældre. Det vil også betyde større pres på de få boliger i byen som man kan betale på en kontanthjælp, og det vil formentligt betyde øgede udgifter til boligsikring.

Hvorvidt man mister kontanthjælpen afhænger af om man ”danner par” med den person man lever sammen med. Det forestiller forespørgerne sig at være voldsomt svært at administrere. Spørgsmålet er, hvordan man kan vurdere, hvorvidt to voksne blot bor sammen og deler bolig eller om de pågældende danner par. Det er svært at forestille sig andet end, at det bliver et voldsomt bureaukratisk kontrolsystem, der i den grad vil krænke privatlivet.

 Borgmesteren har tidligere meldt ud i pressen at hun politisk ville arbejde for at udvide forsørgerpligten, og vi forventer derfor, at borgmesteren ser positivt på en kommende udvidelse og har gjort sig klart, hvordan den kan implementeres.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 14. marts 2013

Forespørgslen blev besvaret.

Til top