Mødedato: 14.03.2013, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forespørgsel om besættelse af ledige stillinger i Københavns Kommune

Indstilling og beslutning

Overborgmesteren bedes redegøre for, hvor  langt Københavns Kommune vil gå for at skaffe ledige i akutjobgruppen jobs, herunder om Overborgmesteren er indstillet på,

  1. at Københavns Kommune i visse situationer vil levere en dårligere kommunal service, såfremt ledige akutjobbere prioriteres over andre ansøgere, selvom de ikke er de bedst kvalificerede til jobbet,
  2. at Københavns Kommune med denne indblanding, herunder Børne- og Ungdomsborgmesterens eksplicitte kontrolforanstaltninger, underminerer den tillidsbaserede ledelse i kommunen, samt
  3. at København Kommune med denne politik afviger fra et fundamentalt princip om at ansætte den bedst egnede til stillingen uanset baggrund og tilhørsforhold og dermed risikerer at sætte borgernes tillid til kommunen over styr?

(Stillet af Det Radikale Venstre, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti)

 MOTIVERING

I de seneste uger har man bl.a. i Politiken kunne læse, hvordan flere politikere i Borgerrepræsentationen, bl.a. fra Enhedslisten, fra SF, samt Børne- og Ungdomsborgmesteren vil tvinge de lokale ledere i kommunen til at ansætte de såkaldte akutjobbere i ledige stillinger før andre ansøgere, uanset at akutjobberne ikke nødvendigvis er de bedst kvalificerede. Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet advarer i Politiken 15. februar mod at give de langtidsledige den form for særbehandling, da det er en ”uklog diskrimination”, som ”vil resultere i dårligere offentlig service og produktivitet, når man får mindre kvalificerede ansat”.

Forespørgselsstillerne er tilsvarende forundret over udmeldingerne, som dels er et udtryk for, at man fra centralt hold politisk vil styre, hvem der ansættes lokalt i forvaltningerne, dels er en glidebane væk fra princippet i den offentlige sektor om ellers at ansætte de bedst kvalificerede ansøgere. Med nærværende forespørgsel efterspørges Overborgmesteren holdning til spørgsmålet.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 14. marts 2013

Forespørgslen blev besvaret.

Til top