Mødedato: 14.01.2010, kl. 17:30
Afkriminalisering af hashhandelen i København
Se alle bilag
Til top
Afkriminalisering af hashhandelen i København
6. Afkriminalisering af hashhandelen i København (2010-24322)
Efter at have haft forslaget om afkriminalisering af hashmarkedet i København i høring skal udvalget på ny drøfte muligheden for en forsøgsordning med et legalt reguleret hashmarked i København.
INDSTILLING OG Beslutning
Indstilling om,
at der rettes henvendelse til Justitsministeriet med henblik på igangsættelse af en forsøgsordning med regulering af lovlig hashhandel.
(Socialudvalget)
Problemstilling
Udvalget har den 17. juni og den 30. september 2009 behandlet spørgsmålet om legalisering og regulering af hashmarkedet i København. Udvalget besluttede på mødet den 30. september at sende et forslag til en sådan forsøgsordning i høring hos forskellige myndigheder, eksperter og andre, der har interesse i sagen. Der blev tillige besluttet at afholde en offentlig høring. Efterfølgende skulle sagen tilbage til udvalget, der skal tage stilling til, om det skal indstilles til BR, at BR retter henvendelser til Justitsministeriet med en opfordring til, at give tilladelse til en forsøgsordning med legalisering af hashhandlen i København.
Løsning
Der har i perioden 30. september til 12. november været afholdt offentlig høring og den 11. november blev der afholdt offentligt høringsmøde.
Der er indkommet 53 høringssvar, et fra en ekspert, der deltog i høringsmødet den 11. november 2009, et svar fra Hampepartiet, et fælles svar fra ministerier og styrelser, et svar fra KL, tre svar fra lokaludvalg, protokolbemærkninger fra F og Ø og 45 fra borgere. En borger har afgivet 6 af disse høringssvar, idet han har benyttet høringsportalen som et diskussionsforum. En anden har efter høringsmødet indsendt supplerende kommentarer. Det skal i den sammenhæng bemærkes, at høringssvarene nr. 50 er indkommet først. Høringssvarene er nummereret fortløbende ned af. Høringssvar nr. 51 og 52 er indkommet direkte til forvaltningen og ikke til høringsportalen.
Borgernes svar
For forslaget om en forsøgsordning med regulering af lovlig hashhandel
Der er 37 svar fra 31 forskellige borgere, der støtter forslaget.
Begrundelserne for at støtte forslaget er:
Begrænsning af kriminalitet i almindelighed og bandekriminalitet i særdeleshed.
At en legalisering næppe vil føre til et øget forbrug eller have andre negative konsekvenser.
At de ressourcer, der i dag benyttes til at bekæmpe hashen, kan anvendes mere hensigtsmæssigt.
At staten får et stort økonomisk provenu.
At hash ikke er mere farligt end alkohol og tobak.
Imod forslaget om en forsøgsordning med regulering af lovlig hashhandel
Der er fem borgere, der er i mod en forsøgsordning. En anbefaler i stedet ?hårdere straffe for sælger og køber?. En anden borger skriver: ?Hvordan kan man tillade et stof, der er så farligt bare bliver frit??. To borgere, der til dagligt arbejder med misbrugsbehandling, underbygger deres modstand med erfaringer fra deres arbejde.
To borgere er hverken for eller imod forslaget, men opridser bekymringer eller opmærksomhedspunkter i forhold til en eventuel legalisering/afkriminalisering.
Generelle bemærkninger til forslaget om en forsøgsordning med regulering af lovlig hashhandel
Mange høringssvar advarer imod at lade et legalt hashsalg være underlagt for mange restriktioner, fordi det vil begrænse effekten i forhold til det illegale salg. Både caféer og butikker foreslås som salgssteder, og en enkelt nævner også apoteker. De høringssvar, der nævner aldersgrænser for køb, angiver 18 år som en grænse. En borger mener, at ganske unge bør kunne købe hash legalt. En borger advarer indgående imod, at der stilles krav om indtagelse på stedet. Borgeren anbefaler i stedet salgssteder, der er ?kedelige og kønsløse? for at afglamourisere og afdramatisere stoffet. En anden anfører, det er afgørende, at stoffet indtages på salgsstedet. En anfører, at man må gøre mere for at undersøge en legaliserings indvirkning på folkesundheden, og flere efterspørger i høringssvarene mere folkeoplysning om hash og virkningen af at indtage hash.
Svar fra myndigheder, interesseorganisationer, mv.
For forslaget om en forsøgsordning med regulering af lovlig hashhandel
Hampepartiet har i deres høringssvar tilkendegivet, at de er for forslaget. De så desuden også gerne, at dyrkning af et begrænset antal cannabisplanter blev lovliggjort.
Tre lokaludvalg har indsendt høringssvar, der støtter en forsøgsordning og i protokolbemærkningerne fra udvalgsbehandlingen den 30. september indgår ligeledes en støtte for en forsøgsordning, der er vedlagt som høringssvar nr. 52.
Imod forslaget om en forsøgsordning med regulering af lovlig hashhandel
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har udarbejdet et fælles høringssvar for Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Justitsministeriet, Indenrigs- og Socialministeriet, Sundheds- og Servicestyrelsen, Rigspolitiet og Københavns Politi. Man henholder sig til et svar afgivet d. 21. april 2009 på et forslag fra Enhedslisten og MF Simon Ammitzbøll om en forsøgsvis lovliggørelse af hash. Ministeriet er imod enhver form for legalisering. Det medgives, at hashhandlen er en væsentlig faktor i bandekonflikten, men at denne skal løses på anden måde. I høringssvaret nævnes det stigende forbrug, og at dette er et argument for en yderligere målrettet indsats mod den illegale handel. Derudover nævnes de internationale forpligtelser i forhold til FN.
En af paneldeltagerne, Merete Nordentoft, har indsendt et høringssvar, der går imod forsøget og underbygger hendes oplæg på høringsmødet.
KL har ikke nået at behandle høringen politisk, og har således ingen bemærkninger.
Høringsmødet den 11. november 2009
På det offentlige høringsmøde deltog fem udvalgsmedlemmer, fire inviterede eksperter og ca. 65 borgere.
Paneldeltager Jacob Machangama fra Cepos, argumenterede for en legalisering af hashmarkedet ud fra synspunkter om individets frihed, bekæmpelse af organiseret kriminalitet, et ønske om at få adgang til at hjælpe misbrugere, og at der ikke synes at være sammenhæng mellem graden af kriminalisering og forbruget af hash.
Paneldeltager Merete Nordentoft, overlæge i psykiatri, Bispebjerg Hospital, argumenterede for at bevare forbuddet af hensyn til signalværdien af et forbud kontra en legalisering, og pga. en bekymring for de psykoser som hashbrugere synes at udvikle i højere grad end ikke-hashbrugere.
Paneldeltager Henrik Rindom, overlæge i psykiatri, Hvidovre Hospital, argumenterede for en legalisering af hashmarkedet. Han mener det vil give adgang til mere oplysning om hash, og oplyser, at der ikke er sammenhæng mellem forbudspolitik og forbrug. Rindom mener vi skylder ikke mindst dem, der er i risiko for at blive misbrugere, at regulere markedet, frem for at lade det styre af kriminelle.
Paneldeltager Kim Kliver, chef for Nationalt Efterforskningscenter, Rigspolitiet, argumenterede hverken for eller imod en legalisering men understregede, at det ud fra politiets synsvinkel ikke er realistisk at tro, at en legalisering af hashmarkedet vil have mærkbar betydning for bandekriminaliteten.
Blandt publikum var stemningen overvejende for en forsøgsordning med et legalt reguleret hashmarked. En gruppe af tidligere misbrugere, deres behandler og visse andre var imod legalisering, idet de henholdte sig til de skadevirkninger, som hashen havde forvoldt dem.
Det blev på høringen efterspurgt, at man nærmere undersøger de sociale konsekvenser af at ryge hash.
Forvaltningens indstilling
På baggrund af den indhentede viden om emnet, der fremgår af redegørelsen fremlagt for udvalget den 17. juni og notatet fremlagt for udvalget den 30. september, på baggrund af udvalgsmedlemmers, eksperters og borgeres ytringer på høringsmødet den 11. november 2009, og på baggrund af de indkomne høringssvar, indstiller Socialforvaltningen at udvalget overfor BR anbefaler, at der rettes henvendelse til Justitsministeriet om iværksættelse af en forsøgsordning i en treårig periode med et legalt reguleret hashmarked i København.
En treårig forsøgsordning vil give mulighed for at afprøve om et legalt reguleret hashmarked:
Kan have en positiv indvirkning på forbruget og især misbruget af hash.
Kan skabe en platform for mere effektiv folkeoplysning om virkningerne og skadevirkningerne ved brugens af hash.
Kan skabe en bedre og tidligere kontakt mellem hash-brugeremisbrugerne og behandlingssystemet.
Kan mindske overgangen fra brugen hash til farligere og mere afhængigheds skabende stoffer.
Kan have en begrænsende effekt på den organiserede kriminalitet, specielt den voldelige bandekriminalitet.
Det er afgørende, at der ved en forsøgsordning er tale om en egentlig legalisering i alle de led der er forbundet med dyrkning, import, køb og salg af hash og ikke blot en afkriminalisering af nogle led i kæden, da der i så fald ikke er mulighed for at påvirke den organiserede kriminalitet.
Økonomi
Der er ingen økonomi forbundet med indstillingen på dens nuværende stadie.
Videre proces
-
Anette Laigaard
/Jens Elmelund
Oversigt over politisk behandling
Efter at have haft forslaget om afkriminalisering af hashmarkedet i København i høring skal udvalget på ny drøfte muligheden for en forsøgsordning med et legalt reguleret hashmarked i København.
INDSTILLING OG Beslutning
Fejl! Ukendt betegnelse for dokumentegenskab. indstiller,
at Socialudvalget anbefaler overfor Borgerrepræsentationen, at der rettes henvendelse til Justitsministeriet med henblik på igangsættelse af en forsøgsordning med regulering af lovlig hashhandel.
Socialudvalgets beslutning i mødet den 9. december 2009
Kontorchef Gitte Bylov Larsen overværede punktets behandling.
Finn Rudaizky (O) begærede afstemning.
For: A, B, Wallait Khan (U) og Ø (7)
Imod: C, O (2)
Jesper Schou Hansen (V) var ikke til stede under afstemningen.
Indstillingen blev således godkendt.
bilag
bilag 1, Liste over høringssvar
brev til justitsministeriet fra borgmester NN, udkast
Høringssvar 53
Borgerrepræsentationens beslutning den 14.01.2010
Indstillingen blev godkendt med 41 stemmer imod 12.
For stemte: A, B, F, 2 medlemmer af V (Lars Berg Dueholm og Leslie Arentoft) og Ø.
Imod stemte: C, O og 4 medlemmer af V (Pia Allerslev, Flemming Steen Munch, Heidi Wang og Cecilia Lonning).