Mødedato: 13.12.2018, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Indtægtsbevilling til supercykelsti Roskilderuten

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til støtte fra Vejdirektoratet m.fl. til supercykelstien Roskilderuten.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Vejdirektoratets medfinansiering til anlæg af og fællesaktiviteterne på Roskilderuten, samt de øvrige samarbejdskommuners bidrag til fællesaktiviteter modtages, og Teknik- og Miljøudvalgets ordinære anlægsramme på den baggrund opskrives på indtægts- og udgiftssiden med i alt 4,6 mio. kr. jf. økonomiafsnittet,
  2. at der frigives en anlægsbevilling på 2,2 mio. kr. til fællesaktiviteterne på Roskilderuten på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg jf. økonomiafsnittet.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Af Københavns Kommunes Bevillingsregler, vedtaget af Borgerrepræsentationen (BR) den 15. december 2016, fremgår, at Borgerrepræsentationen skal tage stilling til indtægter til kommunale aktiviteter. Teknik- og Miljøforvaltningen har fået tilsagn den 13. december 2017 fra Vejdirektoratet om tilskud til supercykelstien Roskilderuten. Indsatsen understøtter København som en levende by, jf. Fællesskab København.

Denne indstilling er en standardindstilling i forhold til at overholde bevillingsreglerne for Københavns Kommune. Under Løsning beskrives projektet kort, som indtægtsbevillingen bidrager til at finansiere. Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om den tildelte finansiering kan modtages og anvendes.

Løsning

Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 18. september 2017 at ansøge Vejdirektoratet om medfinansiering til ni cykelprojekter via en statslig pulje til fremme af cyklisme. Roskilderuten kan etableres på baggrund af Vejdirektoratets tilsagn, Københavns Kommunes egenfinansiering og egenfinansieringer fra de øvrige deltagende kommuner på strækningen. Københavns Kommunes egenfinansiering indgår i Budget 2019 (BR 4. oktober 2018) (A, B, C, F, I, O og V).

Strækningen på 3,4 km indenfor Københavns Kommune (fra Damhussøen til Rådhuspladsen via Roskildevej og Vesterbrogade) vil som en del af Roskilderuten være med til at forbinde syv kommuner og væsentlige bolig- og erhvervsområder mellem Københavns centrum og Roskilde St. Projektet omfatter blandt andet cykelstiudvidelse, fremrykkede busstoppesteder, nedtællingssignaler i kryds og evaluering. De større tiltag vil være på strækningen mellem Frederiksberg og Rådhuspladsen. I fællesskab med de andre kommuner på ruten gennemføres fællesaktiviteter som eksempelvis skiltning og evaluering. Påvirkningen af fremkommeligheden for biler vil være meget begrænset. Det forventes, at op til 5.000 daglige ture vil kunne overflyttes til cykel som følge af Roskilderuten.

Økonomi

Københavns Kommune egenfinansiering på 5,2 mio. kr. til Roskilderuten blev afsat i Budget 2019. Midlerne dækker udgifter til anlæg (4,8 mio. kr.) og Københavns andel af fællesudgifter (0,4 mio. kr.) til Roskilderuten. Tilskuddet fra Vejdirektoratet (3,6 mio. kr.) og de øvrige samarbejdskommuners bidrag (1,0 mio. kr.) på i alt 4,6 mio.kr indgår ikke i Budget 2019, og der skal derfor budgetteres med midlerne i denne indstilling.

Tabel 1. Finansiering af Roskilderuten (anlæg) og fællesaktiviteterne (alle beløb er t. kr.)

Projekt (Titel)

Vejdirektoratet

Øvrige kommuner

København

I alt

Roskilderuten (anlæg i København)

2.770

0

4.848

7.618

Roskilderutens fællesaktiviteter på hele ruten

861

950

369

2.181

I alt

3.631

950

5.217

9.798

Af tabel 1 fremgår det, at de samlede udgifter til anlæg af Roskilderuten i København udgør 7,6 mio. kr. Heraf kommer 2,8 mio. kr. fra Vejdirektoratet. De resterende midler (4,8 mio. kr.) kommer fra Københavns Kommune. Af de 4,8 mio. kr. blev 1,4 mio. kr. stjernemarkeret og dermed frigivet med vedtagelsen af Budget 2019. De resterende 6,2 mio. kr. til anlæg af Roskilderuten frigives, når projektforslaget er udarbejdet. 

De samlede udgifter til fællesaktiviteter på hele rutens forløb udgør 2,2 mio. kr. Heraf kommer 0,9 mio. kr. fra Vejdirektoratet, 1,0 mio. kr. fra de øvrige samarbejdskommuner og de resterende 0,4 mio. kr. kommer fra Københavns Kommune. Egenfinansieringen på 0,4 mio. kr. indgår i Budget 2019, og der skal derfor ikke budgetteres med denne post i tabel 2.

De bevillingsmæssige ændringer, der er forbundet med bidragene fra Vejdirektoratet og de øvrige kommuner, fremgår af tabellen nedenfor:

Tabel 2. Bevillingsmæssige konsekvenser for Teknik- og Miljøudvalget

At punkt

Bevilling

(nr. og navn)

Projekt

Indtægt (I) /
Udgift U)

Beløb i 1.000 kr.* (2019 p/l)

Varig?
ja/nej

2019

2020

2021

2022

1.

2000 Ordinær anlæg

Anlæg af Roskilderuten (bidrag fra Vejdirektoratet)

I

0

-200

-2.000

-570

Nej

1.

2000 Ordinær anlæg

Anlæg af Roskilderuten

U

0

200

2.000

570

Nej

1.

2000 Ordinær anlæg

Fællesaktiviteter på Roskilderuten (bidrag fra Vejdirektoratet)

I

0

-80

-600

-181

Nej

1.

2000 Ordinær anlæg

Fællesaktiviteter på Roskilderuten (bidrag fra de øvrige samarbejdskommuner)

I

-170

-780

0

0

Nej

1.

2000 Ordinær anlæg

Fællesaktiviteter på Roskilderuten

U

170

1.300

240

101

Nej

1.

Finansposter

Kommunekassen

U

0

-440

360

80

Nej

I alt

 

 

 

0

0

0

0

 

*Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter er indikeret med positivt fortegn. Øgede udgifter er indikeret med positivt fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn

De 2,2 mio. kr. til fællesaktiviteterne på Roskilderuten skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets (TMU) bevilling Ordinær anlæg jf. nedenstående tabel.

Tabel 3. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/projekt

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr.

(2019 p/l)

2019

2020

2021

2022

I alt

TMU

Fællesaktiviteter på Roskilderuten

2000 Ordinær anlæg

2.28.23.3

200

1.600

280

101

2.181

I Budget 2019 er der afsat 0,1 mio. kr. i 2020, 0,2 mio. kr. 2021 og 0,3 mio. kr. i 2022 og frem til den afledte drift på Roskilderuten. Driftsmidlerne vil blive overført til Teknik- og Miljøudvalget, når anlægsprojektet er færdiganlagt og ibrugtaget.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, orienterer Teknik- og Miljøforvaltningen Vejdirektoratet om, at støtte til Roskilderuten modtages, og projektet i gang sættes. Når der er udarbejdet et projektforslag, forelægges Borgerrepræsentationen indstilling om frigivelse af de resterende anlægsmidler.

 

Pernille Andersen                        / Karsten Biering Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Vejdirektoratets medfinansiering til anlæg af og fællesaktiviteterne på Roskilderuten, samt de øvrige samarbejdskommuners bidrag til fællesaktiviteter modtages, og Teknik- og Miljøudvalgets ordinære anlægsramme på den baggrund opskrives på indtægts- og udgiftssiden med i alt 4,6 mio. kr. jf. økonomiafsnittet,
  2. at der frigives en anlægsbevilling på 2,2 mio. kr. til fællesaktiviteterne på Roskilderuten på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg jf. økonomiafsnittet.

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 12. november 2018 

 

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. december 2018

 

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 13. december 2018

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top