Mødedato: 13.12.2018, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Endelig vedtagelse af Ressource- og Affaldsplan 2024

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af Ressource- og Affaldsplan 2024.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Ressource- og Affaldsplan 2024 (bilag 2) vedtages,
  2. at der overføres 285,0 mio. kr. fra Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Affaldsområdet til Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Takstfinansieret anlæg, heraf skal de 7,0 mio. kr. frigives til projektering af indsats 1.4 Affaldsløsninger på vej og andre offentlige arealer i Ressource- og Affaldsplan 2024. De 7,0 mio. kr. skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Takstfinansieret anlæg, jf. økonomiafsnittet,
  3. at Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med øvrige forvaltninger frem til budgetforhandlingerne for 2020 udarbejder forslag til indsatser, der kan mindske mængden af affald fra Københavnernes forbrug. Indsatserne kan herefter indføjes i affaldsplanen.

Det bemærkes, at der i indstillingen tages udgangspunkt i, at kommunen opkræver erhvervsaffaldsgebyr i henhold til gældende lovgivning herom. I aftalen om finansloven for 2019 er Regeringen og Dansk Folkeparti blevet enige om at afskaffe erhvervsaffaldsgebyret med virkning fra 1. januar 2019. Det er ikke muligt at opgøre de økonomiske konsekvenser heraf på nuværende tidspunkt. Eventuelle tilpasninger til planen skal forelægges til politisk godkendelse, når konsekvenserne af finansloven er afklarede.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Ifølge Bekendtgørelse om Affald skal kommunerne udarbejde en seksårig plan for håndtering af affald. Kommunens nuværende affaldsplan udløber den 31. december 2018. Teknik- og Miljøudvalget vedtog den 11. juni 2018 at sende forslag til Ressource- og Affaldsplan 2024 (RAP24) i høring fra den 6. juli 2018 til 30. september 2018. I høringsperioden er der modtaget 46 høringssvar, herunder fem interne forvaltningshøringssvar. Desuden har ca. 700 københavnere deltaget i en spørgeundersøgelse om planens indhold. Høringssvarene er generelt positive og har givet anledning til tilpasning af temaer og præciseringer (bilag 3 og 5).

Borgerrepræsentationen skal på den baggrund tage stilling til den endelige RAP24 og frigivelse af midler hertil.

Løsning

I Ressource- og Affaldsplan 2024 (bilag 2 og 6) er målsætningerne at 1) øge genanvendelse af husholdningsaffald fra de forventede 45 % ved udgangen af 2018 til 70 % i 2024, 2) bidrage til at opfylde mål i KBH2025 Klimaplanen, vedtaget af Borgerrepræsentationen den 23. august 2012, med fokus på, at bioaffald og plast ikke indgår i affaldsforbrændingen, og 3) tredoble genbrug med fokus på kommunale bytte- og genbrugsfaciliteter samt genbrug af byggematerialer, hvilket understøtter mål i Fællesskab København om, at et flertal af københavnerne gør brug af dele-, bytte- eller genbrugsordninger. Forslaget tager desuden hensyn til de mål, EU’s Ministerråd vedtog den 22. maj 2018 i en samlet pakke om Cirkulær Økonomi.

Høring
På baggrund af den samlede høring, hvor resultat af spørgeundersøgelsen blandt københavnerne indgår på linje med høringssvarene fra lokaludvalg, organisationer m.fl., samt intern forvaltningshøring fastholdes de tre målsætninger samt kildesortering som grundprincip for ressource- og affaldshåndteringen i København. Høringen har givet anledning til præciseringer bl.a. i forhold til, at planen indeholder, at kommunalt affald indgår i mål for let erhvervsaffald på 70 % genanvendelse, men også at minimere affaldsmængden, opskalere bytte- og genbrugsstationer og udbrede viden om affaldshåndtering til københavnerne. Forvaltningen har desuden revurderet indsatserne i det oprindelige tema 5 (Kommunen som virksomhed tager ansvar for øget genbrug og genanvendelse) og har på den baggrund indarbejdet indsatserne primært i tema 4, hvorved planen indeholder seks temaer. Af det nedenstående skema fremgår opsamling af forvaltningens bemærkninger til høringssvar i forhold til de enkelte temaer i den endelige plan (bilag 3 og 5).

 Tema

Høringssvar

Forvaltningens bemærkninger

Tema 1:

Københavnerne sorterer mere

Der efterspørges mere viden om sortering af affald, opprioritering af indsats for at minimere affald, tilgængelighed til kildesortering.

Kommunikation om kildesortering udvides til at omfatte madspild og bytte. Desuden indsættes, at københavnere skal have kortest mulig afstand til kildesortering.

Tema 2:

Bedre aflevering og bedre afhentning

Det ønskes at fastholde den faste storskraldsordning, samtidig med positive tilkendegivelser over for alternative løsninger med mere direkte genbrug af materialer fra storskrald.

 

 

Forvaltningen præciserer, at storskraldsordning fortsat vil tage højde for, at alle københavnere skal kunne komme af med storskrald lokalt.

Indsats ”Affaldsløsninger med høj kvalitet i byens nye boligområder integreres i lokalplanerne” udgår efter juridisk vurdering, da det indgår i forvaltningens drift.

Tema 3:

Flere bytte- og genbrugsmuligheder

Der ønskes etableret flere nærgenbrugsstationer og byttestationer.

Forvaltningen tilføjer i planen, at der igangsættes forsøg med midlertidige nærgenbrugsstationer, der kan bidrage til at imødekomme efterspørgsel. Det præciseres, at planen desuden vil styrke og udbrede byttefaciliteterne i København i det offentlige rum og hos borgere, virksomheder og institutioner. Det undersøges, om byttehylde kan tænkes ind i multifunktionelle byrumsinventar o.lign.

Tema 4:

København fremmer cirkulær økonomi

Der ønskes fokus på flere materialestrømme end 2-4, og om nuværende strømme af genanvendelse kan gentænkes.

 

Forvaltningen tilføjer i planen, at forvaltningen vil undersøge materialestrømme, der kan optimeres i forhold til, mængden af affald, der reelt genanvendes.

 

Det påpeges, at Amager Ressourcecenter (ARC) og Vestforbrænding (VF) har undervisningsfaciliteter.

 

Der ønskes mere viden om cirkulær økonomi.

Forvaltningen har sikret, at der ikke er overlap med andre undervisningstilbud som fx besøgstjenesterne på ARC og VF og reduceret indsatsen om læring til børn.

 

Indsats om cirkulære indkøb er gjort borgernært, så der er fokus på københavnernes indkøb og information om cirkulære produkter.

Tema 5:

Øget genanvendelse af erhvervsaffald

Der er et ønske om fokus på cirkulær økonomi i byggeri.           

 

Der ønskes, at erhvervsaffald også omhandler kommunalt affald og affald fra store arrangementer, samt at erhverv vejledes om affaldsminimering.

Indsatsen er blevet bredere, så den ud over at omhandle renere ressourcer i bygge- og anlægsaffald, også omfatter kvalitet af materialerne.

 

I indsatsen om erhvervsaffald er tilføjet, at der også er fokus på offentlige arrangementer i København samt affaldsforebyggelse.

Tema 6:

Nye tekniske løsninger til affaldsbehandling

Der ønskes, at sorteringsanlæg er finansieret.

Det er præciseret, at anlægget er finansieret og er en del af ARCs plan for genanvendelse og CO2-reduktion.

Borgerrepræsentationen har den 20. september 2018 vedtaget at kompetenceoverdrage affaldsindsamling samt indkøb og servicering af affaldsbeholdere til ARC. Borgerrepræsentationen vedtog desuden den 20. september 2018 medlemsforslag om genanvendelse af byggematerialer og cirkulær økonomi, der indgår i indsats 4.2. Borgerrepræsentationen forventes at behandle indstilling herom på samme møde som endelig vedtagelse af RAP24.

Staten har udskudt en national affaldsplan til 2020. Københavns Kommune er på den baggrund ikke forpligtet til at vedtage en ny plan for håndtering af affald før 2020. RAP24 er udarbejdet nu for bl.a. for at opfylde mål i KBH2025 klimaplanen.

Økonomi

Initiativerne i RAP24 vil i planperioden medføre udgifter på i alt 850,6 mio. kr. jf. bilag 4, som finansieres via affaldsgebyrer. Høringen har givet en besparelse på ca. 40 mio. kr. som konsekvens af, at indsatsen Affaldsløsninger med høj kvalitet i byens nye boligområder integreres i lokalplanerne udgår, 4.7 Logistik for reparation af møbler og længere liv til elektronik ikke kan takstfinansieres, samt tilpasning af 4.5 Børn og unges læring. De forventede udgifter i perioden fra 2019 til og med 2024 fordelt på ”Husholdninger” og ”Erhverv” fremgår af tabellen nedenfor:

Bevilling (navn)

Beløb i 1.000 kr. (2019 p/l)

I alt

2019

2020

2021

2022

2023

2024

Affaldsområdet (Husholdninger)

63.703

77.663

141.814

177.528

167.273

187.733

815.714

Affaldsområdet (Erhverv)

6.426

6.591

6.361

5.796

5.263

4.493

34.930

 

70.129

84.254

148.175

183.324

172.536

192.226

850.644

Ud af de 850,6 mio. kr. skal 285,0 mio. kr. overføres fra Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Affaldsområdet til Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Takstfinansieret anlæg jf. tabel nedenfor:

*Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter ikke er indikeret med et fortegn. Øgede udgifter er indikeret uden fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.

Af de 285,0 mio. kr. skal 7,0 mio. kr. frigives til projektering af indsats 1.4 i RAP24. De 7,0 mio. kr. skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Taksfinansieret anlæg jf. tabel nedenfor:

 Udvalg

Aktivitet/projekt

Bevilling
(navn)

Beløb i 1.000 kr. (2019 p/l)

2019

TMU

1.4 Affaldsløsninger på vej og andre offentlige arealer

Takstfinansieret anlæg

7.082

I alt

 

 

7.082

Gennemsnitlig takststigning på baggrund af RAP24 er følgende:

 

Gns. takststigning* pr. år. i planperioden

Gns. takststigning pr. år efter planperioden til afledt drift

Husholdninger

331 kr.

262 kr.

Erhverv

141 kr.

0 kr.

 * Takststigning for husholdninger indfases gradvist over seks år fra 2020. For erhverv træder takststigningen i kraft fra 2020.

Anlægsinvesteringerne i tema 6, som indgår i ARCs plan for genanvendelse og CO2-reduktion, kan lånefinansieres og vil blive forelagt særskilt til politisk behandling ultimo 2019. Kommunens udgifter for at benytte disse behandlingsanlæg er indregnet i planbudgettet.

I enkelte indsatser er der behov for yderligere finansiering. I indsats 1.4 Affaldsløsninger på vej og andre offentlige arealer forudsætter implementering ud over de midler, der frigives i denne indstilling, yderligere finansiering i kommende budgetforhandlinger til nedjustering af indtægtsbudget for betalingsparkering som følge af nedlagte parkeringspladser. Provenutabet estimeres at være på ca. 19 mio. kr. årligt ved fuld udrulning.

Indsatserne 4.2 Genbrug af byggematerialer fra kommunens ejendomme og 4.7 Udvikling af logistik for reparation af møbler og længere liv til elektronik kan ikke takstfinansieres, og der er behov for finansiering i kommende budgetforhandlinger eller ekstern finansiering. De to indsatser i tema 4 har ikke direkte indflydelse på målet om 70 % genanvendelse, CO2 reduktion og tredobling af genbrug. Desuden er finansiering af el-skraldebiler ikke indregnet i planbudgettet.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget Ressource- og Affaldsplan 2024, implementeres planen fra januar 2019. Teknik- og Miljøforvaltningen inddrager Teknik- og Miljøudvalget igen i henholdsvis midtvejsevaluering 2021, ved eventuel ny relevant lovgivning eller ved væsentlige beslutninger i de enkelte indsatser

Såfremt Borgerrepræsentationen ikke vedtager RAP24 inden årets udgang, videreføres RAP18 til vedligeholdelse af projekter, der har en direkte sammenhæng med indsatserne i RAP24. Disse aktiviteter kan gennemføres med det nuværende takstniveau og overskuddet fra affaldsområdet.

Pernille Andersen                    Karsten Biering Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Ressource- og Affaldsplan 2024 (bilag 2) vedtages.
  2. at der overføres 285,0 mio. kr. fra Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Affaldsområdet til Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Takstfinansieret anlæg, heraf skal de 7,0 mio. kr. frigives til projektering af indsats 1.4 Affaldsløsninger på vej og andre offentlige arealer i Ressource- og Affaldsplan 2024. De 7,0 mio. kr. skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Takstfinansieret anlæg, jf. økonomiafsnittet.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 12. november 2018

Socialistisk Folkeparti, Alternativet, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Enhedslisten og Radikale Venstre fremsatte følgende ændringsforslag om et supplerende 3. at-punkt:
”At Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med øvrige forvaltninger frem til budgetforhandlingerne for 2020 udarbejder forslag til indsatser, der kan mindske mængden af affald fra Københavnernes forbrug. Indsatserne kan herefter indføjes i affaldsplanen.”

 

Ændringsforslaget blev vedtaget med 11 stemmer mod nul. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, C, F, I, O, Ø og Å.
Imod stemte: -

 

Den således ændrede indstilling blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med ni stemmer mod to. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F, O, Ø og Å.
Imod stemte: C og I.

 

Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:
”Husholdningsaffald og bioaffald kan også indgå i affaldsforbrændingen.”

 

Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi er enige i målet om mere genanvendelse og mindre ressourcetræk. Vi ønsker dog at få fremlagt en revideret plan uden de meget store takststigninger for københavnerne. Vi er også bekymrede for, at de mange lokale genbrugsstationer og byttecentraler i byrumsudstyret vil give mere affald i byens rum.”

 

Enhedslisten, Alternativet, Socialistisk Folkeparti, Danske Folkeparti og Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne ønsker, at TMF inden BR-behandlingen af RAP24 udarbejder et notat på, hvordan kategorien ”småt brændbar” kan afskaffes allerede i løbet af max tre år.”

 

Radikale Venstre, Alternativet og Socialistisk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Radikale Venstre, Alternativet, SF arbejder for et affaldsfrit Danmark i 2050, med København helt i front på den cirkulære dagsorden. RAP angiver gode og ambitiøse takter til at komme et stykke ad vejen.  Fokus bør dog være på reelt genanvendelse og snart den nye nationale affaldsplan er vedtaget i folketinget og den nye EU plan er på plads, skal RAP 24 evalueres og evt. tilpasses.”

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

Økonomiforvaltningen bemærker, at der i indstillingen tages udgangspunkt i, at kommunen opkræver erhvervsaffaldsgebyr i henhold til gældende lovgivning herom. I aftalen om finansloven for 2019 er Regeringen og Dansk Folkeparti blevet enige om at afskaffe erhvervsaffaldsgebyret med virkning fra 1. januar 2019. Det er ikke muligt at opgøre de økonomiske konsekvenser heraf på nuværende tidspunkt. Eventuelle tilpasninger til planen skal forelægges til politisk godkendelse, når konsekvenserne af finansloven er afklarede.

 

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. december 2018

 

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen med 9 stemmer mod 2. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, Å, B, F og O.

Imod stemte: V og C.

 

Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 12. november 2018:

"Vi er enige i målet om mere genanvendelse og mindre ressourcetræk. Vi ønsker dog at få fremlagt en revideret plan uden de meget store takststigninger for københavnerne. Vi er også bekymrede for, at de mange lokale genbrugsstationer og byttecentraler i byrumsudstyret vil give mere affald i byens rum."

 

Enhedslisten, Alternativet, SF, Radikale Venstre og Danske Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 12. november 2018:

"Partierne ønsker, at Teknik- og Miljøforvaltningen inden Borgerrepræsentationens behandling af Ressource- og Affaldsplanen udarbejder et notat på, hvordan kategorien "småt brændbar" kan afskaffes allerede i løbet af max tre år."

 

Alternativet, Radikale Venstre og SF videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 12. november 2018:

"Radikale Venstre, Alternativet, SF arbejder for et affaldsfrit Danmark i 2050, med København helt i front på den cirkulære dagsorden. Ressource- og Affaldsplanen angiver gode og ambitiøse takter til at komme et stykke ad vejen. Fokus bør dog være på reelt genanvendelse og så snart den nye nationale affaldsplan er vedtaget i Folketinget og den nye EU-plan er på plads, skal Ressource- og Affaldsplanen evalueres og evt. tilpasses."

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 13. december 2018

Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre, SF og Dansk Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) om tilføjelse af et nyt at-punkt:

"at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at komme med forslag til hvordan affaldsfraktionen "småt brændbar" kan afskaffes indenfor max 3 år."

 

Det af Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre, SF og Dansk Folkeparti fremsatte ændringsforslag blev godkendt med 47 stemmer imod 2. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, Å, B, F, V, C og O.

Imod stemte: I.

 

Indstillingen blev herefter godkendt med 39 stemmer imod 10. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, Å, B, F og O.

Imod stemte: V, C og I.

 

Alternativet, Radikale Venstre og SF videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen, som Enhedslisten tilsluttede sig:

"Partierne arbejder for et affaldsfrit Danmark i 2050, med København helt i front på den cirkulære dagsorden. Ressource- og Affaldsplanen angiver gode og ambitiøse takter til at komme et stykke ad vejen. Fokus bør dog være på reelt genanvendelse og så snart den nye nationale affaldsplan er vedtaget i Folketinget og den nye EU-plan er på plads, skal Ressource- og Affaldsplanen evalueres og evt. tilpasses."

 

Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

”Vi er enige i målet om mere genanvendelse og mindre ressourcetræk. Vi ønsker dog at få fremlagt en revideret plan uden de meget store takststigninger for københavnerne. Vi er også bekymrede for, at de mange lokale genbrugsstationer og byttecentraler i byrumsudstyret vil give mere affald i byens rum”

 

Liberal Alliance videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

”Husholdningsaffald og bioaffald kan også indgå i affaldsforbrændingen”.

Til top