Ny plads ved Esplanaden/Grønningen, Indre By
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til en tilbudt gave fra ejeren af ejendommen på hjørnet Esplanaden/Grønningen, der ønsker at omdanne det offentlige stykke vej foran ejendommen til en offentlig plads.
Indstilling
Indstilling om,
- at den tilbudte gave om indretning af ny plads modtages,
- at der i forbindelse med projektet nedlægges én parkeringsplads i grøn betalingszone. Nedlæggelsen medfører et indtægtstab på 0,018 mio. kr. pr. år.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
Ejendommen på hjørnet af Esplanaden og Grønningen, der tidligere har huset Købstædernes Forsikring, har for nylig skiftet ejer og ejendommen er blevet renoveret. Ansøgeren ønsker en indbydende stemning for fodgængere i området for at forbedre det æstetiske indtryk for kunder og forbipasserende og for at skabe en korridor til Kastellet og Frihedsmuseet. Ansøgeren ønsker at donere en ny plads til København ved at omdanne den korte svingbane foran ejendommen til en mindre plads. Forventningen er, at det vil forbedre tilgængeligheden og den æstetiske oplevelse af gadeforløbet for borgere, besøgende og erhvervsdrivende.
Idet gaven i form af ny belægning og indretning af pladsen har en betragtelig værdi, skal Borgerrepræsentationen tage stilling til, om gaven accepteres.
Løsning
Den mulige løsning består i at omforme den korte svingbane til en plads med træer, hvilket vil medføre nedlæggelse af en parkeringsplads, jf. projektforslag (bilag 3). Det ansøgte projekt harmonerer med indretningen af byens pladser, både hvad angår belægning og indretning. På den nye plads skal der plantes træer, hvilket bidrager til opfyldelse af kommunens træpolitik. Ud fra en æstetisk betragtning er det forvaltningens vurdering, at pladsen vil få området til at fremstå mere elegant og i harmoni med det omkringliggende område. For ansøgeren vil omdannelse gøre ejendommen mere attraktiv, herunder forbedre muligheden for udeservering for lejeren i stueetagen.
I forbindelse med nedlæggelse af svingbanen, skal den højresvingende trafik på Grønningen indarbejdes i det eksisterende signalregulerede kryds ved, at der i krydset skal være et separat højresvingsspor, jf. trafiknotat (bilag 4). I den nuværende indretning er der to venstresvingsspor, men kun ét spor efter svinget, hvilket udgør en uheldsrisiko. Ekstern rådgiver vurderer, at ændret udformning af krydset forbedrer trafiksikkerheden, men også at det giver risiko for en dårligere trafikafvikling i krydset. Forvaltningen forventer ikke, at den overordnede fremkommelighed bliver mærkbart forværret og vurderer endvidere, at en minimal forværring af fremkommeligheden opvejes af en tilsvarende forbedret trafiksikkerhed. Forvaltningen vil have fokus på fremkommeligheden, herunder for busser, i krydset i forbindelse med myndighedsbehandlingen af detailprojektet. Forvaltningens foreløbige trafikale vurdering er på baggrund af ekstern rådgivers notat, at omdannelse af krydset er en god løsning, der forbedrer trafiksikkerheden.
Langs den korte svingbane er der i dag to handicapparkeringspladser samt to længdeparkeringspladser, som nedlægges. De to handicappladser flyttes 100 m. mod øst på Esplanaden, hvor der nedlægges tre parkeringspladser for at få plads til de to handicappladser. På Esplanaden ved svingbanens udkørsel bliver der oprettet fire nye parkeringspladser (jf. bilag 3 og 5). Samlet set kommer ændringerne til at medføre nedlæggelse af én parkeringsplads. Det vurderes ikke muligt at genetablere parkeringspladsen i området. Parkeringsbelægningen kl. 22 i denne del af Indre By er 80 %, jf. bilag 5.
Forvaltningens samlede vurdering er, at omdannelse af svingbanen til en plads er en god trafikal løsning, der som nævnt ovenfor bidrager positivt til æstetikken i området. Politiet har principielt godkendt løsningen, som dog jf. vanlig praksis først endeligt politigodkendes efter behandlingen i Borgerrepræsentationen. Efter politisk godkendelse kan forvaltningen endeligt myndighedsbehandle et detailprojekt fra ansøger og forvaltningen kan udstede en godkendelse af vejprojektet. Slots- og Kulturstyrelsen har ingen indvendinger til omlægningen af krydset, der er underlagt fortidsmindebeskyttelse, pga. Kastellets nærhed.
Det forventes, at udeserveringen kun kan udvides til at foregå tidlig aften, da Bevillingsnævnet har varslet stop for nye natbevillinger i Indre By. Ligeledes vil udeservering blive mødt med samme vilkår som i resten af byen, hvor stole og borde skal kunne pakkes sammen ved lukketid for at forebygge utilsigtet ophold og deraf følgende støj om natten.
Økonomi
Idet den tilstødende grundejer selv ønsker at etablere belægningen med henblik på efterfølgende overdragelse til kommunen, skal kommunen ikke afholde udgifter til fondsmoms, hvilket havde været tilfældet, såfremt der i stedet blev givet midler til kommunens egen opførelse af anlægget.
Donationen har ikke betydning for kommunens anlægsmåltal.
Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at omdannelse af pladsen medfører forøgede driftsudgifter til renhold og vintervedligehold på 29.000 kr. årligt (2019 p/l). Forøgelsen skyldes primært, at der opstilles fem nye træer.
Som følge af nedlæggelse af én parkeringsplads forventes fra 2019 og frem et indtægtstab på 18.000 kr. årligt (2019 p/l) på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Parkering. På grund af lovgivning på området påvirker kun 30 % eller ca. 5.000 kr. af indtægtstabet kommunens likvider. Hele indtægtstabet på 18.000 kr. nedsætter Teknik- og Miljøudvalgets servicemåltal med 18.000 kr.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt at modtage gaven fra den tilstødende grundejer, vil Teknik- og Miljøforvaltningen gennemføre en partshøring af de berørte grundejere (kun ansøger har partsstatus). Hvis der ikke kommer afgørende indsigelser som følge af partshøringen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen give endelig tilladelse til ændring af offentlig vej. Ansøger forventer, at anlægsperioden vil vare tre til fire måneder og at arbejdet begynder i foråret 2019.
Pernille Andersen Hans Christian Karsten
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at den tilbudte gave om indretning af ny plads modtages,
- at der i forbindelse med projektet nedlægges én parkeringsplads i grøn betalingszone. Nedlæggelsen medfører et indtægtstab på 0,018 mio. kr. pr. år.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 19. november 2018
Indstillingen blev anbefalet overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. december 2018
Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 13. december 2018
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.