Indstilling om Københavns Madhus
Borgerrepræsentationen skal godkende, at de opgaver på madområdet, som hidtil har været forestået af Fonden Københavns Madhus, med virkning fra den 1. januar 2013 kan varetages af en nyoprettet erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål. Formålet er at give Madhuset mulighed for at varetage opgaver for andre kommuner, staten, regionerne m.fl.
Indstilling og beslutning
Indstilling om,
1. at Fonden Københavns Madhus med respekt af fondens vedtægter ved opløsning kan overdrage rettigheder og forpligtelser til erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål,
2. at Økonomiforvaltningen bemyndiges til i dialog med berørte forvaltninger og Fonden Københavns Madhus at erstatte den gældende 1-årige resultatkontrakt mellem kommunen og Fonden Københavns Madhus med en ny 3-årig samarbejdsaftale mellem kommunen og erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål indenfor den allerede afsatte økonomiske ramme for Fonden Københavns Madhus i 2013-2015, samt
3. at den i indstillingen beskrevne tids- og procesplan godkendes.
(Økonomiudvalget)
Problemstilling
Bestyrelsesformanden for Fonden Københavns Madhus har i brev til kommunen af 19-11-2012 (bilag 1) meddelt, at fondens bestyrelse har konstateret, at aktiviteterne i fonden udvikler sig i positiv retning, men at det formentlig er nødvendigt at tage det næste skridt og fortsætte aktiviteterne i regi af en almennyttig erhvervsdrivende fond, hvis den nuværende udvikling skal fortsætte.
Bestyrelsen ønsker derfor i dialog med kommunen at beslutte at stifte en erhvervsdrivende fond, der kan overtage de nuværende aktiviteter og forpligtelser og samtidig opløse den nuværende fond.
Løsning
En ny ramme for madhusaktiviteterne i form af en erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål, som ikke vil være undergivet kommunens, men statens tilsyn, vil fortsat muliggøre visionen om at skabe og realisere en sund, bæredygtig og livsglad spisekultur i det offentlige rum og samtidig gøre det muligt at udøve aktiviteter, som pt. ikke er mulige for Fonden Københavns Madhus.
Både kommunen og Fonden Københavns Madhus har været tilfredse med samarbejdet og de resultater, der er opnået på madområdet siden 2007, hvorfor samarbejdet - f.eks. om børnemad, skolemad (EAT), køkkenløft og økologi - ønskes videreført, jfr. nedenfor:
Samarbejdsaftale
Ved opløsning af Fonden Københavns Madhus vil den nuværende resultatkontrakt mellem kommunen og Fonden Københavns Madhus blive bragt til ophør. Hensigten er, at resultatkontrakten skal erstattes af en samarbejdsaftale mellem kommunen og erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål omfattende Fonden Københavns Madhus´s nuværende opgavevaretagelse for kommunen. Samarbejdsaftalen indgås på markedsvilkår. Med henblik på at opfylde udbudsretlige krav mv. i forbindelse med indgåelse af samarbejdsaftalen vil Økonomiforvaltningen nedsætte en arbejdsgruppe med deltagere fra de relevante forvaltninger. Arbejdsgruppen skal desuden forholde sig til bilaterale aftaler mellem Fonden Københavns Madhus og fagforvaltningerne.
Den nuværende resultatkontrakt mellem kommunen og Fonden Københavns Madhus er 1-årig og indgår i de årlige budgetforhandlinger. Det vil indgå i arbejdsgruppens kommissorium at udarbejde en samarbejdsaftale for en 3-årig periode, forudsat at dette godkendes af Borgerrepræsentationen.
Opløsning af Fonden Københavns Madhus
I medfør af vedtægterne for Fonden Københavns Madhus skal kommunen i forbindelse med opløsning af fonden træffe bestemmelse om anvendelse af fondens midler, dvs. nettoformue. Der vil kunne ske overdragelse af rettigheder mv. (aktiver) med tilsvarende forpligtelser mv. (passiver) fra Fonden Københavns Madhus til erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål indenfor rammerne af kommunens ret til at fordele Fonden Københavns Madhus’ nettoformue.
Kapitalkrav i forbindelse med etablering af erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål
Erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål stiftes som en erhvervsdrivende fond med almennyttigt formål og skal derfor i medfør af lov om erhvervsdrivende fonde have en grundkapital på mindst 300.000 kr. kontant eller i form af andre værdier (apportindskud). Da formålet med stiftelsen af erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål bl.a. er at udføre aktiviteter, som ikke lovligt kunne udføres af Fonden Københavns Madhus eller kommunen selv, vil kommunen ikke kunne indskyde grundkapital i fonden.
Kommunal repræsentation i bestyrelsen for erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål
Stifteren af erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål og kommunen skal i forbindelse med etablering af erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål forholde sig til kommunal repræsentation i bestyrelsen. En kommunal repræsentant vil dog være inhabil i forhold til spørgsmål vedr. aftaler med kommunen.
Økonomi
Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.
Stiftelsen af erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål og opløsningen af Fonden Københavns Madhus er ikke forbundet med udgifter for kommunen, jfr. ovenfor.
Der forventes at ske overdragelse af rettigheder mv. (aktiver) med tilsvarende forpligtelser mv. (passiver) fra Fonden Københavns Madhus til erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål, og ud fra de foreliggende oplysninger forventes der ikke ved opløsning af Fonden Københavns Madhus at fremkomme nettoformue til anvendelse efter kommunens nærmere bestemmelse. Opløsning gennemføres på grundlag af Fonden Københavns Madhus’ regnskab for 2012, og indstilling herom forelægges Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen efterfølgende.
Ny 3-årig samarbejdsaftale med erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål vil holde sig indenfor den økonomiske ramme, som er afsat for Fonden Københavns Madhus i 2013-2015, jr. nedenfor:
Tabel 1. Samlet* KK tilskud til Københavns Madhus i 2013-2015 (2013 p/l)
|
2013 |
2014 |
2015 |
|
Samlet tilskud |
12.258.000 |
12.135.420 |
12.014.066 |
*) Ekskl. bilaterale aftaler
Videre proces
Tids- og procesplan (i hovedtræk)
04-12-2012 |
Behandling af indstilling i Økonomiudvalget. |
12-12-2012 |
Bestyrelsen tager endelig stilling til opløsning af Fonden Københavns Madhus |
13-12-2012 |
Behandling af indstilling i Borgerrepræsentationen. |
Januar 2013 |
Opløsning af FKM og stiftelse af erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål. Resultatkontrakten erstattes med en 3-årig samarbejdsaftale. Evt. udpegning af kommunale medlemmer af bestyrelsen for erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål. |
Primo 2013 |
ØU og BR forelægges indstilling om økonomi ved opløsning af Fonden Københavns Madhus. |
Claus Juhl /Bjarne Winge
Oversigt over politisk behandling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
1. at det godkendes, at Fonden Københavns Madhus med respekt af fondens vedtægter ved opløsning kan overdrage rettigheder og forpligtelser til erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål,
2. at Økonomiforvaltningen bemyndiges til i dialog med berørte forvaltninger og Fonden Københavns Madhus at erstatte den gældende 1-årige resultatkontrakt mellem kommunen og Fonden Københavns Madhus med en ny 3-årig samarbejdsaftale mellem kommunen og erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål indenfor den allerede afsatte økonomiske ramme for Fonden Københavns Madhus i 2013-2015,
3. at den i indstillingen beskrevne tids- og procesplan godkendes.
Økonomiudvalgets beslutning på mødet den 4. december 2012
Indstillingen blev anbefalet med 8 stemmer imod 3.
For stemte: A, B, F og Ø
Imod stemte: V, O og C
Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
"Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti er skeptiske over, at Københavns Kommune fortsat skal finansiere en stor del af Madhusets arbejde. Man burde privatisere det reelt og undlade at bruge kommunale støttekroner på Madhuset."
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 13. december 2012
Indstillingen blev godkendt med 38 stemmer imod 13.
For stemte: A, B, F, Ø, Signe Goldmann (løsgænger) og Jaleh Tavakoli (løsgænger).
Imod stemte: C, I, O og V.
”Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
"Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti er skeptiske over, at Københavns Kommune fortsat skal finansiere en stor del af Madhusets arbejde. Man burde privatisere det reelt og undlade at bruge kommunale støttekroner på Madhuset.”