Mødedato: 13.12.2012, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Endelig vedtagelse af Kalvebod Brygge Vest

Se alle bilag

Efter offentlig høring skal Borgerrepræsentationen tage stilling til endelig vedtagelse af lokalplan ”Kalvebod Brygge Vest” med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2011, herunder tage stilling til ændringsforslag til lokalplanen.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

1.      at lokalplanen ”Kalvebod Brygge Vest” (Bilag 1) vedtages endeligt med de nedenfor under Løsning forslåede ændringer af § 5 og lokalplantegning nr. 4,

2.      at tillæg til Kommuneplan 2011 for ”Kalvebod Brygge Vest” (Bilag 1) vedtages endeligt,

3.      at den sammenfattende miljøredegørelse (Bilag 2) for planerne vedtages, samt

4.      at udbygningsaftale (Bilag 7) med grundejeren vedtages.

 (Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)

Problemstilling

Lokalplan og tillæg til Kommuneplan 2011 skaber grundlaget for at den påbegyndte byudvikling fra Bernstorffsgade langs Kalvebod Brygge kan fortsættes, så der skabes et attraktivt, stationsnært byområde mellem den tætte by og de åbne bane- og havnearealer. Området, der har direkte forbindelse til en af byens større indfaldsveje, ligger i øjeblikket stort set uudnyttet hen, og byudviklingen af området understøtter den erhvervsmæssige vækst i de centrale dele af byen.

Planforslagene med miljøvurdering blev godkendt af Borgerrepræsentation den 31. maj 2012 (2012-29565) med henblik på offentliggørelse.

Forslagene har været i offentlig høring fra den 13. juni til den 13. september 2012 og der har den 16. august 2012 været afholdt byvandring og borgermøde, jf. bilag 5. Forslagene var annonceret på kommunens hjemmeside og har været lagt på kommunens høringsportal ”Bliv Hørt”.

I offentlighedsperioden er der modtaget 12 henvendelser, heraf en fra offentlige myndigheder (Kystdirektoratet), samt fra Lokaludvalget for Vesterbro.

Løsning

Lokalplanområdet opdeles i tre underområder, hvoraf der alene i to af områderne fastlægges byggeretsgivende bestemmelser. Det sidste område fastlægges alene med rammebestemmelser, og vil forudsætte udarbejdelse af supplerende lokalplan, før end området kan bebygges. Et hævet grønt kuperet strøg er det gennemgående landskabelige træk for området, og det vil nu blive realiseret i den fulde længde. Hermed sikres området en grøn profil, med en varieret indretning og beplantning, indeholdende bl.a. buske, større træer og grupper af træer med indretning af regnvandshåndtering (LAR) inden for området.

Planerne muliggør inden for hele planområdet bebyggelse med et samlet etageareal på 118.000 m2, eksklusive arealer til parkering og teknik, svarende til en bebyggelsesprocent på 146 for området set under ét. Området vil, hovedsageligt på grund af beliggenheden mellem banearealerne og den meget trafikerede Kalvebod Brygge, blive indrettet med serviceerhverv, men der åbnes mulighed for at indrette daginstitutioner og indtil 25 % af etagearealet til boliger i bebyggelsens øverste etager.

Henvendelserne i høringsperioden er beskrevet og kommenteret af forvaltningerne i bilag 3, og er vedlagt som bilag 4.

Som bilag 2 er vedlagt en sammenfattende miljøredegørelse. Der er ikke kommet henvendelser, der betyder, at miljøforhold bør revurderes.

Bemærkninger fra offentlige myndigheder

Kystdirektoratet anbefaler at der fastsættes en mindste sokkelhøjde i kote 1,43 for at sikre bebyggelsen mod den stigende vandstand.

Forvaltningerne skal oplyse, at terrænet inden for lokalplanområdet er beliggende i kote 2 og derover, hvorfor der ikke foreslås optaget bestemmelser om mindste sokkelhøjde.

Bemærkninger fra Lokaludvalget for Vesterbro

Udvalget finder planerne grundigt gennemarbejdet. Især fremhæves forøgelsen af det rekreative areal, hvor der vil kunne skabes interessante og rekreative byrum for cyklister og andre bløde trafikanter, ligesom miljøet er tilgodeset med krav om lavenergibebyggelse. Lokaludvalget finder det positivt at der med udbygningsaftalen etableres midlertidige boldbaner i tilknytning til området.

Lokaludvalget er imidlertid kritisk over for

  • at bebyggelseshøjden er øget fra 8 til 13 etager i forhold til tidligere planer,
  • at den sidste rest af blik fra Vesterbro til vandet forsvinder,
  • at det grønne strøg flere steder er for smalt,
  • at facaderne mod baneterrænet/Vesterbro kommer til at virke meget bastante.

Lokaludvalget mener desuden, at det er vigtigt, at Kulbroen ændres til en gangbro. En omdannet Kulbro kan i øvrigt ikke ses som erstatning for en udvidelse af Dybbølsbro, hvor trafikken må overvåges indgående, for at sikre nødvendige udvidelser.

Forvaltningerne skal hertil bemærke at der for så vidt angår bebyggelseshøjde og tæthed ikke er sket ændringer i lokalplanforslaget i forhold til startredegørelsen, dog er bygningshøjden i startredegørelsen opgjort i etager og i lokalplanforslaget i meter.
Områdets beliggenhed og karakter gør det egnet til store bygningsvoluminer. Den foreslåede bebyggelsesstruktur med forholdsvis høje bygninger i et åbent, grønt landskab giver mulighed for åbenhed og udsyn i et område, der med sin yderst centrale og stationsnære beliggenhed ønskes udviklet med høj tæthed.
Mens der i lokalplan nr. 403 ”Rigsarkivet” var fastsat en mindste bredde for det grønne strøg på 25 m, er variationen i den nye lokalplan prioriteret højere end bredden. Afstanden mellem bygningerne varierer fra ca. 13,5 m til ca. 30 m. Med den foreslåede bebyggelsesplan vil der være vandkig fra store dele af lokalplanområdet, men ikke fra Dybbølsbro. Facaderne mod baneterrænet og dermed Vesterbro vil fremstå med åbninger , da der er afstand mellem byggefelterne. Facaderækken vil danne væg mod det brede baneterræn ligesom boligbebyggelsens stramme bygningsfront mod Ingerslevsgade - omend med et væsensforskelligt arkitektonisk udtryk.

Øvrige bemærkninger

Kulbroen

Udover Lokaludvalget for Vesterbro, har Københavns Museum og Københavns Energi fremsendt bemærkninger til spørgsmålet om opretholdelse af Kulbroen som gangforbindelse.

Forvaltningerne skal gøre opmærksom på at Kulbroen ikke i lokalplanen er fastlagt som bevaringsværdig, samt at Teknik- og Miljøudvalget den 10. september 2012 fik en orientering om Kulbroens historie og mulighederne for at ombygge den til stibro for fodgængere over baneterrænet. Udvalget tog orienteringen til efterretning, men der er ikke fundet midler i budgettet til en renovering af Kulbroen. Københavns Energi ventes herefter at indlede en nedrivning af Kulbroen

Bebyggelsesregulerende bestemmelser

De øvrige henvendelser drejer sig primært om lokalplanens bebyggelsesregulerende bestemmelser. Blandt andet er der fremsendt bemærkninger fra Banedanmark, Bygningsstyrelsen, DSB Ejendomme og Metroselskabet I/S, der alle er bygherrer inden for lokalplanområdet. Der er ønsker til en række større eller mindre justeringer af de bebyggelsesregulerende bestemmelser, samt præciseringer af lokalplanens tegningsmateriale.

Forvaltningernes bemærkninger til de foreslåede ændringer fremgår af bilag 3. En lang række af disse ændringer omhandler forhold i lokalplanens underområde II, hvor der forudsættes udarbejdet supplerende lokalplan med fastlæggelse af en bebyggelsesplan forinden området bebygges. På den baggrund finder forvaltningerne at disse forhold bør indgå i udarbejdelsen af den supplerende lokalplan.

På to områder skal forvaltningen på baggrund af de fremsendte bemærkninger foreslå lokalplanen ændret.

Banedanmark har et ønske om en forøgelse af bygningshøjden og etagearealet i underområde III. Ønsket er begrundet i, at det er fundet hensigtsmæssigt at også Vejdirektoratets trafikinformationscenter bliver placeret i TCC Øst-bygningen i underområde III. Centrets funktioner er meget lig dem, der i forvejen skal foregå i TCC-bygningen: stort rum med krav om stor rumhøjde, meget IT, store servere, 24/7-bemanding og tæt samarbejde med Banedanmark.

Forvaltningen finder ikke at en forhøjelse af bygningshøjden på 2 m er væsentlig i relation til, at området omkring bygningen forventes bebygget med bebyggelse på indtil 40 m. Bygningen vil med den øgede højde fremstå visuelt slankere. Forvaltningerne skal derfor foreslå, at § 5, stk. 14 ændres fra ” For nybyggeri i byggefelt H gælder en maksimal bygningshøjde på 39 m. Der må opføres op til 7.500 m2 i byggefelt H” til ”For nybyggeri i byggefelt H gælder en maksimal bygningshøjde på 41 m. Der må opføres op til 9.000 m2 i byggefelt H.”

DSB Ejendomme har på grund af en eksisterende overløbsledning i jorden ønsket at ændre på udformningen af den højeste del af den terrasserede bebyggelse i byggefelt A, hvorved bl.a. denne del rykkes nogle meter mod syd inden for byggefeltet.

Da der er tale om en meget begrænset ændring, der ikke vil ændre på bebyggelsens samlede udtryk, kan forvaltningen tilslutte sig den af DSB Ejendomme foreslåede ændring, og skal derfor foreslå lokalplantegning nr. 4 ændret i overensstemmelse hermed.

Forvaltningen vil endvidere på baggrund af de modtagne henvendelser præcisere lokalplanens tegninger, ved at indtegne beskyttelseslinjer og –zoner i relation til Metrocityringen og Metroafgrening til Sydhavnen på lokalplanens tegninger. Disse præciseringer medfører ingen indholdsmæssige ændringer af lokalplanen.

Økonomi

Planerne har ingen direkte økonomiske konsekvenser.

Kommunen skønner at området genererer ca. 4.700 arbejdspladser og en årlig stigning i ejendomsskatter på ca. 21 mio. kr. (2012 priser). Skønnet baseres på et fuldt udbygget lokalplanområde.

Udbygningsaftale

Grundejer har i henhold til planlovens § 21 B opfordret kommunen til at indgå den som bilag 7 vedlagte udbygningsaftale, der nu indstilles til vedtagelse. Aftalen omhandler anlæg af midlertidig boldbane. Da det imidlertid har vist sig vanskeligt at placere en midlertidig 11 mands boldbane i det foreslåede område, er aftalen justeret i forhold til tidligere udkast, således at DSB Ejendomsudvikling A/S i stedet indbetaler et beløb til kommunen til brug for etablering af en mindre boldbane. Såfremt det ikke er muligt eller hensigtsmæssigt at anlægge en midlertidig boldbane vil midlerne i stedet blive anvendt til brug for et andet rekreativt anlæg i området.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen og kommuneplantillægget samt udbygningsaftale, bekendtgør forvaltningen planerne i henhold til reglerne i planloven.

 

 

         Claus Juhl                                        
                                                                  Hjalte Aaberg

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.                  at lokalplanen ”Kalvebod Brygge Vest” (Bilag 1) vedtages endeligt med de nedenfor under Løsning forslåede ændringer af § 5 og lokalplantegning nr. 4.

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

2.                  at tillæg til Kommuneplan 2011 for ”Kalvebod Brygge Vest” (Bilag 1) vedtages endeligt,

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler

3.                  at den sammenfattende miljøredegørelse (Bilag 2) for planerne vedtages,
4.         at udbygningsaftale (Bilag 7) med grundejeren vedtages.


Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 19. november 2012
Indstillingens 1., 3. og 4. at-punkter blev anbefalet

Teknik- og Miljøudvalget afgav protokolbemærkning:

"Teknik- og Miljøudvalget mener, at der bør skabes forbindelser over banen, så Vesterbro og Kalvebod Brygge knyttes sammen.”


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 27. november 2012

Indstillingen blev anbefalet.

Økonomiudvalget videreførte Teknik- og Miljøudvalgets protokolbemærkning fra udvalgets møde den 19. november 2012.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 13. december 2012

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

 

Socialistisk Folkeparti videreførte protokolbemærkningen fra Teknik- og Miljøudvalgets behandling af sagen:
”Socialistisk Folkeparti mener, at der bør skabes forbindelser over banen, så Vesterbro og Kalvebod Brygge knyttes sammen.”

 

Til top