Mødedato: 13.12.2012, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Endelig vedtagelse af skybrudsplan

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal godkende Københavns Kommunes Skybrudsplan efter endt høringsperiode. 

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

  1. at Københavns Kommunes Skybrudsplan 2012 godkendes (bilag 1).

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 25. august 2011 Københavns Klimatilpasningsplan. I planen blev der beskrevet 26 projekter, der skal danne rammen for det videre arbejde med at klimatilpasse København. Et af disse projekter er udarbejdelse af en skybrudsplan, der beskriver, hvordan byen sikres mod ekstremregn.

I forbindelse med behandlingen af udkastet til Københavns Kommunes Skybrudsplan 2012 i Teknik- og Miljøudvalget den 27. august 2012 (punkt 3), blev det vedtaget at fjerne afsnit 5.2 vedrørende eksemplet med Ladegårds Å og kortet på side 29.

 

Forslaget til Københavns Kommunes Skybrudsplan 2012 blev efter behandling i Borgerrepræsentationen den 20. september 2012 (punkt 15) sendt i offentlig høring fra den 21.september til den 19. oktober 2012.

Løsning

Høringsfasen

Der er i høringsperioden indkommet 14 høringssvar, hvoraf ét er fra Frederiksberg Kommune, 10 svar er fra lokaludvalg og miljøpunkter, to svar er fra organisationer og ét svar er fra en privatperson. Skybrudsplanen er udarbejdet i samarbejde med Frederiksberg Kommune, og indholdet i planen er koordineret med Frederiksberg Kommunes Klimatilpasningsplan.

De fleste høringssvar er positive overfor udkastet til skybrudsplanen.

Flere lokaludvalg giver udtryk for ønske om at blive inddraget i et samarbejde i forbindelse med det videre arbejde med implementering af planen. Forvaltningen vil inddrage lokaludvalg og øvrige borgere i detailplanlægning i de enkelte bydele.

Enkelte høringssvar giver udtryk for utilfredshed med den prioriteringsrækkefølge, som Skybrudsplanen lægger op til. Der er dog ikke i høringssvarene fremkommet nye oplysninger, som kan begrunde en ændring af planens indsatsrækkefølge

Den endelige udgave af Skybrudsplan 2012 er vedlagt som bilag 1. De enkelte høringssvar og forvaltningens bemærkninger hertil er opsummeret i bilag 2.

Skybrudsplanen

Skybrudsplanen indeholder på overordnet plan en fastlæggelse af et acceptabelt risikoniveau for skybrud på maksimalt 10 cm vand på terræn én gang hvert 100 år i gennemsnit. Fastlæggelsen er baseret på en cost/benefit-analyse, hvor anlægsudgifter sammenholdes med det mindskede tab.

Planen peger på som første prioritet at benytte metoder, som bidrager positivt til byen i form af blå og grønne, rekreative elementer ovenpå jorden. Skybrudstiltagene skal i vidt omfang også benyttes til at afkoble den daglige regn, sådan at denne ikke belaster kloakken i fremtiden. Planen skitserer den overordnede ramme for skybrudstiltag i København, som vil blive en kombination af blå og grønne løsninger på overfladen og rør og tunneler under jorden.

Økonomi

Vedtagelse af skybrudsplanen medfører ikke i sig selv en udgift, men implementeringen af planen vil koste 3,8 mia. kr. over de næste 20 år.

De 3,8 mia. kr. er fordelt med 2,2 mia. kr. som finansieres over takstmidler fra Københavns Energi, 1,2 mia. kr. som grund- og boligejere skal betale og 0,4 mia. kr. som Københavns Kommune skal betale via skattemidler, der skal bevilges i forbindelse med de årlige budgetforhandlinger i implementeringsfasen.

Ovenstående beløbsstørrelser er baseret på en forventet fordeling som følge af en ændring i lovgivningen. Fordeling af finansieringen af aktiviteterne mellem takst, private og skat ligger derfor endnu ikke fast. Så snart ændringen i lovgivningen er gennemført, så vil Teknik- og Miljøforvaltningen orientere de politiske udvalg.  Denne afklaring forventes inden udgangen af 2012.

Videre proces

Skybrudsplanen vil danne rammen for detailplanlægning af de enkelte vandoplande som byen i skybrudsplanen er opdelt i jf. planens kort på side 15 (bilag 1. I første omgang vil der blive udarbejdet skitseprojekter for de højest prioriterede oplande i henhold til planen (se planens side 14-15). Når den overordnede metode for oplandet er fastlagt vil næste skridt være en egentlig detailplanlægning, hvor også borgerne og lokaludvalg inddrages. Herefter følger en udbudsrunde af entreprenørarbejdet efterfulgt af en byggeperiode. Forvaltningen arbejder på en tidsplan for implementering, som vil blive forelagt til politisk behandling primo 2013.

I forbindelse med implementeringen af skybrudsplanen fremskyndes arbejdet med kommunens spildevandsplan, som bl.a. fastlægger rammerne for forsyningens del af klimatilpasningsarbejdet. I den forbindelse udarbejdes en rammeaftale mellem Københavns Energi (KE) og Københavns Kommune, som sikrer, at alle skybrudsprojekter udføres i overensstemmelse med de kommunale prioriteringer og principper.

 

 

Hjalte Aaberg                                  /Jon Pape

 

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Københavns Kommunes Skybrudsplan 2012 godkendes (bilag 1).

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 19. november 2012

Der blev stemt om indstillingen:

For indstillingen stemte 8 udvalgsmedlemmer: A, B, F, Ø og Signe Goldmann (løsgænger).

Imod indstillingen stemte 3 udvalgsmedlemmer: C, I og O.

Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Indstillingen blev anbefalet.

Det Konservative Folkeparti; Dansk Folkeparti og Liberal Alliance afgav protokolbemærkning:

”Gennemførelsen af planen vil medføre en skattestigning på 3,8 mia. kr., og det kan vi ikke støtte. Vi mener, at en fritlægning af bl.a. Ladegårdsåen er unødvendigt dyrt.”


 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Økonomiudvalgets beslutning på mødet den 4. december 2012

Indstillingen blev anbefalet uden afstemning.

Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 19. november 2012. Venstre tilsluttede sig protokolbemærkningen.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 13. december 2012

Indstillingen blev godkendt med 38 stemmer imod 14.

 

For stemte: A, B, F, Ø, Signe Goldmann (løsgænger) og Jaleh Tavakoli (løsgænger).

Imod stemte: C, I, O og V.

 

 

Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

                                ”Gennemførelsen af planen vil medføre en skattestigning på 3,8 mia. kr., og det kan vi ikke støtte. Vi mener, at en fritlægning af bl.a. Ladegårdsåen er unødvendigt dyrt.”
Til top