Mødedato: 13.11.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Cykelbaner og cykelsti på Gl. Jernbanevej

Se alle bilag
Der skal tages stilling til dispositionsforslag for cykelbaner og cykelsti på Gl. Jernbanevej, frigivelse af anlægsmidler samt godkendelse af overtagelse af private vejarealer til offentlig vej.

Indstilling og beslutning

Indstilling om, 

1.    at der frigives en anlægsbevilling på 6,5 mio. kr. til anlæg af Gl. Jernbanevej. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2015,

2.    at arealer med vejudlæg på Gl. Jernbanevej, jf. bilag 5, overtages til offentlig vej.


Det bemærkes, at Økonomiforvaltningen primo 2015, i samarbejde med forvaltningerne, foretager en revurdering af anlægsbudgettet i 2015, med henblik på om der kan flyttes anlægsmidler tilbage til 2015. 

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

I Overførselssagen 2012-13 (Socialdemokraterne (A), Radikale Venstre (B), Socialistisk Folkeparti (F), Liberal Alliance (I) og Enhedslisten (Ø)) (Borgerrepræsentationen (BR) 23. maj 2013) blev det aftalt at afsætte 7 mio. kr. (Cykelpakke VII) til ”et projekt på Gl. Jernbanevej i Valby, hvor der etableres cykelbaner forstærket med stykker af cykelsti, hvor der er særligt behov. Projektet forudsætter nedlæggelse af 50 parkeringspladser uden for betalingszonerne.”

Forvaltningen fremlægger et dispositionsforslag med henblik at kunne sætte anlægsarbejdet i gang. Projektet forudsætter frigivelse af anlægsmidler og en vejovertagelse.

Løsning

Projektet omhandler Gl. Jernbanevej og Sidegaden (uden navn), som er passage til og fra Hønsebroen og den fremtidige grønne cykelrute Carlsbergruten på Banevolden. Se oversigtskortet i bilag 1.

Forvaltningens forslag forbedrer trafiksikkerheden for både cyklister og fodgængere generelt på Gl. Jernbanevej og i passagen mellem Hønsebroen, Carlsbergruten og Gl. Jernbanevej. Forvaltningens forslag fremgår af bilag 3.

Med forslaget etableres en cykelsti på strækning fra ”knækket” og frem til krydset ved Toftegårds Allé. På denne strækning er der i dag ofte bilkø, der gør det utrygt og langsommeligt for cyklisterne at komme frem til krydset. Når der ikke er bilkø, kører bilerne ekstra stærkt for at nå det grønne lyssignal ved Toftegårds Allé.

Der etableres gennemgående fortove ved alle sidegader og udvidede fortovshjørner. Dette vil forbedre tilgængeligheden og gøre det mere sikkert for fodgængere at krydse vejen. 23 nye træer og en ny plads vil skabe rum til ophold og et grønt bymiljø på Gl. Jernbanevej.

Høring og borgerinddragelse
Forvaltningen har i samarbejde med områdefornyelsen og lokaludvalget iværksat en bred borgerinddragelsesproces med bl.a. to borgermøder med mere end 200 fremmødte. Beboerne i området er overvejende positive over for forslaget, men det har i processen været fremhævet, at beboerne ikke ønsker en løsning, der indebærer, at mange parkeringspladser skal nedlægges.

Politiet og Valby Lokaludvalg er hørt og anbefaler forvaltningens forslag. Valby Lokaludvalgs høringssvar fremgår af bilag 4.

Nedlæggelse af parkeringspladser
Forslaget indebærer nedlæggelse af 15 parkeringspladser, hvor cykelstien forløber. De ligger uden for betalingszonen, og der er ikke krav om oprettelse af erstatningspladser, jf. parkeringsredegørelsen i bilag 6. I overførselssagen var forudsat nedlæggelse af op til 50 parkeringspladser.

Overtagelse af arealer
Af hensyn til projektets udførelse og fremtidige drift som bl.a. cykelrute er det nødvendigt at overtage dele af de private vejarealer til offentlig vej for at skabe tilslutning til den fremtidige Carlsbergrute (langs banelegemet) og Hønsebroen med forbindelse til det sydlige Valby. Arealerne ligger på Sidegaden (uden navn) og definerer tilsammen passagen til og fra Gl. Jernbanevej, Hønsebroen og Carlsbergruten (bilag 5).  

Efter en forudgående partshøring kan forvaltningen, i henhold til tinglyste deklarationer om vejudlæg, overtage vejarealerne til offentlig vej uden erstatning. Forvaltningen har haft en indledende dialog med de berørte grundejere, som har meddelt, at de indvilger i at overgive arealerne til offentlig vej.

Økonomi

I Overførselssag 2012-13 (A, B, F, I og Ø) (BR 23. maj 2013) blev der afsat 7,0 mio. kr. (Cykelpakke VII) til projektet ”Gl. Jernbanevej - cykelbaner”, hvoraf 0,5 mio. kr. er stjernemarkeret og dermed frigivet i forbindelse med godkendelse af sagen. Beløbet er brugt på projektering af forslaget.

Dertil bidrager Områdefornyelsen Valby med 1,0 mio. kr. fra Teknik- og Miljøudvalgets bevilling, Byfornyelse anlæg, som allerede er frigivet (BR 10/6 2009). De 1,0 mio. kr. fra Områdefornyelsen Valby skal anvendes til nye træer og pladsdannelse. Med denne indstilling ønskes de resterende 6,5 mio. kr. (2014 p/l) frigivet. Midlerne skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. nedenstående tabel.

Tabel 1. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/projekt

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr.

(2014 p/l)

År 2014

År 2015

TMU

Cykelbaner og cykelsti på Gl. Jernbanevej

3400 Ordinær anlæg

2.28.23.3

0

6.500

I alt

-

-

-

0

6.500

TMU = Teknik- og Miljøudvalget

De forventede udgifter fordelt på ekstern rådgivning, interne udgifter og anlæg fremgår af nedenstående tabel 2.

1.000 kr. (2014 p/l)

2015

Ekstern rådgivning

250

Interne udgifter

250

Anlæg af projektet

6.000

I alt

6.500

 





Det forventes, at projektet vil påvirke forvaltningens driftsøkonomi med ca. 50.000 – 75.000 kr. årligt til ekstra vedligeholdelse af træer, inventar og skrald.
Findes der ikke finansiering vil de forøgede driftsomkostninger blive dækket via effektiviseringer eller reduktion af serviceniveauet på Teknik- og Miljøforvaltningens øvrige områder.

Videre proces

Arbejdets igangsætning forudsætter en 8 ugers partshøring af de berørte private grundejere. Herefter skal projektet detailprojekteres, inden anlægsarbejderne udbydes til entreprenørerne. Anlægsarbejdet opstartes i juni 2015 og forventes at vare 5 måneder. Teknik- og Miljøforvaltningen igangsætter overtagelsesproceduren efter vejlovens bestemmelser.

 

 

Pernille Andersen                    /Anders Møller

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at dispositionsforslaget i bilag 3 danner grundlag for anlæg af cykelbaner og cykelsti på Gl. Jernbanevej.

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

    2.   at der frigives en anlægsbevilling på 6,5 mio. kr. til anlæg af Gl. Jernbanevej, jf. 1. at-punkt. 
          Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2015. 
    3.   at arealer med vejudlæg på Gl. Jernbanevej, jf. bilag 5, overtages til offentlig vej.
    4.   at der nedlægges 15 parkeringspladser uden for betalingszonen, jf. bilag 6.


Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 22. september 2014

C stillede ændringsforslag om: ”At forvaltningen pålægges at fremkomme med et revideret forslag, hvor der ikke nedlægges parkeringspladser.”

 

Ændringsforslaget blev ikke godkendt med 3 stemmer mod 7.

For ændringsforslaget stemte: C, I og V.

Imod stemte: A, B, F og Ø.

Ingen undlod at stemme.

 

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt med 8 stemmer mod 2.

 

Indstillingens 2.-4. at-punkt blev anbefalet overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 8 stemmer mod 2.

 

For indstillingen stemte: A, B, F, I og Ø.

Imod stemte: C og V.

Ingen undlod at stemme.

 

C afgav protokolbemærkning:

”Vi ønsker et revideret forslag, hvor der ikke nedlægges parkeringspladser. Det bemærkes, at parkeringspladserne stort set alle er i brug døgnet rundt, idet belægningsprocenterne er meget høje.”


Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Det bemærkes, at Økonomiforvaltningen primo 2015, i samarbejde med forvaltningerne, foretager en revurdering af anlægsbudgettet i 2015, med henblik på om der kan flyttes anlægsmidler tilbage til 2015.

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.



Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. november 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 22. september 2014:

”Vi ønsker et revideret forslag, hvor der ikke nedlægges parkeringspladser. Det bemærkes, at parkeringspladserne stort set alle er i brug døgnet rundt, idet belægningsprocenterne er meget høje.”

Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance tilsluttede sig protokolbemærkningen.


Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 13. november 2014

 

Det Konservative Folkeparti genfremsatte følgende ændringsforslag fra udvalgsbehandlingen:

 

”At forvaltningen pålægges at fremkomme med et revideret forslag, hvor der ikke nedlægges parkeringspladser.”

 

 

Det af Det Konservative Folkeparti genfremsatte ændringsforslag blev forkastet med 48 stemmer imod 4. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: C og I.
Imod stemte: A, B, F, O, V og Ø.

 


Indstillingen blev herefter godkendt med 40 stemmer imod 12. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F, I og Ø.
Imod stemte: C, O og V.


Det Konservative Folkeparti, Venstre. Dansk Folkeparti, og Liberal Alliance videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

”Vi ønsker et revideret forslag, hvor der ikke nedlægges parkeringspladser. Det bemærkes, at parkeringspladserne stort set alle er i brug døgnet rundt.”

 

 

 

Til top