Mødedato: 13.11.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om at Københavns Kommune skal modtage flygtninge for en midlertidig periode.

Indstilling og beslutning

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen beder overborgmester Frank Jensen om, at han skal gøre gældende i KL, at Københavns Kommune for en midlertidig periode ønsker at ophæve Københavns status som nul-kommune, så Københavns Kommune nu, og mens den akutte og ekstraordinære situation står på, vil modtage flygtninge, som har fået asyl i Danmark.

(Stillet af Radikale Venstre)

MOTIVERING


Ifølge tal fra UNHCR skønnes det, at 51 mio. mennesker er på flugt lige nu på verdensplan, hvoraf usædvanligt mange mennesker fra især Syrien er flygtet til Danmark. Det er det største antal mennesker på flugt siden Anden Verdenskrig, og vi befinder os i en ekstraordinær situation, hvor der er et meget stort pres på vore asyloptag i Danmark.

Udlændingestyrelsen skønner, at vi på landsplan i år kommer til at modtage 6000 flygtninge, hvilket er en opjustering på 38 % i forhold til Udlændingestyrelsens skøn tidligere på året. Derfor arbejder Udlændingestyrelsen p.t. på at øge kommunekvoterne for, hvor mange flygtninge hver kommune skal huse, og det skaber selvsagt nogle store udfordringer for landets kommuner.

I denne særlige og ekstraordinære situation ønsker Radikale Venstre at tage et ansvar. Og da København i disse år har overskuddet og mulighederne for at investere massivt i ny infrastruktur, vækst og velfærd samtidig med, at vi afdrager vores gæld, er det kun naturligt, at København, som landets rige hovedstad gør, hvad vi kan for at hjælpe. Derfor fremsætter Radikale Venstre et forslag om, at Københavns Kommune skal fravige sin status som værende ”nul-kommune”, og i stedet får lov at modtage flygtninge for en midlertidig periode.

 

Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 13. november 2014

 

Medlemsforslaget blev taget af dagsordenen ved mødets start.

 

 

 

Til top