Forespørgsel til børne- og ungdomsborgmesteren om arbejdsforhold i private pasningsordninger
Indstilling og beslutning
Børne- og ungdomsborgmesteren bedes redegøre for følgende:
- Hvorvidt børne- og ungdomsborgmesteren kan genkende beskrivelsen fra Landsforeningen for Socialpædagoger af forholdene i private pasningsordninger og privatskoler i København?
- Hvilket ansvar, Børne- og Ungdomsforvaltningen i dag bærer for at sikre, at der er ordentlige arbejdsforhold, herunder overenskomstlignende vilkår, i de private tilbud, der anvendes og gives tilskud til i forvaltningen?
- Hvilke muligheder kommunen har for fremadrettet at sikre, at der sikres ordentlige arbejdsvilkår på samtlige private institutioner og privatskoler med dertilhørende SFO i Københavns Kommune.
(Stillet af Socialistisk Folkeparti)
MOTIVERING
Medlemmerne af Børne- og Ungdomsudvalget og Økonomiudvalget har d. 1. oktober 2014 modtaget et brev fra Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS).
I brevet redegør fagforeningen for en række utilfredsstillende forhold i en række private pasningsordninger og privatskoler i København. Socialistisk Folkeparti vil på den baggrund gerne bede om en redegørelse fra børne- og ungdomsborgmesteren for, hvorvidt borgmesteren kan genkende beskrivelsen fra LFS af forholdene i private pasningsordninger og privatskoler i København.
Socialistisk Folkeparti vil også gerne vide, hvilket ansvar, Børne- og Ungdomsforvaltningen i dag bærer for at sikre, at der er ordentlige arbejdsforhold, herunder overenskomstlignende vilkår, i de private tilbud, der anvendes og gives tilskud til i forvaltningen.
Endelig vil spørgerne bede borgmesteren redegøre for, hvilke muligheder kommunen har for fremadrettet at sikre, at der sikres ordentlige arbejdsvilkår på samtlige private institutioner og privatskoler med dertil hørende SFO i Københavns Kommune.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 13. november 2014
Forespørgslen blev besvaret.