Anlægsbevilling til Smedetoften 14 - Etablering af ungdomsklubfællesskab - Bispebjerg
Indstilling og beslutning
Indstilling om,
- at der gives anlægsbevilling på i alt 9.200.000 kr. (2014 p/l) til etablering af ungdomsklubfællesskab med 90 ungdomsklubpladser i en eksisterende bygning på adressen Smedetoften 14, Bispebjerg. Der anvises dækning for anlægsbevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets ramme, jf. bilag 3, tabel 1.
Det bemærkes, at tilpasningerne i forbindelse med arbejdet med fremtidens fritidstilbud, som blev besluttet med budget 2015, i videst muligt omfang bør indgå i forbindelse med udmøntningen af anlægsbevilling til etablering af klubfællesskab i Smedetoften 14. De eksisterende fritidsklubpladser og juniorklubpladser vedrører Fremtidens Fritidstilbud.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.
(Børne- og Ungdomsudvalget)
Problemstilling
Det kommende ungdomsklubfællesskab i nr. 14 bliver en del af Smedetoften 12 og i en tidligere sag om klubfællesskaber behandlet af Børne- og Ungdomsudvalget (BUU) den 21. november 2012 har, dagsordenspunkt 18, besluttet, at Smedetoften skulle lede Klubfællesskabet Bispebjerg Syd.
De 90 ungdomsklubpladser, der etableres er ikke grundet et stigende behov, men et resultatet af flytningen af 90 pladser fra institutionen Borup. Pladserne flyttes da man med klubfællesskaberne ønsker at samle kapaciteten i store centrale enheder i lokalområdet. Borup ungdomsklubkapacitet blev ikke udnyttet, hvorfor det blev besluttet at gøre pladserne til en del af Smedetoften, se bilag 5.
Smedetoftens aktuelle normering er: 50 fritidsklub-, 20 junierklub- og 100 ungdomsklubpladser. Institutionen har ingen fritidshjemspladser og indgår derfor i ’Fremtidens Fritidshjem’ i kraft af deres fritids- og juniorklubpladser (10-13 år).
Løsning
Grunden til at anlægssagen først lægges frem nu, er at der i foråret 2014 blev lavet indledende undersøgelser og besigtigelser på Smedetoften 14. Det skulle afklares, hvilken del af bygningen, som reelt kunne anvendes til klubfællesskab. Desuden skulle bygningens aktuelle stand gennemgås og vurderes. Derudover var der behov for at afklare, hvorvidt der var en uafsluttet forsikringssag på adressen grundet hærværk og ildspåsættelse. Da ovennævnte punkter var afklaret blev der nedsat et byggeudvalg og første byggeudvalgsmøde blev afholdt.
Projektbeskrivelse
Smedetoften 14 er en kommunal bygning som p.t. henstår som et tomt lejemål. Bygningens samlede areal er 1650 m² fordelt på tre etager med 550 m² kælder samt 1100 m² fordelt på stue og 1. sal.
Planen er, at ungdomsklubpladserne etableres i bygningens stueplan samt halvdelen af kælderen. 1. salen samt den resterende del af kælderen vil Københavns Ejendomme udleje til anden side. Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) vil arbejde for at få nogle relavante ungerelaterede initiativer ind på etagen for at skabe mest mulig synergi i huset.
Udsatte unge i Bisbebjerg har mange udfordringer og kæmper ofte med flere forskellige problemer. Det har været brugernes ønske at skabe et tilbud, hvor de unge kan integrere fritidsliv og læring på en udviklende og innovativ måde. Idéen er at dette gøres sammen med de unge og i samspil med andre aktører, som f.eks. ungdomsskolen, lokale uddannelsessteder, foreninger og boligsociale indsatser mv. Meningen er, at de unge selv og sammen med de forskellige samarbejdspartere skal skabe indholdet i huset og at klubben blot skaber de pædagogiske, fysiske og organisatoriske rammer herfor. Derfor har kravet også været et hus med stor fleksibilitet og med en rummelighed, der favner de unges behov.
På udenomsarealet har der været en større proces igang med at samtænke idéer med Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF), Byens Udvikling, der har planer for området.
I budget aftale 2014 indgik, at der til budget 2015 skulle kvalificeres forslag, som kunne fremme byudviklingen i Nordvestkvarteret.
Der foreslås etableret et åbent byrum omkring smedetoften 12-14 så der, i sammenhæng med Smedetoften 14, udvikles et byrum, der understøtter et trygt og åbent ungemiljø samt mulighed for ophold og møde for områdets mange forskellige beboere og besøgende.
Brugerinddragelse
Der har igennem hele processen været et tæt samarbejde med personalet og brugerne af klubben på Smedetoften 12 samt pædagogisk konsulent fra området.
Tidsplan
Det forventes, at byggeprojektet opstarter primo 2015. Lokalerne vil stå klar til ibrugtagning i maj 2015.
Praktikpladser
I henhold til krav om beskæftigelse af erhvervsuddannelsespraktikanter og ledige i Københavns Kommunes udbud er det fra rådgivers side vurderet, at der ikke stilles krav til erhvervsuddannelsespraktikanter da entreprisesummen er under tærskelværdien.
Udtalelse fra KEjd
Udtalelsen fra KEjd, jf. bilag 4, giver ikke anledning til yderligere bemærkninger.
Økonomi
Detaljerede oplysninger om budget og finansiering samt bevillingsmæssige konsekvenser og detaljer om anlægsbevillingen fremgår af bilag 3.
Benchmark
Der er ikke foretaget en sammenligning med et egentlig benchmark for anlægsudgiften, da der ikke eksisterer et sammenligningsgrundlag. Grunden er, at der i en længere årrække ikke er udført anlægsprodukter med det formål at etablere ungdomsklubpladser. Prisen for en ungdomsklubplads på Smedetoften 14 er 102.000 kr. Med det forbehold at ungdomsklubpladser ikke er det samme som almindelige klubpladser, kan prisen sammenlignes med udgiften til at etablere 50 klubpladser på den nye skole på Strandboulevarden (Borgerrepræsentationen den 18. juni 2014, dagsordenspunkt 38). Her er pladsprisen på 130.000 kr.
Driftsøkonomi
De årlige driftsudgifter for de nye ungdomsklubpladser ekskl. husleje forventes at blive 1.848.814 kr. svarende til 20.542 kr. pr. plads. Hvis pladserne i stedet blev etableret på en institution, hvor driftsudgifterne svarer til gennemsnittet for alle institutioner, ville den årlige driftsudgift have været 1.723.229 kr. Det svarer til 19.147 kr. pr. plads. De ca. 7 % højere driftsudgifter skyldes, at der anvendes relativt mange kvadratmeter til ungdomsklubben, og at de bygningsmæssige driftsudgifter dermed også bliver relativt høje.
Videre proces
Else Sommer /Henriette Bjørn Nielsen
Oversigt over politisk behandling
- at der gives anlægsbevilling på i alt 9.200.000 kr. (2014 p/l) til etablering af ungdomsklubfællesskab med 90 ungdomsklubpladser i en eksisterende bygning på adressen Smedetoften 14, Bispebjerg. Der anvises dækning for anlægsbevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets ramme, jf. bilag 3, tabel 1
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 24. september 2014
Indstillingen blev godkendt.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Det bemærkes, at tilpasningerne i forbindelse med arbejdet med fremtidens fritidstilbud, som blev besluttet med budget 2015, i videst muligt omfang bør indgå i forbindelse med udmøntningen af anlægsbevilling til etablering af klubfællesskab i Smedetoften 14. De eksisterende fritidsklubpladser og juniorklubpladser vedrører Fremtidens Fritidstilbud.
Økonomiudvalget har ingen bemærkninger for så vidt angår indstillingens ejendomsfaglige indhold. Der henvises i øvrigt til Københavns Ejendommes udtalelse, der er vedlagt som bilag.
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 13. november 2014
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.