Medlemsforslag om en omsorgsplan for børn i sorg og krise ved dødsfald
Medlemsforslag om en omsorgsplan for børn i sorg og krise ved dødsfald
Borgerrepræsentationen
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra Ordinært møde torsdag den 13. november 2003
Nr. 30 BR 516/03. Medlemsforslag om en omsorgsplan for børn i sorg og krise ved dødsfald
(Stillet af Majbritt Mamsen,
Mogens Lønborg, Michael Rosenmark, Helle Sjelle og Ole Hentzen (alle C)):
Forslag om, at man i Københavns Kommune kraftigt opfordrer alle daginstitutioner og folkeskoler, specialskoler m.m. til at udarbejde en omsorgsplan for børn i forbindelse med død. Planen skal være udarbejdet og implementeret inden 2 år. Vi ser gerne, at planen på sigt fungerer som "paraply" for andre problemstillinger som f.eks. skilsmisse, misbrug, alkohol, vold etc.
Det Konservative Folkeparti stillede forslag om, at medlemsforslaget blev henvist til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget med høring af Kultur- og Fritidsudvalget, Uddannelses- og Ungdomsudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag:
" "At man i Københavns Kommune kraftigt opfordrer alle daginstitutioner…" ændres til "At man i Københavns Kommune pålægger alle daginstitutioner…". "
Venstre stillede følgende ændringsforslag:
"Sidste punktum: "Vi ser gerne, at planen på sigt……….." udgår."
Det Konservative Folkepartis
forslag om udvalgshenvisning blev forkastet med 25 stemmer imod 15.
For stemte V, C og O.
Imod stemte A, F, B og Ø.
Enhedslistens ændringsforslag
blev vedtaget med 40 stemmer imod 0.
For stemte A, V, F, B, Ø, C og O.
Venstres ændringsforslag blev
vedtaget med 23 stemmer imod 16.
For stemte V, F, 1 medlem af B
(Inger Marie Bruun-Vierø), Ø og O.
Imod stemte A, 1 medlem af B (Tanwir Ahmad) og C.
Det således ændrede
medlemsforslag blev herefter vedtaget med 39 stemmer imod 0.
For stemte A, V, F, B, Ø, C og O.