Mødedato: 13.11.2003, kl. 17:30

Helhedsplanforslag for Gerbrandskolen

Helhedsplanforslag for Gerbrandskolen

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 13. november 2003

 

 

BR 497/03

Helhedsplanforslag for Gerbrandskolen

Helhedsplanforslag for Gerbrandskolen

 

 

Indstilling om, at forslag til helhedsplan for Gerbrandskolen godkendes, samt at der gives en anlægsbevilling på i alt 2,05 mio. kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets bevilling konto 3.01.3, rådighedsbeløb til folkeskoler til udarbejdelse af projektforslag til udbygning af Gerbrandskolen.

                                                                 (Uddannelses- og Ungdomsudvalget)

 

 

INDSTILLING

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget indstiller til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

 

at      forslag til helhedsplan for Gerbrandskolen godkendes       

 

at      der gives en anlægsbevilling på i alt 2,05 mio. kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets bevilling konto 3.01.3, rådighedsbeløb til folkeskoler til udarbejdelse af projektforslag til udbygning af Gerbrandskolen

 

 

 

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 24. september 2003

 

Indstillingen blev godkendt.

 

 

Økonomiudvalgets behandling af sagen:

På vegne af Økonomiudvalget meddeles, at overborgmesteren ingen bemærkninger har til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form.

 

 

RESUME

 

På Uddannelses- og Ungdomsudvalgets møde den 13. marts 2002 blev det besluttet, at forvaltningen i samarbejde med Gerbrandskolen skulle udarbejde et helhedsplanforslag til en 3-sporet skole, der evt. kunne udvides med et 4. spor. Det blev desuden besluttet, at forvaltningen parallelt hermed skulle undersøge muligheden for at etablere en ny folkeskole – evt. som overbygningsskole – på Østamager således, at Gerbrandskolen kunne nøjes med en udvidelse til 3 spor.

 

Forvaltningen har tidligere (Uddannelses- og Ungdomsudvalgets møde den 25. september 2002) redegjort for, at det ikke har været muligt at finde egnede lokaliseringsmuligheder til en ny folkeskole eller overbygningsskole på Østamager. Derudover er der fremlagt forslag til, hvordan der kan skabes kapacitet svarende til et ekstra spor i Sundbyøster skoledistrikt. Hverken forslaget om at gennemføre et pilotprojekt med indretning af Sundbyøster Skole eller et forslag om etablering af en Scienceskole har imidlertid fundet tilslutning.

 

Den 22. januar 2003 fremlagde Uddannelses- og Ungdomsudvalget en analyse af den langsigtede anlægsøkonomi 2004-12 og et forslag til prioritering af anvendelsen af de resterende midler fra den såkaldte "65 mio. kr.´s pulje" for 2003, der blev vedtaget som en del af budgettet for 2003. I prioriteringen er der reserveret 2,05 mio. kr.  (ved indeks 173) til projektering på Gerbrandskolen, når helhedsplanen for skolen er godkendt. På baggrund af analysen godkendte udvalget forslaget om prioritering af 65-mio. kr.'s-puljen – herunder at reservere 2,05 mio. kr. til udbygning af Gerbrandskolen.

 

I løbet af 2003 har befolkningsprognoser og søgemønstre vist, at det ikke længere er aktuelt at udbygge Gerbrandskolen til 4 spor for at tilvejebringe et ekstra spor i Sundbyøster skoledistrikt. Der er derfor kun behov for at udbygge Gerbrandskolen til 3 spor.  

 

På den baggrund fremlægger forvaltningen helhedsplanen for Gerbrandskolen fra maj 2002 til godkendelse. Endvidere søges om en anlægsbevilling på 2,05 mio. kr. til udarbejdelse af et projektforslag til udbygning af Gerbrandskolen.

 

De samlede udgifter til gennemførelse af helhedsplanen udgør 35,5 mio. kr. ved indeks 173.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Helhedsplanen for Gerbrandskolen fra maj 2002 er udarbejdet på baggrund af Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutninger på mødet den 24. oktober 2001 og på mødet den 13. marts 2002, hvor oplægget til Handleplan 2003 blev behandlet. På sidstnævnte møde blev det besluttet, at forvaltningen i samarbejde med skolen skulle udarbejde et forslag til en 3-sporet skole, der evt. kunne udvides med et 4. spor. Samtidig blev det besluttet, at forvaltningen parallelt hermed skulle undersøge muligheden for at etablere en ny folkeskole – evt. som overbygningsskole – på Østamager således, at Gerbrandskolen kunne nøjes med en udvidelse til 3 spor.

 

På udvalgsmødet den 25. september 2002 gjorde forvaltningen rede for de manglende muligheder for at finde egnede lokaliseringsmuligheder til en ny skole eller overbygningsskole på Østamager. Dette skete i forbindelse med fremlæggelse af sagen om det samlede udbygningsbehov på skoleområdet. På samme møde blev der endvidere peget på mulighederne for at skaffe kapacitet på Sundbyøster Skole ved at afprøve et pilotprojekt om alternative indretningsmuligheder. Der blev imidlertid ikke truffet nogen beslutning om at arbejde videre med pilotprojektet.

 

Siden hen har forvaltningen undersøgt mulighederne for at skabe et ekstra spor i distriktet ved at etablere en Science Skole på Amager. Uddannelses- og Ungdomsudvalget har fået mulighederne herfor præsenteret i "Redegørelse om etablering af en skole med Scienceprofil/ScienceCenter" den 7. maj 2003. Udvalget har taget redegørelsen til efterretning, men har samtidig tilkendegivet, at planerne om en Science Skole/ eller et ScienceCenter i et af byens skoledistrikter må afvente eventuelle budgetmuligheder herfor.

 

I løbet af 2003 har befolkningsprognoser og søgemønstre vist, at der ikke længere er behov for at tilvejebringe et ekstra spor i Sundbyøster skoledistrikt. Derfor vil det kun være aktuelt at udbygge Gerbrandskolen til 3 spor.

 

På denne baggrund fremlægger forvaltningen helhedsplanen for Gerbrandskolen til godkendelse. Med planen udbygges skolen fra 2 til 3 spor.

 

Samtidig anmoder forvaltningen om en anlægsbevilling på 2,05 mio. kr. til udarbejdelse af et projektforslag til udbygning af Gerbrandskolen.

 

Der er på udvalgsmødet den 22. januar 2003, i forbindelse med prioritering af den såkaldte "65-mio. kr.'s-pulje", truffet beslutning om at reservere 2,05 mio. kr. (ved indeks 173) til udarbejdelse af projektforslag for en udbygning af Gerbrandskolen. Puljen indgår som en del af budgettet for 2003. Med fremlæggelsen af helhedsplanen er der samtidig grundlag for at frigøre de tidligere reserverede midler. 

 

Projektet

Gerbrandskolen er opført i perioden fra 1947-1952. Skolen er opført i dansk funktionalistisk tradition med store vinduespartier, lys og luft. Skolens 2 hovedfløje er i 3-4 etager, mens sidefløjene med blandt andet gymnastiksale er i en etage. 

 

Der er siden skolens opførelse sket forholdsvis få ændringer i skolens fysiske struktur. Den tidligere skolebetjentbolig anvendes i dag til skolebetjentkontor og til sundhedspersonale. I 1996 er der indrettet nye faglokaler til fysik og natur. Som en fritliggende bygning, der føjer sig pænt til det samlede bygningskompleks, ligger en fritidshjemsbygning i 2 etager. Bygningen, der er taget i brug for 3-4 år siden, rummer et selvstændigt fritidshjem, der betjener Gerbrandskolen.

 

Den fysiske struktur for skolen indebærer mulighed for teamdannelse blandt lærerne, fleksibilitet og mere gruppearbejde i undervisningen. Skolens organisering vil i fremtiden bygge på en indskolingsdel, et mellemtrin og en udskolingsdel.

 

Det er ikke muligt at opfylde plangrundlaget til en 3 sporet skole i de eksisterende bygninger. Det er således nødvendigt via tilbygninger at udvide det samlede areal.

 

Med helhedsplanen udvides skolen fra 2 til 3 spor (med mulighed for udvidelse til 4 spor på sigt, idet der senere om nødvendigt kan fortages yderligere tilbygning på skolens nordside). Skolen har i dag en række uhensigtsmæssigt udnyttede lokaler, som ved ombygning vil kunne anvendes langt mere fleksibelt.

 

Udvidelsen af skolen til 3 spor sker dels ved ombygning indenfor de eksisterende rammer, dels ved nybyggeri i form af to tilbygninger i  henholdsvis 1 etag e og 3 etager.

 

Tilbygningen i 3 etager er på 433,5 m2. Den placeres midt i skolen som en forlængelse mod syd af den ene hovedfløj. Tilbygningen skal anvendes til pædagogisk servicecenter i to etager og til faglokaler.

 

Tilbygningen i én etage er på 73,5 m2. Den placeres som en forlængelse mod nord af den anden hovedfløj og skal anvendes i forbindelse med indskolingen.

 

Helhedsplanen indeholder endvidere flytning af den eksisterende tandklinik, som samtidig udvides fra 1 til 4 stole. Endvidere etableres lokaler til bespisning. De eksisterende lokaler, som bliver berørt af helhedsplanen vil blive istandsat. Der etableres nye toiletter på hver etage svarende til skolens udvidelse. Der er i helhedsplanen afsat et mindre beløb til udvikling af skolens udearealer.

 

Den samlede forventede udgift til helhedsplanens gennemførelse er 35,5 mio. kr. ved  byggeindeks 173.

 

Beskrivelse af de enkelte etageplaner

Kælder

I kælderetagen inddrages rum til køleskabe mv. i forbindelse med etablering af bespisningsordning. Der etableres ny elevator, der forbinder samtlige etager.

 

Stueetage

I stueetagen omdannes det eksisterende køkken med spisesal til et nyt hjemkundskabslokale. Det tidligere skolebad er ombygget til henholdsvis nyt musiklokale og nyt skolebetjentkontor. Mod nordvest etableres en tilbygning i 1 etage, der indrettes fleksibelt til brug som indskolingsværksted. Mod syd etableres en tilbygning i 3 etager. Stueetagen i denne tilbygning skal rumme en del af et nyt pædagogisk center. I stueetagen etableres endvidere bespisningsordning.

 

1.      sal.

På 1. sal i den nye tilbygning mod syd indrettes den anden halvdel af det pædagogiske center. 1. salens østlige klassefløj rummer i dag en række edb-lokaler. Disse kan med etableringen af det pædagogiske servicecenter indrettes til basislokaler og grupperum. I det eksisterende sløjdlokale og det eksisterende personale-rygerum  etableres  nye basislokaler og grupperum. Personale-rygerummet indrettes i det nuværende bibliotek på 1. sal.

 

2.      sal.

På 2. sal i den nye tilbygning mod syd indrettes nye faglokaler til sløjd og billedkunst med fleksibel indretning.  Den østlige klassefløj indrettes som på 1. sal til basislokaler og grupperum.

 

3.      sal

3. salen indrettes som udskolingsafsnit for 9. klassetrin tæt ved de eksisterende faglokaler. Det eksisterende hjemkundskabslokale indrettes til basislokaler og grupperum. Den eksisterende tandklinik med 1 stol indrettes til sundhedsområde med faciliteter til tale– og hørepædagog samt til skolepsykolog og -læge.

 

4.      sal

Den eksisterende tandklinik flyttes fra 3. sal., og der etableres en ny tandklinik med 4 stole samt ny elevator, der kan betjene de øvrige etager. Der etableres 6 store kviste, idet tagetagen i dag henligger delvist som loftsrum med utilstrækkelig rumhøjde.

 

Tidsplan

Under forudsætning af de fornødne godkendelser kan udarbejdelsen af et projektforslag påbegyndes i efteråret 2003. Der træffes i første omgang alene beslutning om udarbejdelse af projektforslag.

 

Gennemførelsen af helhedsplanen er opdelt i 5 etaper, og byggeriet forventes at strække sig over 4-5 år. Helhedsplanen medfører ændringer over det meste af skolen og vil derfor ikke kunne gennemføres i sin helhed uden, at undervisningen påvirkes. I det videre arbejde vil forvaltningen i samarbejde med skolen tilrettelægge udbygningen, så generne bliver så små som mulige.

 

En mere nøjagtig tidsplan og etapedeling for byggeriet vil foreligge, når projektforslaget for udvidelsen af skolen er udarbejdet.

 

 

Økonomi

 

De samlede udgifter til udarbejdelse af et projektforslag til udvidelse af Gerbrandskolen er 2,05 mio. kr. Heraf forventes 0,4 mio. kr. anvendt i 2003 og 1,65 mio. kr. i 2004.

 

Der kan anvises dækning for de samlede udgifter på i alt 2,05 mio. kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets bevilling konto 3.01.3, rådighedsbeløb til Folkeskoler Anlæg.

 

Den anslåede udgift til gennemførelse af helhedsplanen fra 2 til 3 spor udgør 35,5 mio. kr. (ved byggeindeks 173) inklusive undervisningsmidler, inventar og omkostninger.

 

 

Miljøvurdering

 

Udbygningen sker ved en kombination af forbedret udnyttelse af eksisterende bygninger samt ved nybyggeri; en tilbygning på 3 etager og en mindre tilbygning i 1 etage.

 

Ombygningerne har ingen særlige miljømæssige konsekvenser. Skolens nuværende øverste delvist ubenyttede etage inddrages til tandlægeklinik, hvilket øger udnyttelsen uden væsentlige miljømæssige omkostninger.

 

De nye bygninger bygges efter tidssvarende principper for indeklima og varmeisolering. Placeringen af tilbygningerne sker i skolegården. Skolens grønne arealer påvirkes ikke. 

 

Der forventes ingen specielle problemer ved eventuel fjernelse af forurenet jord.

 

Byggeriet gennemføres i øvrigt i henhold til kommunes krav om "Miljøorienteret byfornyelse".

 

 

Høring

 

Helhedsplanen er lavet i samarbejde med skolens byggeudvalg. Der vedlægges høringssvar fra skolebestyrelsen af 13. september 2002, hvoraf det fremgår, at bestyrelsen godkender helhedsplanforslaget og foreslår, at planen hurtigst muligt sættes i værk. Skolebestyrelsen har oplyst over for forvaltningen, at godkendelsen af forslaget til helhedsplan fortsat står ved magt.

 

Bestyrelsen understreger i sit høringssvar, at man betragter planen som en minimalløsning. I den forbindelse peges på behovet for forbedring af de fysiske rammer og lysforhold, opsætning af akustiklofter, etablering af flere grupperum, indretning af fleksible klasseværelser, forbedring af udearealer, udvidelse af fællesarealer til spisning og leg samt en generel forbedring og modernisering af skolen. Endelig ønsker bestyrelsen en ændret etapedeling.

 

Etapedelingen vil i.f.m. det videre arbejde blive drøftet nærmere med bestyrelsen. Der er i den sammenhæng  brug for bl.a. at sikre, at der så hurtigt som muligt skaffes den fornødne kapacitet, hvilket bestyrelsens forslag ikke umiddelbart lever op til. Endvidere peger bestyrelsen i høringssvaret på, at helhedsplanen ikke længere indeholder en forøgelse af arealet i sydfløjen. Det er korrekt, at der tidligere i arbejdet med forslaget til helhedsplan har været lagt op til en udvidelse af sydfløjen ved at rykke facaden en ½ meter ud. Denne løsning er imidlertid udeladt af tekniske og økonomiske grunde i den nu fremlagte plan.

 

Det skal i øvrigt generelt understreges, at helhedsplanen bygger på de principper for udbygning, som blev vedtaget med Perspektivplan 2000. Af disse principper fremgår det, at der kun i begrænset omfang foretages modernisering af fagområder, udearealer og lokaler, som berøres af en udbygning. Modernisering og ombygning mm. i det omfang, som bestyrelsen lægger op til, ligger derfor væsentligt over den standard, der har været udgangspunktet for udbygningen af kommunens øvrige skoler.

 

I helhedsplanforslaget er der i overensstemmelse med de fastlagte principper etableret grupperum i tilknytning til basislokalerne. Endvidere er faglokaler og de lokaler, som knytter sig til indskolingsområdet indrettet med fleksible anvendelsesmuligheder, ligesom der er afsat et mindre beløb til indretning af udearealerne.

 

 

BILAG VEDLAGT

 

·        Bilag 1: Høringssvar fra skolebestyrelsen på Gerbrandskolen

·        Bilag 2: Ekstrakt af helhedsplanen for Gerbrandskolen inklusive tegningsmateriale som situationsplan og etageplaner

 

 

 

 

Peter Rasmussen

 

Jørn Larsen

 

 

 

 


Til top