Evaluering af praksis vedr. angivelse af enhedspriser mv. i indstillinger til fagudvalg, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Indstilling og beslutning
- at evalueringen af praksis vedr. angivelse af enhedspriser mv. tages til efterretning.
- at det på baggrund af evalueringen af brugen af enhedspriser godkendes, at indstillinger til fagudvalg, Økonomiudvalg og Borgerrepræsentationen fortsat indeholder oplysninger om antal brugere, enhedspriser samt benchmark med landstal.
(Økonomiudvalget)
Problemstilling
Den 23. september 2010 besluttede Borgerrepræsentationen, at indstillinger til fagudvalg, Økonomiudvalg og Borgerrepræsentationen pr. 1. november 2010 skal indeholde relevante oplysninger om antal brugere, enhedspriser samt benchmark med landstal. I forbindelse med beslutningen blev det yderligere besluttet, at den nye praksis skal evalueres, således den kan forelægges Økonomiudvalget inden udgangen af september 2011.
Løsning
Overordnet er det Økonomiforvaltningens vurdering, at den nye praksis sikrer, at beslutningsgrundlaget belyses bedre i de indstillinger, hvor det har været relevant at påføre antal brugere, enhedspriser og sammenligne med landstal. Vurderingen af et mere belyst beslutningsgrundlag i indstillingerne baserer Økonomiforvaltningen blandt andet på følgende forhold:
- Omfanget af indsatsen i en given indstilling fremstår klart ved at forholde den til antallet af brugere, som berøres af en given indstilling. Dette sikrer et fokus på målgruppen for indsatsen og antallet, som berøres af indsatsen, hvilket kvalificerer beslutningsgrundlaget. Til eksempel fremgik det i Borgerrepræsentationens behandling af indstilling den 16. december 2010 vedr. Anlægsbevilling til igangsætning af 12 skolespor, at indsatsen (byggearbejderne) vedrører 2.600 børn, herunder forældre, og lærere samt pædagoger.
- Påtegnelse af enhedspriser giver et særligt fokus på value-for-money. Ved konstant at forholde pris per enhed i indstilillingerne fastholdes fokus på konsekvenser af de økonomiske dispositioner. Til eksempel fremgik det af Borgerrepræsentationens behandling af indstilling den 2. december 2010 vedr. Anlægsbevilling til etablering af udflytterpladser i Kobbelvænget, at driftudgifterne beløber sig på 11 % mere sammenlignet med gennemsnitlige institutioner. Dette skyldes ifølge Børne- og Ungdomsforvaltningen primært, at Kobbelvænget består af udflytterinstitutioner med ekstra udgifter til buskørsel, vedligehold af opsamlingssted mv.
- Endelig giver sammenligningen med landstal i forhold til eksempelvis prisen på en ydelse eller prisen på en indsats overfor en målgruppen sagerne et nyt perspektiv i form af både besparelses- og effektiviseringspotentiale. Således sikrer kravet om benchmark, at forvaltningerne er bevidste om andre kommuners priser og takster, hvilket tydeliggør områder, hvor det er muligt at hente besparelser og effektiviseringer på servicen. Til eksempel viste en sammenligning med 6-byerne i indstilling til Borgerrepræsentationen den 31. marts 2011 vedr. Træplantninger, at der var større prisudsving ved træbeplantning i gader imellem byerne og deraf et potentielt besparelsespotentiale.
Implementeringen af den nye praksis vedr. angivelsen af de nye oplysninger har krævet et særligt fokus i alle forvaltninger. Det er dog Økonomiforvaltningens vurdering, at der fortsat er behov for fokus på forvaltningernes angivelse af antal brugere, enhedspriser og benchmark.
På baggrund af ovenstående vurderer Økonomiforvaltningen, at den nye praksis er med til at sikre oplyste beslutningsgrundlag for fagudvalgene, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Samtidig vurderer Økonomiforvaltningen, at der stadig er behov for at opretholde et fokus på praksissen for angivelse af de nye oplysninger. I den forbindelse er det økonomiforvaltningens vurdering, at fokus på enhedspriser bidrager til styrket økonomistyring og til større oplysning af beslutningsgrundlaget i Københavns Kommune, og dermed er i tråd med hensigterne i initiativerne om styr på økonomien. Derfor er det forvaltningens indstilling, at praksis opretholdes, og at der fortsat rettes fokus herpå i forvaltningerne.
Økonomi
Videre proces
Claus Juhl Bjarne Winge
Oversigt over politisk behandling
- at evalueringen af praksis vedr. angivelse af enhedspriser mv. tages til efterretning.
- at det på baggrund af evalueringen af brugen af enhedspriser godkendes, at indstillinger til fagudvalg, Økonomiudvalg og Borgerrepræsentationen fortsat indeholder oplysninger om antal brugere, enhedspriser samt benchmark med landstal.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 27. september 2011
Indstillingen blev anbefaletBeslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.