Mødedato: 13.10.2011, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Sundheds- og Omsorgsudvalgets studietur 2011 til Holland

Sundheds- og Omsorgsudvalgets studietur til Holland den 14.- 16. november 2011.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

  1. at Borgerrepræsentationen anmoder Sundheds- og Omsorgsudvalgets medlemmer om at deltage i udvalgets studietur til Holland fra den 14. til den 16. november 2011.                                                                          

                                                                        (Borgmesteren for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen)

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsudvalget vedtog på udvalgsmøde den 23. juni 2011 at tage på studietur til Holland fra den 14. til den 16. november 2011 om temaet: ”Sundhedsfremme og forebyggelse”.

Udbetaling af udgiftsgodtgørelse samt eventuel erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste til deltagerne kan kun ske, hvis Borgerrepræsentationen anmoder Sundheds- og Omsorgsudvalgets medlemmer om at deltage i studieturen, jf. Lov om kommunernes styrelse.

Løsning

Formålet med studieturen er at se på konkrete initiativer, der kan anvise nye handlemuligheder for Københavns Kommune inden for sundhedsfremme og forebyggelse.  

Holland har i de senere år markeret sig internationalt på sundhedsområdet. Storbyer som Amsterdam, Utrecht og Rotterdam har igangsat en række interessante sundhedsfremmende og forebyggende tiltag. Dette skal ses i lyset af, at de har stået over for nogle af de største udfordringer i Europa med lav beskæftigelse, lavt uddannelsesniveau og flere socialt belastede boligområder - og et deraf stigende pres på social- og sundhedssektoren.

Holland har derfor målrettet sigtet mod nye løsninger, som kan sikre, at alle hollændere har muligheder for at leve et sundt og aktivt liv.

Studieturen vil lægge vægt på at besøge konkrete projekter, der søger at mindske uligheden i sundhed. Projekter, der på forskellig vis motiverer børn og voksne til en sundere livsstil.

I Holland vil det endvidere være muligt at besigtige bydele, hvor udviklingen finder sted med tanke på sundt bydesign. Arkitekter og byplanlæggere har fokus på at skabe attraktive rammer for byens borgere, så leg og bevægelse opstår som en mere naturlig del af hverdagen. Samtidig arbejdes der med at nybyggeri tilpasses de lokale behov i området.

Forudsat at Borgerrepræsentationen godkender Sundheds- og Omsorgsudvalgets anmodning om deltagelse i studieturen ydes udgiftsgodtgørelse og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter gældende regler.

Sundheds- og Omsorgsborgmesteren indstiller derfor, at Borgerrepræsentationen anmoder Sundheds- og Omsorgsudvalgets medlemmer om at deltage i studieturen i ovennævnte periode.

Økonomi

Udgifterne til studieturen afholdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets ramme.

Videre proces

-

 

            Ninna Thomsen

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 13. oktober 2011

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top