Medlemsforslag om at Københavns Kommune udvikler en sammenhængende tryghedspolitik

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 13. oktober 2005

 

 

BR 566/05

Medlemsforslag om at Københavns Kommune udvikler en sammenhængende tryghedspolitik

Medlemsforslag om at Københavns Kommune udvikler en sammenhængende tryghedspolitik

 

 

(Stillet af Per Bregengaard og Mikkel Warming (Ø)):

Forslag om,

at Københavns Kommune udvikler en sammenhængende tryghedspolitik med følgende indhold:

·         en indsats for at udvikle selvkontrol, konflikthåndtering og mægling

·         en indsats for mere effektive former for resocialisering

·         hurtige og kontante reaktioner på kriminalitet

·         en indsats for et bedre og tryggere fysisk miljø i byen,

samt at Økonomiforvaltningen i samarbejde med de øvrige forvaltninger udarbejder et forslag til tryghedspolitik  - udarbejdelsen forudsættes finansieret indenfor udvalgenes budgetrammer.

 

 

INDSTILLING

(Stillet af Per Bregengaard og Mikkel Warming (Ø)):

 

Forslag om,

 

at Københavns Kommune udvikler en sammenhængende tryghedspolitik med følgende indhold

 

·         en indsats for at udvikle selvkontrol, konflikthåndtering og mægling

·         en indsats for mere effektive former for resocialisering

·         hurtige og kontante reaktioner på kriminalitet,

·         en indsats for et bedre og tryggere fysisk miljø i byen,

 

samt at Økonomiforvaltningen i samarbejde med de øvrige forvaltninger udarbejder et forslag til tryghedspolitik  - udarbejdelsen forudsættes finansieret indenfor udvalgenes budgetrammer.

 

Motivering:

København er en tryg og god by at bo, leve og arbejde i. Men det skal blive bedre. De fleste af os går gennem livet i byen uden at på noget tidspunkt at blive overfaldet eller truet. Men nogle føler sig alligevel utrygge visse steder, eller i visse situationer i byen.

 

En væsentlig kilde til utryghed blandt københavnere - børn, unge, voksne og ældre - er frygten for overfald, forulempelse og truende adfærd udøvet af store børn eller unge, der ofte betragtes som socialt udsatte, betegnes som utilpassede og som "den hårde kerne af 2. generation af indvandrere og flygtninge". I øvrigt en mærkværdig betegnelse, for hvem vil kalde rockerne den hårde kerne af danskere.

 

Følelsen af utryghed varierer fra person til person, skifter uden tvivl fra tid til anden og er båret af egne grimme erfaringer eller af fortællinger, rygter o g myter i omløb og af mediebårne begivenheder og budskaber. Følelsen af utryghed bygge på både rationelle og irrationelle elementer.

 

Et eksempel :

I 2002 gennemførte CASA en spørgeskemaundersøgelse blandt elever i 4.-9. klasse på 5 skoler i Valby og Kongens Enghave (Claus Syberg Henriksen: "Kriminalitet blandt børn og unge i Valby og Kongens Enghave - ofre og anmeldelser" CASA, august 2002). Ifølge undersøgelsen har godt hver tredje elev været udsat for en eller anden form for kriminalitet inden for det seneste år. Heraf har halvdelen været udsat for flere hændelser. Det er ifølge rapporten ikke en stor hyppighed - faktisk i underkanten set forhold til andre undersøgelser.

 

Uanset dette, finder Enhedslisten det uacceptabelt, at så mange elever har været udsat for en eller anden form for kriminalitet.

 

Mange af de tiltag kommunen har igangsat virker faktisk. F.eks. viser kriminalitetsstatistikken et markant fald i antallet af sigtelser mod børn og unge under 18 år på indre Nørrebro,

 

Det ænder ikke ved, at der er behov for en samlet politik for øget tryghed i København. Enhedslisten foreslår, at København skal udvikle en politik for øget tryghed, bl.a. bestående af

·         en indsats for at udvikle selvkontrol, konflikthåndtering og mægling

·         en indsats for mere effektive former for resocialisering

·         hurtige og kontante reaktioner på kriminalitet

·         en indsats for et bedre og tryggere fysisk miljø i byen

 

Utryghed giver uanset alder dårlig livskvalitet og er derfor et politisk anliggende. Den politiske misbrug af utryghed er i høj grad dagsordensættende. Frygten  har været udnyttet til en unødig brutalisering af politik retorisk og i praksis med både manglende effekt og yderligere udstødelse til følge.

 

Konsekvens, 0-tolerence og straf er i brug som vigtige nøgleord i bekæmpelse af  overfald, forulempelse og truende adfærd. Det kan være nyttige midler, hvor de er effektfulde og velegnede, men det er denne magtdemonstration absolut ikke altid.

 

Virker det, at meget vanskelige unge udsættes for konsekvens, 0-tolerence og straf? Mindreværdsfølelsen og aggressivitet vil være resultatet, forringe kontaktmulighederne og fremme endnu mere utrygskabende adfærd. Hvordan man i en given situation skal handle i forhold til et barn eller en ung kræver altid en pædagogisk - måske ligefrem en psykologisk - vurdering.

 

I forlængelse heraf må man spørge, om det er en særlig god idé at hjemsende en elev op til en uge, hvis vedkommende har vanskeligt med at forlige sig med skolen og lejlighedsvis pjækker. Er det en god og givtig straf at overlade ham til gaden og måske magtesløse forældre? Når vi f.eks. vil have de vanskelige unge ind i klubberne, gælder det om at finde et balancepunkt for rummeligheden, uden at det er ødelæggende for andre, frem for udelukkelse på grund af dårlig opførsel ved først givne lejlighed.

 

I stedet for at lægge vægten på straf vil Enhedslisten lægge mere vægt på forebyggelse af overfald, forulempelse og truende adfærd.

 

Selvkontrol, konflikthåndtering og mægling

Skoler, fritidsinstitutioner, klubber og foreninger skal være mere integrerende og rummelige og orienteret mod socialt udsatte børn og unge. Det gælder i deres aktiviteter og tilbud, f.eks. om småjob og lommepengeprojekter. Det gælder i udvikling af ansvar og medbestemmelse. Det gælder i prioriteringen af det socialt opsøgende arbejde på gadeplan og i forhold til familierne. Mere tid til skole-hjem-samarbejde og udstationering af socialrådgivere på skolerne  kan også være virkningsfulde tiltag.

 

For de unge, som forlader skolen, skal der være nem og lige adgang til en erhvervsmæssig uddannelse. Kommunen skal øge antallet af uddannelsespladser i sine forvaltninger og ved at stille krav til virksomheder, kommunen har indflydelse på bl.a. i forbindelse med anlægsopgaver og indkøbsordninger, jf. Enhedslistens medlemsforslag om "Partnerskaber om uddannelse" (BR 112/04). Adgangen til en erhvervsmæssig uddannelse og arbejdsmarkedet lettes for de mest socialt udsatte gennem udbygning af mentorordningerne.

 

Medarbejdere og frivillige i socialt opsøgende arbejde, vejledning, skoler, fritidsinstitutioner, klubber og foreninger skal uddannes i bedre at kunne håndtere børn og unge med adfærds-, trivsels- og kontaktproblemer, og  børn og unge skal integreret i undervisning og fritidsaktiviteter uddannes i selvkontrol, konfliktdæmpning og - håndtering. Det gælder alt fra grim sprogbrug og mobning i skolegården til at klare en ophidset situation på sportspladsen.

 

I nogle tilfælde kan etablering af mægling og konfliktråd være givtig, således at børns og unges konflikter ikke "stjæles" fra dem: Børn og unge skal være aktive parter i løsningerne.

 

Hurtige og kontante reaktioner på kriminalitet

Det er vigtigt at sætte en effektiv stopper for børn og unges alvorlige asociale adfærd og kriminalitet. Langtrukken sagsbehandling på lokalcentrene og hos politiet og lange ventetider på afsoning af straf kan forklares ved manglende ressourcer, men er langt væsentligere for systemets fallit end påstande om blødsødenhed over for alvorlig asocial adfærd og kriminelle unge.

 

Begrebet kriminalitet dækker over meget forskellige handlinger, som har behov for meget forskellige sanktioner.

 

Enhedslisten tror mere på bevidstgørelse og konfliktløsning gennem et møde mellem udøver og offer er midler, som skal bruges som et konkret alternativ til kun at bruge advarsler, betingede domme og betaling af bøde eller afsoning. Enhedslisten vil gerne skærpe sanktionerne for at gå med kniv eller andre våben, for alvorlige trusler og for personvold, hvis sanktionerne vel at mærke udvides. De traditionelle strafformer ønsker vi udvidet med meningsfuld og resocialiserende samfundstjeneste eller forpligtede fritids-, uddannelses- og arbejdstilbud forbundet med en relevant støttende indsats.

 

Isolation af unge i kriminelle miljøer, hvad enten det er i fængsler eller ungdomssanktion, er generelt set det  dårligste "tilbud" om behandling af kriminalitet. - Men det kan være den eneste mulighed for at beskytte borgerne imod den destruktive og livsfarlige adfærd. - Det er et usundt og brutalt miljø, og generelt betragtes en udmålt straf som en art betaling for den kriminelle handling. Det er langt fra det bedste udgangspunkt for en positiv personlig udvikling. Vi tror ikke, at der kalkuleres med straflængde i affektprægede handlinger, men det kan være tilfældet, hvor der er tale om planlagte berigelsesforbrydelser. Mange har dog en skæbnetro: Enten er man heldig eller uheldig, sådan er livet.

 

I 2005 har Socialforskningsinstituttet evalueret ungdomssanktionen, der blev indført i 2001 som et alternativ til ubetinget fængselsstraf for unge mellem 15 og 17 år. (Lene Kofoed Rasmussen m.fl.: "Ungdomssanktionen i kvalitativ belysning". Socialforskningsinstituttet 2005). Der er tale om en opstramning i form af en toårig dom, der kan anvendes i stedet for ubetingede domme fra 30 dage til 1½ år.

 

Dommen afvikles som udgangspunkt i tre faser henholdsvis på sikret institution, på åben institution  eller socialpædagogisk opholdssted og i ambulant behandling. Kommunen kan vælge at se bort fra dommens tidsangivelse af faserne, hvis det er hensigtsmæssigt, men i praksis synes det ikke at være tilfældet. Generelt er de unge vrede over at få en toårig dom, som er længere end den ubetingede straf, de ellers ville have fået. Vreden rettes i høj grad mod sagsbehandlerne og deles i høj grad af familien.

 

Evalueringen kritiserer ungdomssanktionen for usammenhængende handleplaner og opsplittede forløb og uden særlig mange behandlingstiltag. For de unge, som har forholdsvis mange ressourcer og ikke er grundlæggende personligt belastede af dårlig familiebaggrund, misbrugsproblemer eller psykiske problemer, ser institutionsanbringelse ifølge rapporten ud til at være direkte uhensigtsmæssig. Over for disse unge forekommer mere direkte integrerende foranstaltninger i lokalområdet og løsninger baseret på familieinddragelse at være mere meningsfulde.

 

Institutionsanbringelse forekommer ifølge evalueringen heller ikke altid at være den rette løsning for de unge, som har tungere problemer og en familiebaggrund, der er belastet af brud og opløsning. Disse unge ser ikke ud til at være i gang med resocialisering efter ungdomssanktionens ophør, og der er behov for at sikre, at der sker en fortsat indsats med kontinuitet i forhold til ansvarshaverne.

 

Skab fælles værdier

Det drejer sig om i undervisning, børne- og fritidsaktiviteter og kulturoplevelser at fremme et godt mellemmenneskeligt, kulturelt og politisk klima præget af åbenhjertighed, rummelighed og tolerance og byggende på fælles grundlæggende værdier som menneskerettighederne, den demokratiske dialog og solidariteten. En sådan indsats vil være fremmende for alles selvværd og vil udvikle alle københavneres evne til at  bevæge sig på tværs af de forskellige kulturer, som lever i byen, hvilket i sig selv er befordrende for indsatsen. 

 

Et bedre og tryggere fysisk miljø i byen

Der skal etableres en markant indsats i forhold til det fysiske miljø, så  det opleves venligt og imødekommende. Det drejer sig om pladser og rekreative arealer, der har præg af anonymt ingenmandsland, til bredt tiltrækkende og anvendelige rum for gående og cyklende, for udfoldelse og til ophold. Det kan dreje sig om ændret belysning, skabelse af indblik eller intimitet afhængig af områdets karakter – ja, sågar et sted at sidde uden at skulle betale.

 

En sammenhængende tryghedspolitik inddrager mange politikområder og indsatser. Mange er allerede velbeskrevne, og nogle er velfungerende. Alligevel kan det være nyttigt at betragte og udvikle dem i præcis denne sammenhæng.