Lokalplantillæg til "Holmen II" og Kommuneplantillæg
Lokalplantillæg til "Holmen II" og Kommuneplantillæg
Borgerrepræsentationen
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde onsdag den 13. juni 2001
Nr. 13 BR 259/01. Lokalplantillæg til "Holmen II" og Kommuneplantillæg
Indstilling om, at forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 331 "Holmen II" med tilhørende tillæg til kommuneplan 1997 vedtages med henblik på fælles offentliggørelse, at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder (eksklusive juli måned), at offentliggørelse af lokalplanforslaget med tilhørende kommuneplantillæg udover i områdets lokalaviser også annonceres i dagspressen, samt at vedtage den foreslåede dialogstrategi bestående af en hjemmeside for planen, en lokal udstilling samt et borgermøde.
(Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
Indstillingen blev godkendt.
Dansk Folkeparti tager forbehold. Der er mange fornuftige initiativer i lokalplanen, og Dansk Folkeparti kan også meget klart støtte etableringen af Operahuset og påskønner A. P. Møllers gave.
Dansk Folkeparti er dog modstander af, at et nyt Kongeligt Teater, som i en tid med store besparelser overfor de ældre, er et uheldigt signal, idet der bruges næsten 1 milliard kr. på noget, der godt kan undværes – også set i lyset af, at operaen flyttes ud, og at der dermed må siges at være tilstrækkeligt plads til de øvrige kunstarter i det nuværende Kongelige Teater.
Dansk Folkeparti er desuden skeptisk overfor, om de nødvendige antal parkeringspladser er til stede til brug for operagæsterne. I den forbindelse skal der gøres opmærksom på, at parkeringspladser på Kvæsthussiden til operaens gæster ikke er brugbare for alle, idet ikke alle vil acceptere at skulle passere gående over Københavns Havn på alle tider af året med risiko for snevejr, regn og blæst.
Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre tog forbehold og ønskede i henhold til Planlovens § 24, stk. 2, en kort begrundelse for forbeholdet optrykt i forbindelse med offentliggørelsen. Fristen for aflevering af begrundelsen blev fastsat til mandag den 18. juni 2001, kl. 12.00.