Lokalplanforslag "Østamagerbanen" og Kommuneplantillæg
Lokalplanforslag "Østamagerbanen" og Kommuneplantillæg
Borgerrepræsentationen
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde onsdag den 13. juni 2001
Nr. 11 BR 268/01. Lokalplanforslag "Østamagerbanen" og Kommuneplantillæg
Indstilling om, at lokalplanforslag for "Østamagerbanen" med tilhørende kommuneplantillæg 1997 vedtages med henblik på fælles offentliggørelse, at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder (eksklusive juli måned), at offentliggørelse udover i områdets lokalaviser også annonceres i dagspressen, samt at vedtage den foreslåede dialogstrategi bestående af hjemmeside for planen, en lokal udstilling samt et borgermøde i samarbejde med HUR og Ørestadsselskabet.
(Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
Et af Enhedslisten stillet ændringsforslag om, at Metroen på Østamager nedgraves i hele sin længde i Københavns Kommune, blev forkastet med 30 stemmer imod 10.
For stemte Ø, B og L.
Imod stemte A , V, C, P, D, Lubna Elahi (UP) og Aage B. H. Pedersen (UP).
Undlod at stemme: F og O.
Herefter blev indstillingen godkendt uden afstemning.
Dansk Folkeparti er enig i, at det vil være glimrende, hvis Metroen kunne nedgraves i hele sin længde.
Det ville sikre færrest mulige gener for borgerne. Det ville være behageligt, at støj og trafik kunne komme ned under jorden.
Desværre er det ikke en realistisk mulighed, da økonomien ikke er til det, og de berørte parter ikke har ønsket at bevilge de nødvendige midler.
Socialdemokratiet, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre tog forbehold og ønskede i henhold til Planlovens § 24, stk. 2, en kort begrundelse for forbeholdet optrykt i forbindelse med offentliggørelsen. Fristen for aflevering af begrundelsen blev fastsat til mandag den 18. juni 2001, kl. 12.00.