"Dogme 2000"
"Dogme 2000"
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 13. juni 2001
BR 262/01
"Dogme 2000"
"Dogme 2000"
Indstilling om, at kommunen tiltræder samarbejdsaftalen om "Dogme 2000 for kommuner og miljø", at puljen på 5 mio. kr. under Miljøkontrollen i budget 2001 til oprustning af miljøindsatsen udmøntes som en driftsbevilling på 1 mio. kr. til kommunens medlemskab af "Dogme 2000", revision og koordinering, en driftsbevilling på 2 mio. kr. til et projekt vedrørende omstilling til økologiske fødevarer og en pulje på 2 mio. kr. til miljøcertificering af kommunen, der udmøntes af Økonomiudvalget efter indstilling fra Miljø- og Forsyningsudvalget på baggrund af ansøgninger fra forvaltninger og bydele, samt at Miljø- og Forsyningsudvalget indstiller en repræsentant til styregruppen for "Dogme 2000".
(Miljø- og Forsyningsudvalget)
(Økonomiudvalgets beslutning eftersendes)
INDSTILLING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at kommunen tiltræder samarbejdsaftalen om "Dogme 2000 for kommuner og miljø",
at puljen på 5 mio. kr. under Miljøkontrollen i budget 2001 til oprustning af miljøindsatsen udmøntes som
- en driftsbevilling på 1 mio. kr. til kommunens medlemskab af "Dogme 2000", revision og koordinering,
- en driftsbevilling på 2 mio. kr. til et projekt vedrørende omstilling til økologiske fødevarer og
- en pulje på 2 mio. kr. til miljøcertificering af kommunen, der udmøntes af Økonomiudvalget efter indstilling fra Miljø- og Forsyningsudvalget på baggrund af ansøgninger fra forvaltninger og bydele,
at Miljø- og Forsyningsudvalget indstiller en repræsentant til styregruppen for "Dogme 2000".
Endvidere indstiller Miljø- og Forsyningsforvaltningen, at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender
at en tilsvarende ændring af puljen til oprustning af miljøindsatsen indarbejdes i udvalgets bidrag til budget 2002.
Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 22. maj 2001
Tiltrådt.
Helle Sjelle (C) og Preben Bille-Brahe (V) tog forbehold.
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form."
Økonomiudvalgets beslutning den 12. juni 2001
RESUME
Albertslund Kommune tog i 1999 initiativ til "Dogme 2000 for kommuner og miljø". Formålet med "Dogme 2000" er at etablere et tæt og forpligtende samarbejde mellem kommuner, som vil gøre en ekstraordinær indsats for miljøet. Ved at tiltræde samarbejdsaftalen om "Dogme 2000" forpligter Københavns Kommune sig til at opfylde målene i "Dogme 2000", og som medlem gennemføre en årlig revision.
I "Dogme 2000" fastsættes konkrete mål for de deltagende kommuners miljøarbejde. Der findes ingen tidsfrist for hvornår målene skal være opfyldt. Det afgørende er derfor, at man indleder en proces i retning af at kunne nå målene.
De tre dogmer er:
Dogme 1: Menneskets miljøpåvirkninger skal måles.
Dogme 2: Der skal udarbejdes en plan for forbedring af miljøet, også kaldet en Agenda 21, og det offentlige skal gå forrest.
Dogme 3: Miljøarbejdet skal forankres.
Såfremt kommunen ikke arbejder målrettet med at efterleve kravene indeholdt i "Dogme 2000", kan kommunen blive ekskluderet af samarbejdet.
På baggrund af ovenstående har Miljø- og Forsyningsforvaltningen i samarbejde med Økonomiforvaltningen udpeget de opgaver, som specielt vil kræve en yderligere indsats og yderligere ressourcer ved tiltrædelsen af samarbejdet.
Disse er: a) medlemskab, revision og koordinering af "Dogme 2000", b) udarbejdelse af Lokal Agenda 21 planer og udvikling af miljøindikatorer, c) indførelse af økologiske fødevarer, miljøstyring/certificering m.v. i forvaltningerne, d) forankring af miljøarbejdet hos borgere og virksomheder.
"Dogme 2000" vil omfatte alle forvaltninger, specielt i forhold til konkrete mål om økologiske fødevarer og miljøstyring/certificering. På baggrund heraf vurderer Miljø- og Forsyningsforvaltningen samt Økonomiforvaltningen, at det vil blive nødvendigt at udarbejde et grønt budget, hvori de enkelte forvaltninger fastlægger deres miljømål og indsats i overensstemmelse med Københavns Kommunes overordnede målsætning. Miljø- og Forsyningsforvaltningen vil sammen med Økonomiforvaltningen udarbejde et forslag hertil.
Der er afsat en pulje på 5 mio. kr. i budget 2001 til oprustning af miljøindsatsen. Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår, at midlerne i år og de følgende år anvendes således: Der afsættes 1 mio. kr. årligt til medlemskab af "Dogme 2000", til ekstern miljørevision og midler til koordinering af dogmeaktiviteterne i et Dogmesekretariat. Der afsættes 2 mio. kr. årligt til et konkret projekt vedrørende omstilling til økologiske fødevarer og endelig, at der afsættes 2 mio. kr. årligt i en pulje til arbejdet med miljøstyring/certificering.
Desuden har Miljø- og Forsyningsudvalget tidligere besluttet, at den merbevilling på
3 mio. kr., som er givet til Miljøkontrollen, Grønt sekretariat, bl.a. skal anvendes til arbejde, som kan indgå i Dogmeprojektet.
På baggrund af ovenstående vurderer Miljø- og Forsyningsforvaltningen, at man på tilfredsstillende vis vil kunne leve op til arbejdet med at opfylde målene i "Dogme 2000".
Det foreslås, at samarbejdsaftalen om "Dogme 2000 for kommuner og miljø" forankres i Miljø- og Forsyningsforvaltningen, Miljøkontrollen.
Endvidere skal der udpeges en politisk repræsentant til styregruppen for Dogme 2000. Det foreslås, at miljøborgmesteren udpeges til styregruppen.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Albertslund Kommune tog i 1999 initiativ til "Dogme 2000 for kommuner om miljø", jf. bilag 1. Københavns Kommune ved overborgmester Jens Kramer Mikkelsen og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard har tilkendegivet positiv interesse for projektet.
På et møde den 30. august 2000 med Albertslund og Ballerup Kommuner tilkendegav Københavns Kommune, at man er positivt indstillet overfor samarbejdet. Københavns Kommunes indmeldelse vil dog først kunne ske efter Borgerrepræsentationens tiltrædelse af medlemskab.
Efterfølgende er der i forbindelse med forliget vedrørende budget 2001 afsat en pulje på 5 mio. kr. til oprustning af miljøindsatsen. Det er forudsat, at disse midler anvendes til løsning af nogle af opgaverne, der skal gennemføres ved medlemskab af "Dogme 2000".
Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil
"Dogme 2000" for kommuner og miljø
Formålet er at etablere et tæt og forpligtende samarbejde mellem kommuner, som vil gøre en ekstraordinær indsats for at fastholde og udbygge arbejdet for en miljømæssig bæredygtig udvikling jf. bilag 1.
En forudsætning for at kunne tiltræde "Dogme 2000" er, at samarbejdsaftalen og revisionsprincipperne samtidigt vedtages af Borgerrepræsentationen. Ved tiltrædelse af samarbejdet forpligter Københavns Kommune sig til at:
- Arbejde for at opfylde målene i "Dogme 2000"
- Løbende samarbejde om nye indsatsområder
- Indstifte og uddele en lokal miljøpris
- Betale et vist beløb til afholdelse af fælles aktiviteter (medlemskab)
- Medvirke til og afholde udgifter til den årlige revision
De tre Dogmer
I "Dogme 2000" fastsættes konkrete mål for de deltagende kommuners miljøarbejde. Der findes ingen tidsfrist for, hvornår målene skal være opfyldt. Det afgørende er derfor, at man indleder en proces i retning af at kunne nå målene.
Dogme 1. Menneskets miljøpåvirkninger skal måles
Måling af miljøpåvirkningerne skal ske gennem udarbejdelse af grønne regnskaber for den geografiske enhed Københavns Kommune, herunder Københavns Kommune som virksomhed. Der måles på en lang række indikatorer. Endvidere skal det fremgå af de grønne regnskaber, hvad områdets samlede bidrag til forurening udgør.
Dogme 2. Der skal udarbejdes en plan for forbedring af miljøet: Agenda 21
En Agenda 21 plan (miljøhandlingsplan) skal omfatte det samlede lokalsamfund ligesom i grønt regnskab – altså kommunen som geografisk enhed - og skal tillige indeholde mål for ressourceforbruget og miljøbelastningen. Endelig skal den offentlige sektor påtage sig rollen som drivkraft i omstillingen til bæredygtighed ved at "feje for egen dør". De første mål herfor er, at mindst 75% af det offentlige fødevareforbrug skal være økologisk, at herbicider ikke anvendes, at kommunen skal efterleve miljømæssigt bæredygtige retningslinier inden for bygge- og anlægsområdet, at alt planarbejde har bæredygtighed som overordnet mål, og at der skal være udformet en miljømæssig, bæredygtig indkøbspolitik.
Dogme 3. Miljøarbejdet skal forankres
Forankringen af miljøarbejdet skal ske ved, at boligområder inddrages i udarbejdelsen af lokale Agenda 21´ere (lokale miljøhandlingsplaner), at erhvervslivet skal inddrages i udviklingen af et bedre miljø og endelig, at kommunens egne forvaltninger over tid miljøcertificeres og miljøarbejdet inddrages i virksomhedsplaner, personalepolitik mv.
Revision
"Dogme 2000 samarbejdet" er af meget forpligtende karakter, og der stilles krav om en årlig ekstern revision.
Gennemførelse af "Dogme 2000" i Københavns Kommune
Miljø- og Forsyningsforvaltningen vurderer, at Københavns Kommunes deltagelse i "Dogme 2000" vil betyde, at kommunens miljøarbejde vil komme ind i mere faste, og for alle forvaltninger, gennemskuelige rammer. Arbejdet med at opfylde målene i "Dogme 2000" forventes at blive en længere proces, som må tilrettelægges i etaper. Desuden kræves det, at arbejdet forankres i samtlige forvaltninger og at der suppleres med eksisterende ressourcer, specielt i Miljø- og Forsyningsforvaltningen.
Det igangsatte miljøarbejde passer ind i disse rammer. Ved tiltrædelse af "Dogme 2000" for Københavns Kommune er det nødvendigt at tage udgangspunkt i, at København er en storby, hvor der gælder særlige forhold. F.eks. har byen særlige miljøproblemer grundet den store befolkningstæthed, megen trafik og erhvervsmæssig aktivitet.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen har vurderet, hvordan "Dogme-principperne" kan implementeres i København, jf. bilag 2.
Det er specielt følgende opgaver som kræver en yderligere indsats og yderligere ressourcer i Københavns Kommune:
- Medlemskab, revision og koordinering af "Dogme 2000"
- Udarbejdelse af Lokal Agenda 21 planer og udvikling af miljøindikatorer
- Indførelse af økologiske fødevarer, miljøcertificering m.v. i forvaltningerne
- Forankring af miljøarbejdet hos borgerne
- Forankring af miljøarbejdet hos virksomhederne.
Projekt økologisk omstilling
Kravet i "Dogme 2000" er, at 75% af de fødevarer der anvendes i køkkener og kantiner i kommunen skal være økologiske. På baggrund af erfaringer fra omstillingsforsøg foreslås følgende projekt "økologisk omstilling".
Projektet skal bygge på de igangværende initiativer i forvaltningerne i kommunen og erfaringerne fra andre omstillingsforsøg i landet. Det skal løbe over en fireårig periode og indeholde en række delmål. I 2001 afsættes 2 mio. kr. til projektet og i hvert af de efterfølgende år afsættes 2 mio. kr.
Projektet skal lancere økologisk omstilling af køkkener og kantiner overfor alle institutioner i kommunen. Projektet omfatter motivering og holdningsbearbejdelse på alle niveauer: Ledelse, brugere, køkkenpersonale osv.
Der skal etableres rådgivning i køkkener. Rådgivningen skal indbefatte efteruddannelse af køkkenpersonale. Styrken ved rådgivningen skal være, at den kan målrettes mod de konkrete behov det enkelte sted.
Indenfor projektet skal der kunne gives tilskud i en omstillingsperiode til f.eks. merudgifter til råvarer i en overgangsfase, ombygning af køkkener, efteruddannelse m.m.
Omstilling i store køkkener kan kombineres med miljøstyring. Erfaringer fra andre storkøkkener, der har gennemgået tilsvarende omstilling, har vist at miljøstyring kan frigive midler til bl.a. at dække de øgede udgifter til de økologiske fødevarer.
Projektet skal styres af en gruppe sammensat på tværs af forvaltningerne, og projektet skal forankres i Miljø- og Forsyningsforvaltningen.
Pulje til miljøcertificering af kommunen
Det foreslås, at der nedsættes en arbejdsgruppe på tværs af forvaltningerne, som får til opgave at udvikle en model for, hvordan kommunen skal arbejde med miljøcer-tificering. Arbejdet skal bygge på de erfaringer, der allerede er gjort i flere institutioner.
For 2001 foreslås, at der oprettes en pulje på 2 mio. kr. Midlerne kan uddeles til de institutioner, der i 2001 ønsker at gå i gang med miljøcertificering. For 2002 foreslås, at der endvidere afsættes midler af de 2 mio. kr. til det af arbejdsgruppen fremkomne projektforslag for en model for miljøcertificering af institutioner.
Indsatsen overfor de øvrige krav i forbindelse med "Dogme 2000" bør ske ved anvendelse af eksisterende midler i Miljø- og Forsyningsforvaltningen og de øvrige forvaltninger, f.eks. grønne budgetter. For at styrke arbejdet med målfastsættelse i forbindelse med Dogmeprojektet, skal der udvikles en model for anvendelse af grønne budgetter i kommunen og forvaltningerne. I grønne budgetter fastlægges, hvilke mål kommunen og forvaltningerne inden for miljøområdet vil arbejde for at opfylde, herunder de ressourcer, som skal anvendes for at leve op til målene.
Revision
"Dogme 2000 samarbejdet" er af meget forpligtende karakter, og der stilles krav om en årlig ekstern revision.
Ifølge samarbejdsaftalen vil den første revision påbegyndes ved tiltrædelsen af "Dogme 2000-samarbejdet" og tre måneder frem. Revisionen udføres af Det Norske Veritas, Danmark A/S. Revisionensforløbet foregår i fire etaper:
- Indledende interviews med nøglepersoner i Københavns Kommune
- Planlægning af den kommende revision for Københavns Kommune
- Revision af miljøarbejdet i Københavns Kommune
- Afrapportering af miljøarbejdet i Københavns Kommune
Såfremt en kommune ikke arbejder målrettet med at efterleve kravene i konceptet, kan kommunen blive ekskluderet af et flertal i styregruppen for "Dogme 2000".
Organisering
Organiseringen af arbejdet med "Dogme 2000" foreslås tilrettelagt på følgende måde:
Samarbejdsaftalen om "Dogme 2000 for kommuner og miljø" forankres i Miljø- og Forsyningsforvaltningen, Miljøkontrollen.
Det foreslås, at der oprettes et "Dogmesekretariat" i Miljøkontrollen. Sekretariatets opgaver består i at følge og koordinere det arbejde, som igangsættes i Københavns Kommune for at leve op til "Dogme 2000". Desuden skal sekretariatet sikre, at den årlige revision gennemføres, og på skift virke som sekretariat for de involverede "Dogme-kommuner". Endelig administrerer sekretariatet aftaler med de enkelte projekter, samt varetager øvrigt sekretariatsarbejde.
Under "Dogmesekretariatet" oprettes en koordinationsgruppe samt et antal aftalestyrede projektgrupper til at varetage gennemførelsen af de konkrete Dogmeprojekter. Koordinationsgruppen består af en repræsentant fra "Dogmesekretariatet" samt af repræsentanter fra alle forvaltningerne. Koordinationsgruppens opgave er at sikre, at kommende projekter overholder rammerne af "Dogme 2000". F.eks. er det nødvendigt, at sikre en overensstemmelse mellem grønne regnskaber, Agenda 21 planer og miljøcertificering.
Alle kommuner som deltager i samarbejdet, skal udpege en politisk
repræsentant til en styregruppe. Sekretatiatsfunktionen for styregruppen og
for samarbejdet mellem de deltagende kommuner går på skift mellem
kommunerne. Den første styregrupppe er etableret, og Albertslund Kommune er
sekretariatskommune de første år.
Indtil videre har overborgmester Jens Kramer Mikkelsen og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard deltaget i styregruppens møder. Det foreslås, at miljøborgmesteren udpeges til styregruppen.
Økonomi
I forbindelse med forliget om budget 2001 blev der afsat en pulje på 5 mio. kr. til – med henvisning til "Dogme 2000" – at opruste kommunens indsats på miljøområdet, blandt andet til fremme af omstillingen til økologiske fødevarer i kommunens forvaltninger og institutioner. Det fremgik, at puljen skal udmøntes af Økonomiudvalget efter ansøgning fra forvaltninger og bydele. Puljen er i forbindelse med budgetvedtagelsen forankret under Miljø- og Forsyningsudvalget. Puljen løber i årene fra 2001 og til 2004, og der skal således hvert år udarbejdes en særskilt indstilling om udmøntningen.
Bevillingen som pulje gør det budgetteknisk vanskeligt at afsætte beløb til løbende udgifter i forbindelse med medlemskabet af "Dogme 2000". Herudover er budgetbemærkningerne formuleret forholdsvis snævert, hvilket lægger en række begrænsninger på anvendelsen af midlerne.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår derfor bevillingen ændret, således at midlerne anvendes således:
At der afsættes 1 mio. kr. til medlemskab af "Dogme 2000", revision og koordinering.
At der afsættes 2 mio. kr. i en fireårig periode til et konkret projekt vedrørende omstilling til økologiske fødevarer.
At der afsættes 2 mio. kr. til en pulje til arbejdet med miljøcertificering af kommunens forvaltninger.
For at kommunen kan leve op til "Dogme 2000" kræves der endvidere, at der afsættes ressourcer specielt i Miljø- og Forsyningsforvaltningen. Dette er sket i forbindelse med merbevillingen på 3 mio. kr. til Grønt Sekretariat i Miljøkontrollen i forbindelse med budgetvedtagelsen. Miljø- og Forsyningsforvaltningen vil desuden sørge for, at det miljøledelsesprojekt, der senest den 27. september 2000 har været forelagt Miljø- og Forsyningsudvalget (MFU 207/2000), koordineres med "Dogme 2000", hvilket vil tilføre arbejdet med "Dogme 2000" yderligere ressourcer.
BILAG VEDLAGT
Bilag 1. Notat fra Albertslund Kommune af 12. september 2000 vedrørende "Dogme 2000 for kommuner og miljø".
Bilag 2. Miljø- og Forsyningsforvaltningens notat af 2. april 2001 vedrørende "Dogme 2000 for Københavns Kommune".
Niels Juel Jensen
/Jørgen Høg