Medlemsforslag om drøftelse af kravene til en mere demokratisk styreform i Københavns Kommune

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 13. maj 2004

 

 

BR 228/04

Medlemsforslag om drøftelse af kravene til en mere demokratisk styreform i Københavns Kommune

Medlemsforslag om drøftelse af kravene til en mere demokratisk styreform i Københavns Kommune

 

 

(Stillet af Mikkel Warming, Bente Møller, Rikke Fog-Møller, Jens Kjær Christensen og Per Bregengaard (alle Ø)):

Drøftelse af kravene til en mere demokratisk styreform i Københavns Kommune.

Diskussionen om valg af styreform handler om demokrati, magt og borgerindflydelse. Hovedspørgsmålet er, hvordan får vi en mere demokratisk

styreform i Københavns Kommune?

 

 

INDSTILLING

 

 

Medlemsforslag om drøftelse af kravene til en mere demokratisk styreform i Københavns Kommune

 

(Stillet af Mikkel Warming, Bente Møller, Rikke Fog-Møller, Jens Kjær Christensen og Per Bregengaard. Enhedslistens gruppe i Københavns Borgerrepræsentation).

 

Motivering:

Drøftelse af kravene til en mere demokratisk styreform i Københavns Kommune.

Diskussionen om valg af styreform handler om demokrati, magt og  borgerindflydelse. Hovedspørgsmålet er, hvordan får vi en mere demokratisk styreform i Københavns Kommune?

Økonomiforvaltningen har udarbejdet et oplæg til økonomiudvalget: "Behov for ny styreform i Københavns Kommune? Redegørelse om kommunale styreformer", der blev behandlet i økonomiudvalgets møde tirsdag d. 20. april. Oplægget blev drøftet og udvalget besluttede, at udvalget i sit møde 25. maj foretager en nærmere vurdering af behovet for en ændret styreform i København, således at det er muligt inden sommerferien at henvende sig til

Indenrigs- og Sundhedsministeriet om udvidelse af mulighederne for valg af  styreform.

 

Enhedslisten finder, at det er vigtigt, at vi alle i Borgerrepræsentationen tager en indledende drøftelse af Københavns nuværende og kommende styreform. I den forbindelse finder vi, at Økonomiforvaltningens oplæg har klare mangler. Økonomiforvaltningens oplæg har fokus på spørgsmål om en klar fordeling af roller og med dette synlighed og effektiv styring. Der er

ingen betragtninger over styreformers konsekvenser for borgernes muligheder for at skabe og påvirke beslutninger og  den almindelige borgerrepræsentants indflydelse i beslutningsprocesserne. Spørgsmålet om forskellige styreformers betydning for magtkoncentration er mangelfuldt behandlet.

 

Enhedslisten har på den baggrund udarbejdet vores foreløbige bud på en analyse og de konsekvenser, vi ønsker, at Borgerrepræsentationen drager.

Efter den indledende dialog, som vi håber, at drøftelsen giver anledning til, ser vi frem til de kommende forhandlinger om, hvad der kan samle et bredt flertal i Borgerrepræsentationen. Valget af styreform er en vigtig sag. Skal den nuværende styreform ændres, er et simpelt flertal for os at se helt utilfredsstillende.

 

 

 

Enhedslisten vurderer, at et flertalsstyre på Rådhuset vil føre til mindre borgerindflydelse, mindre dynamik i systemet og en voldsom centralisering af magten i kommunen. Borgerrepræsentanter og udvalg vil miste den indflydelse, de vandt ved indførelsen af udvalgsstyret for godt seks år siden. Derfor skal vi fastholde Københavns nuværende styreform med

mindretalsborgmestre.

 

I København og de andre store byer er der en særlig styreform, hvor borgmester- eller rådmandsposter fordeles forholdsmæssigt. Har man 7 af Københavns Borgerrepræsentations 55 medlemmer bag sig, får man en af de syv borgmesterposter. I de andre kommuner er det flertallet, som snupper såvel borgmesterposten som alle udvalgsformandsposter.

 

Styreformen i København er blevet kritiseret for at forplumre ansvaret, og kravet om en "normalisering" er rejst af både forskellige politikere og i medierne.

 

København har udvalgsstyre, og borgmestrene har et særligt ansvar for, at forvaltningen fungerer, og de politiske beslutninger bliver ført ud i livet. Er der problemer med dette, kan man skyde på borgmesteren. Men borgmesteren er ikke altid ansvarlig for en politisk beslutning, som vækker utilfredshed. Det er det politiske flertal, som har stemt for beslutningen

i netop denne sag. I konsekvens af dette kan borgmestre komme i mindretal.

 

Spørgsmålet er, om dette er særlig forplumrende. Kommuner gennemfører mange gange ting, hvor skylden for det, man ikke bryder sig om, pålægges folketingsflertallets snærende økonomiske rammer eller andet. Man vil aldrig kunne undgå hverken gode forklaringer eller dårlige undskyldninger.

 

Et flertalsstyre ligner det, vi kender fra Christiansborgs arbejde. – På grund af størrelsesforholdene er det ofte mere relevant at drage denne sammenligning end med de mindre kommuner. - Den afgørende forskel er, at en kommunes borgmester er uafsættelig indtil næste kommunalvalg, mens en regering dør i Folketinget, hvis den ikke har sit politiske grundlag i

orden. Her hersker det parlamentariske princip.

 

Det er her vores vurdering, at det forholdsmæssige valg af borgmestre i Københavns Kommune er medvirkende til, at der ikke er noget fast "regeringsbærende" politisk flertal og en veldefineret opposition.

 

Hvis et flertal får mulighed for at besætte alle borgmesterposterne, tror vi, at systemet vil bevæge sig i retning af et flertal, der krampagtigt vil holde sammen om at styre, og en opposition der af alle kræfter vil kæmpe imod for at vinde magten ved næste valg uanset midler. I modsætning til dette har alle borgmesterbærende partier i dag en interesse i en form for

< span style='mso-bidi-font-size:12.5pt;color:black'>"væbnet våbenhvile" eller "at komme ind i varmen", at være en del af et flertal, fordi borgmestrene og deres parti har en tendens til at blive identificeret med det arbejde, som udføres inden for området, uanset om de er i opposition eller ej.

 

Under et flertalsstyre vil politikudviklingen blive mindre dynamisk og Borgerrepræsentationen mere handlingslammet, for flertallet skal helst være enig om alt. Uenigheder vil blive fejet ind under gulvtæppet, og man lader sager ligge, som burde være løst. Hvis det parlamentariske princip ikke eksisterer, kan man også forestille sig, at flertallet bryder sammen med

mindretalsborgmestre til følge for resten af perioden. Det vil nok skabe et mere ondsindet klima og større handlingslammelse end i dag, hvor det er en accepteret del af styreformen, at flertallet kan skifte fra sag til sag.

 

Et skifte i styreformen vil med garanti føre til en voldsom centralisering af magten i kommunen. Dette er vores væsentligste argument mod et flertalsstyre og for bevarelsen af et forholdstalsstyre.

 

Borgmestrene vil som udvalgsformænd gå sammen og i "regeringsmøder" aftale udvalgenes beslutninger. Det vil blive anset som nødvendigt for at sikre et permanent fast flertal. For at få tingene til at glide især i en stor forvaltningsmæssig og politisk organisation som København vil der opstå en

kultur, hvor man ikke blander sig i hinandens borgmesterdomæner. Magten forskydes fra Borgerrepræsentationen og dens udvalg til borgmestrene.

 

Dette har alvorlige konsekvenser for de demokratiske dialoger og borgerindflydelsen. Det politiske system på Rådhuset er gennem de senere år blevet langt mere åbent. Borgernes ideer, forslag og kritik har langt

større chance for at slå igennem Rådhusets tykke mure. Den direkte forbindelse mellem borgere eller interessenter og udvalgenes almindelige

politikere er det bærende element. Det ligeværdige samarbejde mellem fritidshjem og skoler i "samtænkningen", og at fritidshjemmene fik bevaret deres selvstændige status er blot to eksempel på, at det nytter at agere og reagere. De politiske ledelser har i dag mindre kontrol med, hvad der foregår. Vi har med andre ord fået en langt mere flad struktur end tidligere tiders absolutte hierarki.

 

Et flertalsstyre vil således ødelægge en af succeserne ved skiftet fra magistratsstyre til udvalgsstyre for godt seks år siden, nemlig de almindelige borgerrepræsentanters engagement og inddragelse i politikudviklingen gennem udvalgsarbejdet. De vil især i flertalsgrupperne

vende tilbage til rollen som de politiske lederes stemmekvæg, hvilket også rammer dynamikken i systemet.

 

Et skifte i styreformen vil også føre til en anden form for magtkoncentration. "Nøglepartiet" - gennem de sidste 100 år Socialdemokraterne - vil få meget, meget mere magt, end det har i dag. Et "nøglepartis" magt ligger i, at det bestemmer, om det vil valse til højre eller venstre for at opnå flertallet. Det vil kunne kontrollere alle afgørende magtpositioner i modsætning til i dag, hvor der er mindretalsbeskyttelse i valget af borgmestre. Nøglepartiet vil ganske

enkelt dele mindre ud, når oppositionen ingenting får, og alle andre risikerer ingenting at få.

 

Et skif te i styreformen i København gennem en "normalisering" set i forhold til andre kommuner vil for os at se betyde mindre borgerindflydelse, en udemokratisk centralisering af magten og en mindre dynamisk politikudvikling.

 

Der er imidlertid ikke kun gode argumenter for at bevare den eksisterende styreform, men også for at udvikle den. Vi tror, at det styrker demokratiet jævnligt at skabe opbrud i de professionelle politiske magtstrukturer for at sikre dynamikken og ideen om borgernes repræsentation.

 

Enhedslisten støtter derfor Søren Pinds - vistnok endnu ikke Venstres – idé om, at overborgmesteren ikke kan genvælges efter otte år på posten, og vi foreslår, at det skal gælde for alle borgmesterposter. Enhedslisten er i dag det eneste parti, der praktiserer en sådan rotationsordning.

 

 

Det kan være vanskeligt at forene et hverv som borgerrepræsentant i Københavns Kommune med et godt arbejds- og familieliv. Fravær fra møderne og de mange orlovsperioder kan være et spejl af dette, men skyldes mange gange også, at man ikke kan deltage i to møder på én gang; og den fuldtidslønnede borgmestergruppe er besynderligt nok vist førende i at

holde orlov. Ser man bort fra deltagelsen i det udvalg, hvor borgmesteren har formandsposten, tror vi heller ikke, at fremmødet er bedre end fritidspolitikernes.

 

Indførelsen af udvalgsstyret for godt seks år siden har som sagt styrket politikernes indflydelse på bekostning af borgmestre og administration, men også øget arbejdsbyrden ganske væsentligt. Kompensationen i form af vederlag, eventuelt kombineret med dækning af dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste, er ikke  tilstrækkelig til at løse problemet. Københavns Kommune står over for et reelt valg: Skal vi udskifte fritidspolitikeren med levebrødspolitikeren - sagt med lidt pænere ord: gøre politik til en profession for andre end de syv borgmestre?

 

Enhedslisten ønsker at holde fast i den kommunale fritidspolitiker, fordi det er en kvalitet, at politikerne er knyttet til samfundet via deres almindelige arbejde. Vi mener, at det kan lade sig gøre.

 

Nogle mener, at vi skal have professionelle politikere og så nedsætte antallet af borgerrepræsentanter. Det rammer de mindre partiers repræsentation, og det finder vi ikke særlig demokratisk.

 

Enhedslisten mener, at vi snarere skal gå den modsatte vej og øge antallet af borgerrepræsentanter. Foruden borgmestrene, der har fast sæde i økonomiudvalget, har mange to udvalgsposter og enkelte tre. Hvis vi udvider antallet af borgerrepræsentanter fra 55 til 73 ville der være én post i de stående udvalg til hver - med undtagelse af de seks fagborgmestre. Vi har

intet imod, at udvidelsen af antallet af politikere finansieres ved forholdsmæssigt at nedsætte vederlaget.

 

En forøgelse af antallet af borgerrepræsentanter vil mindske arbejdsbyrden ganske væsentligt. Der vil også være flere til at deles om de utallige andre poster, borgerrepræsentanterne besætter i bestyrelser, råd m.m. og til i partierne at deles om møderne med borgerne. Disse finder oftest sted uden for normal arbejdstid, hvorfor en professionalisering ikke hjælper

her, og en formindskelse af antallet af borgerrepræsentanter vil indskrænke

mulighederne for at mødes.

 

Sammenlignet med andre hovedstæder og storbyer har vi faktisk få politikere i Københavns Kommune. I Helsinki er der 85 kommunalbestyrelsesmedlemmer, i Oslo 59, i Stockholm 101, i Gøteborg 81 og i Malmø 61.

 

Borgerrepræsentanternes arbejde vil også kunne lettes, hvis de fik sekretærbistand, således som det eksempelvis kendes fra Oslo. Hvis man ikke ønsker denne udgift, kunne man også forestille sig, at den enkelte politiker som hel eller delvis alternativ til vederlaget kunne vælge en sekretærordning. Naturligvis kan man også i dag vælge at anvende sine vederlag på en sekretær. Men der kommer ikke meget sekretærhjælp ud af pengene, når vi først betaler 2/3 i skat m.v. af vederlaget, inden vi giver det videre til en løn, som sekretæren naturligvis også skal betale skat af.

 

København er en stor kommune. Enhedslisten ønsker, at borgerne i så vid udstrækning som muligt bliver aktive medspillere i beslutningsprocesserne om byens udvikling. Såvel for at sikre  demokratiet som for at give plads til kreativitet og nytænkning. For at opnå dette er det nødvendigt at spille på flere heste.

 

Borgerrepræsentanterne kan uanset antal umuligt have en kvalificeret, detaljeret viden om forholdene i alle bydelene. Enhedslisten ønsker, at der bliver oprettet folkevalgte lokaludvalg (navnet er ikke afgørende) i hver bydel med henblik på at fungere som det lokale samlingspunkt og med klart definerede kompetencer herunder høringsret/pligt i forhold til sager der

vedrører den enkelte bydel og forslagsret i forhold til Borgerrepræsentationen. Lokaludvalgene skal have tilknyttet den nødvendige administrative støtte. Der skal afsættes øremærkede puljer til for eksempel kultur, netværksskabende projekter, bydelsplanlægning og samarbejde mellem de lokale kommunale institutioner.

 

Inddragelsen af borgerne gennem åbne dialoger skal udvikles og styrkes. Det kan ske ved, at udvalgene åbner foretrædeinstitutionen til at omfatte andre anliggende end de, der er på dagsordenen, og ved at lægge udvalgsmøder ude på kommunens institutioner, således som Uddannelses- og Ungdomsudvalget praktiserer det. Det kan ske ved lokale offentlige møder arrangeret i forbindelse med lokaludvalgenes møder eller i samarbejde med dem. Det kan

ske gennem lokale og bydækkende offentlige møder og konferencer arrangeret i samarbejde med "brugerråd" som f.eks. ældreråd, Det sociale Brugerråd, Integrationsrådet, Skole & Samfund eller interesseorganisationer. Det kan ske ved børn og unges bidrag til udstillinger f.eks. om deres "ønskeskole", gennem deres deltagelse i workshops m.m. Det er vigtigt, at der sættes fokus på evaluering og udvikling af borgerdialogstrategier

 

Københavns kommune skal på alle sagsområder fortsætte og raffinere sin udvidede høringspraksis, således som det eksempelvis finder sted på planområdet ved hjælp af udstillinger og visualiseringer på nettet. Målet er, at sikre en høj grad af tilgængelighed for borgerne også til

komplicerede sagsfremstillinger.

Det er endelig Enhedslistens opfattelse, at valgretsalderen bør nedsættes til 15 år. I mange henseender er unge mellem 15 og 18 år fuldgyldige samfundsborgere og behandles som sådan. Mange unge er på forskellig vis optaget af politiske spørgsmål og ikke mindst dem, som ligger tæt på deres hverdag og derfor er kommunale anliggender. Det er endvidere vores

opfattelse, at den bedste opdragelse og uddannelses til demokrati sker ved at praktisere det. Det foregår også ved at skulle stemme.

 

Enhedslistens bud på en mere demokratisk styreform i Københavns Kommune kan sammenfattes i følgende:

 

- At Københavns nuværende styreform med mindretalsborgmestre bevares - At en borgmester ikke kan genvælges efter at have været borgmester 8 år i træk og uanset et ressortmæssigt skifte. Borgerrepræsentanter kan dog herefter genvælges som borgmestre efter 2 års sammenhængende pause - At Borgerrepræsentationens medlemstal udvides til til 73. Udvidelsen kan eventuelt finansieres inden for den eksisterende økonomiske ramme for

vederlag til borgerrepræsentanterne.

- At den enkelte borgerrepræsentant får mulighed for at vælge en sekretærordning som helt eller delvis alternativ til modtagelse af vederlag.

- At lokaludvalg gennemføres i hele byen, idet lokaludvalgene dog vælges gennem direkte valg.

- At dialog- og høringsstrategierne udvikles og styrkes.

- At valgretsalderen ved kommunalvalget sænkes til 15 år.

- At der rettes henvendelse til indenrigsministeren for at få gennemført de lovændringer og tilladelser, som er nødvendige for at realisere de vedtagne forslag