Mødedato: 13.03.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forespørgsel til overborgmesteren om ressourceforbrug i forbindelse med forsøg på legalisering af hash i Københavns Kommune

Indstilling og beslutning

Overborgmesteren bedes redegøre for følgende:

  1. Hvor mange ressourcer har Økonomiforvaltningen, Socialforvaltningen og øvrige forvaltninger brugt på aktiviteter forbundet med forsøget med legalisering af hash i Københavns Kommune siden 1. januar 2013? Med ressourcer menes løn til medarbejderes arbejdstimer samt udgifter forbundet med arrangementer, møder, rejseaktiviteter og øvrige aktiviteter.
  2. Hvilke medarbejderressourcer i Københavns Kommune trækker overborgmesteren på i forhold til aktiviteter forbundet med forsøget med legalisering af hash i Københavns Kommune, herunder ressourcer i samtlige forvaltninger?
  3. Hvilke arbejdsopgaver har de afsatte medarbejderressourcer måtte nedprioritere på grund af opgaven med at udvikle forsøget med legalisering af hash i Københavns Kommune?
  4. Hvad er overborgmesterens forventning til ressourceforbruget i forhold til udvikling af forsøget med legalisering af hash i Københavns Kommune i den resterende tid af indeværende valgperiode, såfremt Justitsministeren og Sundhedsministeren ikke giver dispensation til legalt salg af hash i Københavns Kommune? Med ressourcer menes løn til medarbejdernes arbejdstimer samt udgifter forbundet med arrangementer, møder, rejseaktiviteter og øvrige aktiviteter.
(Stillet af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti)

MOTIVERING

Overborgmester Frank Jensen foreslår i Berlingske Tidende d. 26. februar 2014 en ny model for lovliggørelse af hash i Københavns Kommune. En model, hvor kommunen skal stå for at dyrke, forarbejde og sælge hash.

Det er tredje gang, overborgmesteren søger om dispensation til legalisering af hash hos ministerielle instanser.  Forslaget er denne gang uddybet i forhold til tidligere fremsatte forslag. Fx er det foreslået, at alle danske statsborgere over 18 år skal kunne købe op til fem gram hash om dagen på baggrund af at fremvise et sygesikringskort. Desuden skal der være fem-seks udsalgssteder i byen, hvor personale rådgiver om rusmidlets styrke og effekt. Det vidner om, at der er afsat ikke ubetydelige ressourcer til at udvikle og detaljere Socialdemokraternes salgsmetoder af hash.

Da de eneste midler, som er klart budgetterede til hash, er 100.000 kr. til afvikling af en hashkonference på Rådhuset i 2013, vil Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti nu gerne have overborgmesteren til at redegøre for det øvrige ressourcetræk på kommunens medarbejdere og øvrige aktiviteter.

Efter alt at dømme bliver overborgmesterens forslag endnu en gang afvist af Justitsministeren og Sundhedsministeren, og derfor er det relevant at høre, hvor mange ressourcer overborgmesteren fremadrettet vil kaste ind i kampen for at legalisere hash i Københavns Kommune.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 13. marts 2014

 

Forespørgslen blev besvaret.

 

 

Til top