Høringssvar på udkast til lov om en moderne jernbane og om ændring af lov om jernbane
På grund af den korte tidsfrist har Økonomiforvaltningen den 24. februar 2014 fremsendt forvaltningens kommentarer med forbehold for Borgerrepræsentationens eventuelle bemærkninger hertil.
Indstilling og beslutning
Indstilling om,
- at det foreløbige høringssvar godkendes og tilsendes Transportministeriet sammen med en udskift af protokollen for Borgerrepræsentationens behandling af sagen, jf. bilag 1.
(Økonomiudvalget)
Problemstilling
Lovforslaget bemyndiger transportministeren til at undersøge, projektere og miljøvurdere de anlægsprojekter, der indgår i Aftalen om en moderne jernbane – udmøntningen af Togfonden DK. Desuden foreslås nye bestemmelser i jernbaneloven, som giver ministeren generelle hjemler i forbindelse med baneanlæg.
I høringssvaret er anført bemærkninger til 3 emner, der særligt berører Københavns Kommune:
- Niveaufri skæring ved Ny Ellebjerg Station.
- Ny Ellebjerg som nyt knudepunkt for hele hovedstadsområdet.
- Byggelinjer og fremrykket ekspropriation.
Løsning
Københavns Kommune tillægger den nye bane mellem København og Ringsted og det kommende knudepunkt i Ny Ellebjerg stor betydning, og har derfor følgende bemærkninger:
Niveaufri skæring ved Ny Ellebjerg Station
København – Ringsted banen er under anlæg, og forventes åbnet for trafik i 2018. Københavns Kommune tilkendegav i 2008 i høringssvaret til Trafikstyrelsen om dette projekt, at der bør etableres niveaufri skæringer med den eksisterende bane vest for Ny Ellebjerg Station, og at disse af hensyn til de omkringliggende boliger og byudviklingsområder bør etableres som underføringer (fly-under).
I det foreliggende lovudkast anvises en løsning, hvor den eksisterende Øresundsbane føres over indføringen af København – Ringsted banen på en op til 8 m høj fly-over.
Det understreges i Københavns Kommunes høringssvar til lovforslaget, at der i det videre arbejde med projektering af fly-over løsningen bør tages vidtgående hensyn til de tilgrænsende byområder. Det gælder både med hensyn til afskærmning af støjen fra den højtliggende, tæt trafikerede jernbane og til den visuelle indpasning i området. Det tilkendegives i høringssvaret, at Københavns Kommune meget gerne deltager konstruktivt i den videre dialog om projektets udformning.
Ny Ellebjerg som nyt knudepunkt for hele hovedstadsområdet
Af lovforslaget og af de strategiske analyser, som Transportministeriet har gennemført frem til ultimo 2013, fremgår det klart, at Ny Ellebjerg vil kunne blive et vigtigt, nyt trafikknudepunkt for hele hovedstadsområdet, med skiftemuligheder mellem København – Ringsted banen, Øresundsbanen, S-togsringen og S-banen til Køge. Dertil kommer eventuelt en endestation for Sydhavnsmetro enten på terræn syd for S-banen eller under terræn nord for S-banen ved Ny Ellebjerg.
Det bør være en forudsætning, at der skabes gode adgangsforhold til perronerne ved de to jernbaner (til København og til Kastrup) fra byområderne på begge sider af banerne. Det er Københavns Kommunes opfattelse, at det er af stor betydning for knudepunktets succes, at disse adgangsveje er overskuelige, anvendelige for alle og designet ud fra bl.a. kriminalpræventive hensyn.
Det indebærer bl.a. at gangtunnelerne til de to jernbaner skal udformes så brede, åbne og lyse som muligt, uden knæk og trapper, således at de kan benyttes af rejsende med cykler, barnevogne mv. Københavns Kommune deltager meget gerne konstruktivt i den videre dialog om projektets udformning.
Byggelinjer og fremrykket ekspropriation
Det foreslås i lovudkastet at bemyndige transportministeren til at pålægge byggelinjer, når det er nødvendigt for at sikre gennemførelsen af nye baneanlæg - eller ændringer af bestående baneanlæg. Transportministeren foreslås desuden bemyndiget til i særlige tilfælde at ekspropriere ejendomme før tidspunktet for de ordinære ekspropriationer, såfremt ejendommene ikke kan afhændes på normale vilkår. Anlægsmyndigheden afholder alle omkostninger hertil.
I kommunens høringssvar anføres, at det vurderes som positivt, at der i forbindelse med den foreslåede ændring af Lov om Jernbaner indføjes disse bestemmelser om byggelinjer og fremrykket ekspropriation. De nye bestemmelser indebærer, at der bliver parallelitet til de tilsvarende regler i lov om offentlige veje. Det er Københavns Kommunes forventning, at de nye bestemmelser vil sikre projekternes realisering bedre og give en mere smidig håndtering af berørte grundejere.
Drøftelser med Teknik- og Miljøforvaltningen og Valby lokaludvalg
Økonomiforvaltningen har drøftet udkastet til lovforslag med Teknik- og Miljøforvaltningen, der også har deltaget i udarbejdelsen af høringssvaret.
Lokaludvalget har modtaget høringsmaterialet og drøftet det med Økonomiforvaltningen. Lokaludvalget sender deres eget høringssvar direkte til Transportministeriet.
Økonomi
Videre proces
Der er afsendt et foreløbigt, administrativt høringssvar til Transportministeriet inden for høringsfristen, den 24. februar 2014, med forbehold for Økonomiudvalgets og Borgerrepræsentationens godkendelse.
Indstillingen behandles af Økonomiudvalget i mødet den 4. marts 2014 og af Borgerrepræsentationen i mødet den 13. marts 2014. Derpå kan det endelige høringssvar tilsendes Transportministeriet sammen med en udskift af protokollen for Borgerrepræsentationens behandling af sagen.
Oversigt over politisk behandling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at det foreløbige høringssvar godkendes og tilsendes Transportministeriet sammen med en udskift af protokollen for Borgerrepræsentationens behandling af sagen, jf. bilag 1.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. marts 2014
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 13. marts 2014
Socialdemokraterne, Enhedslisten og SF stillede følgende ændringsforslag om en tilføjelse til Københavns Kommunes høringssvar til Transportministeriet:
”at Københavns Kommune foreslår, at bygherre og miljømyndigheder betragter de nære naboer til byggeriet som part i byggesagen og, at repræsentanter fra disse inddrages, så der tages hensyn til de nære beboere.”
Det af Socialdemokraterne, Enhedslisten og SF fremsatte ændringsforslag blev vedtaget uden afstemning.
Den således ændrede indstilling blev herefter godkendt uden afstemning.