Nedsættelse af Haludvalget
Borgerrepræsentationen skal nedsætte et sagsforberedende udvalg betegnet Haludvalget.
Indstilling og beslutning
- at der for perioden den 13. marts 2014 – 31. december 2017 nedsættes et sagsforberedende udvalg kaldet Haludvalget i henhold til lov om kommunernes styrelse § 17, stk. 4.
(Kultur- og Fritidsforvaltningen)
Problemstilling
Borgerrepræsentationen traf d. 15. juni 2011 beslutning om udlejning af lokaler på Rådhuset til kulturelle formål. Det blev besluttet, at Rådhusets lokaler kan udlånes til kulturelle og andre tilsvarende ikke kommercielle formål i overensstemmelse med nærværende indstilling, samt at Rådhusets lokaler jf. reglerne om overskudskapacitet alene i enkelte tilfælde kan udlejes til kommercielle formå.
Løsning
Det indstilles, at der for perioden 13. marts 2014 til 31. december 2017 nedsættes et sagsforberedende udvalg betegnet som Haludvalget. Haludvalget består af Overborgmesteren, Kultur- og Fritidsborgmesteren samt 1. og 2. næstformanden for Borgerrepræsentationen.
Der er tale om en formalisering af det eksisterende udvalg fra de tidligere valgperioder.
Haludvalget tillægges kompetence til at træffe afgørelser om udlån af Rådhusets lokaler til ikke-kommercielle formål på baggrund af Borgerrepræsentationens beslutning af 15. juni 2011 (2010-33950).
Sekretariatsbetjeningen af Haludvalget bliver varetaget af Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Derudover bemyndiges Kultur- og Fritidsforvaltningens sekretariat til at meddele afslag på de ansøgninger, som ikke opfylder ansøgningskravene, eller hvis det pågældende lokale ikke er ledigt på den ansøgte dato.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 13. marts 2014
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.