Mødedato: 12.12.2024, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om KL og økonomiforhandlingerne for 2026

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Københavns Kommune indsender følgende forslag til behandling på KLs topmøde i marts 2025:

”KLs delegeretmøde opfordrer KLs bestyrelse til at fastholde og forstærke det politiske pres på regeringen op til og under økonomiforhandlingerne for 2026. KL bør arbejde for, at udvidelse af såvel finansiering som rammer ikke gøres étårige, da det er meget svært at drive kommuner, både i forhold til borgere og ansatte, med etårige driftsbevillinger, når der er tale om varig drift. KL opfordres til, både før, under og efter en eventuel indgåelse af en økonomiaftale med regeringen, at bistå KLs bestyrelse og kommunerne med beregninger af, hvad der samtidig med den overordnede ramme, sker nede i ”maskinrummet” så både demografi, refusionsordninger, grundskyld mm. belyses, På den måde bliver det tydeligt, om kommunerne reelt er økonomisk stillet til at kunne løfte velfærden, eller igen i praksis skal skære ned. "

(Stillet af Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Alternativet og Dansk Folkeparti)

Motivering

Kommunerne er stadig udfordret på økonomien, selvom økonomiaftalen for 2025 var et skridt i den rigtige retning. Det er derfor nødvendigt, at en eventuel økonomiaftale kommer til at sikre tilstrækkelige økonomiske rammer og muligheder for at udvikle den kommunale velfærd. Udgiftspresset er fortsat markant på det specialiserede socialområde, og der er et stort behov i kommunerne for at prioritere klima og velfærd tilstrækkeligt. 

 

 

Beslutning

Medlemsforslaget blev vedtaget med 40 stemmer mod 5. 5 medlemmer undlod at stemme.

For: Ø, A, C, B og Å

Imod: V og I

Undlod: F

Til top