Medlemsforslag om langtidsudlejning med Airbnb i Københavns Kommune
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen at inddrage relevante aktører, fx beboerforeninger, hotelbranchen mm, og udarbejde en evaluering af, hvordan mængden af langtidsudlejning i Københavns Kommune med Airbnb har udviklet sig siden 2019, med henblik på at understøtte den forventede statslige evaluering af sommerhusloven,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen i samarbejde med relevante forvaltninger at komme med forslag til, hvordan kommunen gennem en mere opsøgende indsats og oplysning kan understøtte, at lovgivningen vedrørende korttidsudlejning i Københavns Kommune bliver overholdt.
(Stillet af Socialistisk Folkeparti)
Motivering
Boliger skal bruges til beboelse, men i København ser vi desværre, at mange lejligheder i stedet bliver permanent udlejet gennem platforme som Airbnb. For at regulere markedet for korttidsudlejning blev der i maj 2019 indført nye regler i sommerhusloven om korttidsudlejning. Og at der snart forventes at komme en statslig evaluering af tilsyn med reglerne om korttidsudlejning indført i 2019. Plan- og Landdistriktsstyrelsen administrerer disse regler, som blandt andet fastsætter et udlejningsloft på maksimalt 70 dage om året via Airbnb. Dog kræver staten kun, at Airbnb indberetter, hvor meget en udlejer tjener – ikke antallet af overnatninger.
Allerede i 2018 advarede Københavns Kommune i et høringssvar om, at Airbnb i praksis fungerer som pseudo-hoteller, og at lovgivningen er vanskelig at håndhæve. Kommunen har pligt til at indberette mistanke om brud på reglerne, såsom overskridelse af udlejningsloftet. Anmeldelser sendes videre til styrelsen, der har ansvaret for kontrol og opfølgning. Private kan også selv anmelde mulige overtrædelser direkte til styrelsen. På trods af dette er der siden lovens indførelse kun behandlet 12 sager om korttidsudlejning.
Socialistisk Folkeparti (SF) mener, at det er afgørende at sikre, at boliger bruges til beboelse og ikke som kommercielle udlejningsejendomme. Selvom loven sætter en grænse på 70 dage for udlejning gennem platforme såsom Airbnb, bliver dette ikke reelt overvåget, da staten ikke kræver, at Airbnb indberetter det faktiske antal udlejningsdage. SF ønsker en ændring af lovgivningen, så Airbnb fremover bliver forpligtet til at registrere og rapportere antallet af overnatninger.
Tal fra Inside Airbnb viser, at problemet stadig er omfattende. I København lejes 1.667 boliger ud i mere end 90 dage om året – langt over det tilladte. Derudover har 588 udlejere mere end 10 boliger til udlejning via Airbnb.
SF ønsker, at Københavns Kommune sender et klart signal til Staten. Derfor foreslår SF, at Københavns Kommune kontakter alle aktører, som kan give informationer, der kan afdække problemets størrelse. Da en sådan afdækning vil kunne understøtte, hvorfor der i København er behov for en ændring af aftalen med Airbnb.
Beslutning
Medlemsforslaget blev vedtaget uden afstemning.
Venstre afgiver følgende protokolbemærkning:
”Venstre bakker op om deleøkonomi på ordnede vilkår, og vi har ikke har noget mod Airbnb. Det er en god måde for københavnerne at få en bedre udnyttelse af deres bolig og samtidig tjene lidt ekstra. De gældende regler skal dog naturligvis overholdes. Derfor bakker Venstre op om medlemsforslaget.”