Forespørgsel til teknik- og miljøborgmesteren om midlertidige studieboliger på Godsbaneterrænet
Forespørgsel
Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen bedes redegøre for følgende,
- hvor længe har sagsbehandlingstiden taget fra første ansøgning om at lave midlertidige ungdomsboliger på Godsbaneterrænet og til nu?
- hvor længe kan vi forvente der går, før der gives tilladelse til at opføre midlertidige studieboliger på Godsbaneterrænet?
- hvor lang en sagsbehandlingstid mener borgmesteren, at det er rimeligt at forvente i en sag som denne?
- hvor mange bevaringsværdige træer berøres af det nuværende forslag til midlertidige studieboliger på Godsbaneterrænet?
- hvilken rolle har borgmesteren haft i behandling af sagen, og hvad har borgmesteren indtil nu gjort for at efterleve beslutningen om at bruge midlertidighedsbestemmelserne i videst mulig omfang?
- hvordan synes borgmesteren, at forløbet omkring midlertidige studieboliger på Godsbaneterrænet lever op til Borgerrepræsentationens beslutninger om at bruge midlertidighedsbestemmelserne i videst muligt omfang?
- mener borgmesteren, at forløbet har været tilfredsstillende?
- hvad vil borgmesteren gøre, for at fremme midlertidige studieboliger i København generelt?
(Stillet af Socialdemokratiet)
Motivation
Der mangler studieboliger i København, og det er svært at følge med den store interesse, der er for studerende som heldigvis gerne vil bo i København.
Derfor har Borgerrepræsentationen besluttet, på et medlemsforslag stillet af Socialdemokraterne i 2017, at vi skal bruge bestemmelserne om midlertidige studieboliger i videst muligt omfang.
Derfor er det selvfølgelig utilfredsstillende, at vi to et halvt år efter den beslutning kun har fået opført ca. 200 midlertidige studieboliger. Særligt fordi der er stor efterspørgsel efter boliger og stor lyst til at opføre dem.
Vi har haft en sag kørende længe om opførelse af midlertidige studieboliger på Godsbaneterrænet. Desværre har sagen ikke ledt til, at der er blevet opført midlertidige studieboliger endnu. På trods af at et areal har været udlagt til netop det i over et år.
Nu er det ved at være sidste chance, hvis boligerne skal stå klar til studiestart 2020. Derfor ønsker socialdemokraterne, at borgmesteren redegør for sagen, så vi kan få belyst, hvorfor det har taget så lang tid, og hvad der skal til for, at vi kan få opført nogle studieboliger til de mange boligsøgende studerende.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 12. december 2019
Forespørgslen blev besvaret.