Forespørgsel til teknik- og miljøborgmesteren om at flytte parkering fra gadeplan til parkeringsanlæg
Forespørgsel
Teknik- og miljøborgmesteren bedes redegøre for,
-
hvilke fordele der er forbundet med at flytte parkering fra gadeplan til parkeringsanlæg?
-
hvor i byen borgmesteren ser mulighed for at anlægge underjordisk parkeringsanlæg?
-
hvad borgmesteren vil gøre for at fremme sit eget forslag i Lorry om at flytte parkering fra gadeplan til parkeringsanlæg?
-
hvorfor borgmesterens forvaltning endnu ikke har sørget for at få anlagt det parkeringsanlæg på Østerbro, der er bevilget 125 mio. kr. til i en tidligere budgetaftale?
-
om borgmesteren også i den kommende kommuneplan vil arbejde for en højere parkeringsnorm, så mere parkering i nybyggeri kan håndteres på egen grund for at undgå at belaste gaderne med yderligere beboerparkering ved nybyggeri?
(Stillet af Det Konservative Folkeparti)
Motivering
Teknik- og miljøborgmesteren har i TV2 Lorry den 27. november 2019 både i indslag og gengivelse i artikel udtalt, at ” Vi vil gerne flytte bilerne i parkeringsanlæg under jorden eller ud til park and ride-anlæg”. (Se bilag 1)
Vi konservative synes, at det er en god ide, at lægge parkering ind i parkeringsanlæg for at frigive gadeareal til gående, cyklister eller lokal trafik og dermed øge fremkommeligheden, eller for at skabe rekreative byrum og plads til flere træer.
Vi ser også gerne, at parkeringsnormen ved nybyggeri øges, så parkering ved nybyggeri kan holdes på egen grund og ikke yderligere belaster fælles arealer som fx byens gader, og skaber ekstra pres på de begrænsede antal parkeringspladser.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 12. december 2019
Forespørgslen blev besvaret.