Mødedato: 12.12.2019, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Rammerne for udbud af specialiserede indsatser til særligt udsatte unge

Se alle bilag

Resumé

De nuværende rammeaftaler med leverandører indsatsen til særligt udsatte unge udløber den 30. juni 2020. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget bemyndigede den 26. august 2019 forvaltningen til at (gen-)udbyde indsatsen.Udbudsmaterialet skal offentliggøres ultimo 2019. Borgerrepræsentationen skal tage stilling til de indholdsmæssige rammer i udbuddet, herunder udbudsområder, antal leverandører samt tildelings- og vægtningsmodel for udbuddet.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Borgerrepræsentationen godkender de indholdsmæssige rammer i udbud af specialiserede indsatser til særligt udsatte unge
  2. at Borgerrepræsentationen godkender, at der i udbuddet arbejdes med en tildelings- og vægtningsmodel, hvor kvalitet vægtes 80 pct. og pris vægtes 20 pct.

(Beskæftigelses- og Integrationsudvalget)

(Standsningsret)

Problemstilling

Jobcenter København har p.t. rammeaftaler med Hans Knudsen Instituttet (HKI), Incita og Væksthuset om levering af specialiserede indsatser til særligt udsatte unge. Aftalerneudløber den 30. juni 2020.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte på den baggrund på udvalgsmøde den 26. august 2019, at forvaltningen (gen)udbyder opgaven, herunder gennemførelse af markedsdialog.

Løsning

  1. Rammerne for indsatsen til særligt udsatte unge

Unge omfattet af udbuddet

Med Ungeaftalen (april 2015) og Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning den 19. august 2019 om justering af ungeindsatsen, er Jobcenter København (CKB) det tilbud, der tilbydes langt de fleste udsatte unge. Det vil sige et internt beskæftigelsestilbud.

Indsatsen for de særligt udsatte unge varetages p.t. af eksterne leverandører, fordi det for de særligt udsatte unge vurderes, at forvaltningen ikke med kvalitet kan varetage opgaven til en pris, der er konkurrencedygtig med eksterne leverandører. Det skyldes, at de eksterne leverandører kan tilbyde en specialiseret indsats til forholdsvis små delmålgrupper til flere kommuner på én gang.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget besluttede den 26. august 2019, at de særligt udsatte unge fortsat skal have forløb hos eksterne leverandører, herunder hvilke del-målgrupper af særligt udsatte unge, der er tale om. Herudover besluttede Beskæftigelses- og Integrationsudvalget at del-målgrupperne kunne blive ændret / præciseret på baggrund af markedsdialogen.

Forvaltningen har nu gennemført en markedsdialog. På den baggrund foreslås den specialiserede indsats opdelt i følgende del-målgrupper jf. tabel 1. I forhold til Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets behandling den 26. august 2019, er målgruppen af unge med psykisk diagnose/handicap lagt sammen med del-målgruppen af unge med psykisk sårbarhed m.v. Det skyldes den feedback forvaltningen fik i markedsdialogen om, at typer af indsatser, metoder og redskaber for del-målgrupperne stort set er ens.

Tabel 1 – Oversigt over udbud af indsatser for del-målgrupper samt estimeret antal helårspersoner i hver delmålgruppe

Del-målgruppe / udbudsområde

Estimeret antal helårspersoner

Andel (pct.)

  1. Unge med udviklingshæmning, herunder uafklarede

40

5

  1. Unge med diagnose indenfor autismespektret, herunder uafklarede

150

20

  1. Unge med psykisk diagnose/handicap, psykisk sårbarhed, misbrug og/eller hjemløshed, herunder uafklarede

440

59

  1. Udadreagerende unge, evt. utilpassede, kriminalitetstruede og/eller med tidligere kriminalitet, der ikke har tilknytning til rocker- eller bandemiljø, herunder uafklarede

120

16

I alt

750

100

Betegnelsen ”uafklarede unge” omfatter f.eks. unge, der er under udredning i Regionens tilbud, men hvor der ikke er stillet nogen diagnose endnu.

Den udbudte indsats til særligt udsatte unge

Formålet med den specialiserede indsats der udbydes er, at de særligt udsatte unge bliver klar til uddannelse eller job. For at sikre, at der sker fremskridt i retningen mod uddannelse eller job vurderes det væsentligt at den enkelte får et stabilt og sammenhængende forløb hos leverandøren, og undgår unødvendige skift i sit forløb. En leverandør skal på den baggrund kunne tilbyde hele viften af indsatser til del-målgruppen, jf. tabel 1.

For hver del-målgruppe af de særligt udsatte unge efterspørges på den baggrund følgende forløbstyper:

Mentorstøtte
Mentorstøttebruges som led i fastholdelse af unge i uddannelse, arbejde, tilbud eller som led i en anden indsats, der skal gøre den unge i stand til at deltage i tilbud. Mentorstøtte kan kombineres med øvrige indsatser efter behov, og når den unge er startet på uddannelse / job.

På vej til uddannelse og job
En lavintensiv indsats til unge, der på grund af personlige, sociale- og/eller helbredsmæssige forhold kun i meget begrænset omfang formår at deltage i andet tilbud, eller som ikke har behov for et intensivt forløb, fordi de afventer forvaltningsafgørelse (rehabiliteringsmøde) eller optag på uddannelse.

Specialiseret uddannelsesrettet indsats
Unge, der skal afklares, motiveres og opkvalificeres til at begynde ordinær erhvervskompetencegivende uddannelse eller brobygning som vejen til det.

Funktionsafklaring
Unge, der skal have afklaret og beskrevet deres funktionsevne ift. uddannelse og/eller arbejde med henblik på vurdering af fremtidigt forløb, herunder udarbejdelse af bidrag til rehabiliteringsplanens forberedende del (forberedende plan) med henblik på indstilling til Rehabiliteringsteamet om fx ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension

Specialiseret jobrettet indsats
Unge, der skal i arbejde, evt. fleksjob. Tilbuddet er primært for unge, der er i ressourceforløb.

Vedlagte bilag 1 beskriver nærmere samarbejdet med leverandørerne om de unges fremskridt i retning af uddannelse, arbejde m.v.

Antal leverandører per udbudsområde
Ud fra vurderingen af hvor mange forløb, der er behov for, jf. tabel 1 foreslås det, at der indgås aftaler som følger:

  1. Unge med udviklingshæmning, herunder uafklarede:2
  2. Unge med diagnose indenfor autismespektret, herunder uafklarede:2
  3. Unge med psykisk diagnose/handicap, psykisk sårbarhed m.v.:3
  4. Udadreagerende unge m.v.:2.

På den måde sikres det, at jobcentret fortsat har mindst en leverandør, hvis en går konkurs, ligesom leverandørerne kan forvente en vis omsætning på sin aftale. Det bemærkes, at en leverandør ikke har krav om køb på en aftale, og at en leverandør kan have aftale på en, flere eller alle udbudsområder.

    2. Tildelings- og vægtningsmodel for udbuddet

Forvaltningen foreslår, at de indkomne tilbud vurderes på baggrund af kriterier, som muliggør såvel kvalitetsvurdering som prisvurdering. Det foreslås, at kvalitet vægtes 80 pct. og pris 20 pct.

En tilbudsgiver skal afgive sin pris inden for hhv. en maksimalpris og en minimumspris. Modellen sikrer, at prisfastsættes, så indsatsen kan gennemføres indenfor budgetrammen, samtidig med, at der altid er et økonomisk grundlag for kvalitet i indsatsen.

Kvalitetsvurderingen foreslås at vægte, at de unge kommer videre, ikke mindst til uddannelse eller job. Derfor foreslås følgende to del-kriterier for den kvalitative vurdering af, hvor gode tilbudsgivernes løsningsbeskrivelser er for målgruppen for det enkelte udbudsområde mht. til at komme videre:

  1. At den unge i sit forløb afklares, herunder i forhold til den unges potentiale for uddannelse / job, funktionsniveau og evt. skånebehov.
  2. At den unge i sit forløb opkvalificeres, personligt og socialt, til at håndtere udfordringer i forhold til at komme videre, herunder motiveres for valg af realistisk retning for uddannelse / job

I vurderingen af tilbud kan elementer som at tilbudsgiver arbejder systematisk med metoder, redskaber og aktiviteter, der har evidens for effekt for de unge i indsatsen, hvordan der sikres en løbende udvikling af indsatsen, hvordan et forløb for en ung tilrettelægger og ændres ift. den unges progression og hvordan den unges forløb dokumenteres, herunder den unges funktionsniveau og evt. skånebehov m.v. Med evidens menes, at effekten er dokumenteret ved forskning / peer-review.

Geografisk afgrænsning af udbuddet
De eksisterende indsatser skal i dag leveres i København eller Frederiksberg kommuner af hensyn til de unge, der har udfordringer mht. transport m.v. Det foreslås uændret.

Kontraktens varighed
En rammeaftale kan have virkning i op til 4 år. Det foreslås derfor at rammeaftalerne indgås for perioden 1. juli 2020 – 30. juni 2024. En rammeaftale skal jf. beskæftigelseslovgivningen altid kunne opsiges med 8 ugers varsel.

Økonomi

Den samlede købsramme for køb til særligt udsatte unge forventes at udgøre ca. 135 mio. kr. i den 4-årige periode juli 2020 – juni 2024. Estimeringen af den samlede købsramme er baseret på prognose for udgiften i 2019 på de typer af tilbud, som er omfattet af udbuddet. Den estimerede samlede købsramme tager således ikke højde for evt. kommende ændringer i lovgivningen på beskæftigelsesområdet og/eller ændring i de politiske prioriteringer for anvendelse af de tilbud, som er omfattet af udbuddet.

Videre proces

Hvis indstillingen tiltrædes, er tidsplanen for udbuddet som følger:

  • Uge 50: Offentliggørelse af udbuddet
  • 4. februar 2020 kl. 13: Tilbudsfrist
  • 21. maj 2020: Offentliggørelse af tildeling og afslag
  • 1. juli 2020: De nye rammeaftaler træder i kraft.

 

Tanja Franck                      /Jeppe Bøgh Andersen

Oversigt over politisk behandling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender de indholdsmæssige rammer i udbud af specialiserede indsatser tilsærligt udsatte unge
  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at der i udbuddet arbejdes med en tildelings- og vægtningsmodel, hvor kvalitet vægtes 80 pct. og pris vægtes 20 pct.

 

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 25. november 2019

 

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag som nyt at-punkt til indstillingen:

 

”3. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at der indsættes et krav i udbuddet om, at leverandørerne skal benytte fagligt personale, kvalificeret enten gennem uddannelse eller erfaring”

 

Der blev begæret afstemning om ændringsforslaget:

For stemte:  3 (Ø)

Imod: 7 (A, B, C, F, V og Å)

Undlod: Ingen

 

Ændringsforslaget blev således forkastet.

 

Indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning.

 

Gyda Heding (Ø) gjorde herefter brug af sin standsningsret efter § 23 i Kommunestyreloven med henblik på at få hele sagen indbragt for Borgerrepræsentationen på mødet den 12. december.

 

Venstre, Alternativet, Konservative, SF, Radikale Venstre og Socialdemokratiet fremsatte følgende protokolbemærkning:

 

”Det er essentielt for et godt leverandørsamarbejde, at der er fagligt velkvalificeret personale til at løfte opgave med de specialiserede indsatser. Partierne ønsker dog ikke, at leverandørerne skal detailstyres ved, at forvaltningen skal opstille udførlige krav til leverandørernes personale, der potentielt udelukker egnede leverandører fra opgaven. Partierne gør ligeledes opmærksom på, at der allerede i dag stilles krav til fagligt egnet personale i kontrakten, og at leverandørerne vurderes i forhold til kvaliteten af deres tilbud, herunder deres brug af egnede metoder til opgaveløsningen. Som led i den løbende dialog med borgeren og leverandøren holdes der desuden øje med fremdrift i borgerens sag.”

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 12. december 2019

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1):

”at Borgerrepræsentationen godkender, at der indsættes et krav i udbuddet om, at leverandørerne skal benytte fagligt personale, kvalificeret enten gennem uddannelse eller erfaring”

 

Det af Enhedslisten fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 40 stemmer mod 11. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø og 1 medlem af Å (Kim Hjerrild).

Imod stemte: A, 5 medlemmer af Å (Niko Grünfeld, Badar Shah, Fanny Hermind Broholm, Franciska Rosenkilde og Kåre Traberg Smidt), B, F, V, C, O og I.

 

Indstillingen blev godkendt med 40 stemmer mod 9. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Å, B, F, V, C, O og I.

Imod stemte: Ø.

 

Socialdemokratiet, Alternativet, Radikale Venstre, SF, Venstre og Det Konservative Folkeparti videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen, som Dansk Folkeparti tilsluttede sig:

”Det er essentielt for et godt leverandørsamarbejde, at der er fagligt velkvalificeret personale til at løfte opgave med de specialiserede indsatser. Partierne ønsker dog ikke, at leverandørerne skal detailstyres ved, at forvaltningen skal opstille udførlige krav til leverandørernes personale, der potentielt udelukker egnede leverandører fra opgaven. Partierne gør ligeledes opmærksom på, at der allerede i dag stilles krav til fagligt egnet personale i kontrakten, og at leverandørerne vurderes i forhold til kvaliteten af deres tilbud, herunder deres brug af egnede metoder til opgaveløsningen. Som led i den løbende dialog med borgeren og leverandøren holdes der desuden øje med fremdrift i borgerens sag.”

Til top