Anlæg af veje, kryds og forplads på Østre Gasværk, Østerbro
Indstilling
Indstilling om,
- at der frigives en anlægsbevilling på 24,3 mio. kr. til færdigprojektering og anlæg på Østre Gasværksgrunden, Svendborggade og Strandboulevarden, jf. bilag 4. De 24,3 mio. kr. frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. tabel 2 i økonomiafsnittet.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
Borgerrepræsentationen besluttede 30. marts 2017 at godkende lokalplan nr. 545 for Østre Gasværk Kvarteret, som fastlægger rammerne for etablering af et nyt bykvarter med boliger, skøjtehal og rekreative områder på Østre Gasværksgrunden, herunder adgangsvejen ad Svendborggade via et nyt signalreguleret kryds på Strandboulevarden, jf. bilag 1. En del af projektet er sat i bero, jf. Teknik- og Miljøudvalgets (TMU) beslutning 7. januar 2019 og 29. april 2019.
Ved Budget 2020 (Borgerrepræsentationen (BR) 31. oktober 2019) (A, B, F, V, Ø og Å) blev der afsat anlægsmåltal til projektering og anlæg af de dele af projektet, der er nødvendige for ibrugtagning af skøjtehallen i februar 2021, opførelse af plejecenter og udbud af byggegrunde, med udformning som fastlagt i lokalplan nr. 545. På den baggrund skal der tages stilling til et projektforslag og frigivelse af anlægsmidler til anlæg af veje, kryds og midlertidig forplads på Østre Gasværk.
Løsning
Teknik- og Miljøforvaltningens del af det samlede projekt på Østre Gasværksgrunden er at etablere en park- og aktivitetsring (stiforbindelse med grønne byrum, rekreative faciliteter og legeplads) og anlægge infrastruktur. Teknik- og Miljøforvaltningen anlagde i 2019 en midlertidig adgangsvej til Østre Gasværksgrunden i overensstemmelse med Teknik- og Miljøudvalgets beslutning 5. februar 2018.
De arbejder, der blev besluttet ved Budget 2020, er fremlagt i budgetnotat TM102 Prioritering af anlægsmåltal til anlæg på Østre Gasværk, Østerbro, jf. bilag 7. Teknik- og Miljøforvaltningens projektforslag for de besluttede arbejder omfatter, jf. bilag 4, i hovedtræk følgende:
- Anlæg af lyskryds mellem Strandboulevarden og Svendborggade
- Udbygning af Svendborggade med cykelstier og fortove fra Strandboulevarden til skøjtehallens forplads og videre til P-hus
- Anlæg af midlertidig forplads og cykelparkering til skøjtehallen, så forpladsen kan fungere som vendeplads, indtil den resterende del af Svendborggade mod nord etableres
- Fremføring af spildevandsledning til skøjtehallen.
Efter anlæg af ovenstående udestår følgende dele af Teknik- og Miljøforvaltningens projekt på Østre Gasværksgrunden: En park- og aktivitetsring, øvrige vejanlæg og stiforbindelser og skøjtehallens forplads i endelig udformning, jf. bilag 5. Projektering og anlæg heraf forudsætter, at projektet prioriteres igangsat med anlægsmåltal.
Konsekvenser for træer
Med projektet plantes ca. 80 nye træer af forskellig art i projektområdet, jf. bilag 4. I følge budgetnotat TM102 (bilag 7) forudsætter projektet fældning af 24 træer, der står, hvor der ifølge lokalplanen skal etableres veje, kryds, cykelstier og fortove, jf. bilag 4, 6 og tabel 1. Langs Svendborggade fældes en trærække med 13 træer (tjørn), der er op til ca. 40 år gamle. Træerne er ifølge lokalplanen bevaringsværdige og må kun fældes efter Teknik- og Miljøudvalgets særlige tilladelse, og hvis det er påkrævet i forbindelse med nybyggeri. Det er nødvendigt at fælde træerne for at kunne udbygge Svendborggade med fortove, cykelsti og flexzone, som fastlagt i lokalplanen. Forvaltningen anbefaler derfor, at der meddeles tilladelse til at fælde de 13 træer. Der plantes nye trærækker i begge vejsider.
Ud over de 13 træer, der ifølge lokalplanen er bevaringsværdige, fældes yderligere 13 træer, som ikke er udpeget som bevaringsværdige ifølge lokalplanen eller beskyttede, jf. Københavns Kommunes Træpolitik 2018-2025 (BR 1. november 2018). Disse 13 træer består af fem ca. 40 år gamle platantræer på Strandboulevarden for at skabe plads til det nye lyskryds og seks ca. 40 år gamle ahorntræer for at kunne udbygge Svendborggade henover Østre Gasværk Teaters grund. Ved Svendborggade står desuden to ca. 15 år gamle selvsåede træer (mirabel og ahorn), som det er nødvendigt at fælde, fordi de står, hvor der skal etableres cykelsti og fortov. I alt fældes med de to selvsåede træer således 26 træer.
Tabel 1. Konsekvenser for træer
Antal træer i anlægs-området før projekt |
Antal træer der fældes (forventet antal) * |
Antal træer der plantes
|
Antal efter projekt |
Tilvækst |
Art og størrelse |
43 |
26
|
Ca. 80 |
Ca. 97 |
Ca. 54 |
Eg, el, naur, løn, æble, røn, tretorn med flere |
* 13 tjørn, 5 platan, 6 ahorn - alle ca. 40 år. 1 mirabel og 1 ahorn (selvsået) - begge ca. 15 år.
Konsekvenser for bil- og cykelparkering
Etableringen af det nye kryds medfører, at der skal nedlægges 10 bilparkeringspladser på Strandboulevarden og seks bilparkeringspladser i Svendborggade i blå parkeringszone, samt fire bilparkeringspladser i Svendborggade uden for betalingszone, jf. budgetnotat TM102 og bilag 4. Pladserne nedlægges for at skabe den nødvendige plads til svingbaner, fremkommelighed og selve lyskrydset. Parkeringsbelægningen i området er 70 pct. kl. 12, 94 pct. kl. 17 og 102 pct. kl. 22 (foråret 2019). Der oprettes to parkeringspladser for handicapbusser ved skøjtehallen. Forvaltningen vurderer, at der kan findes få erstatningspladser i forbindelse med færdigprojektering af resten af projektet, når der prioriteres anlægsmåltal til dette.
Der etableres ca. 190 nye cykelparkeringspladser ved skøjtehallen, heraf 20 til pladskrævende cykler, fx ladcykler, jf. bilag 4. Cykelparkering langs skøjtehallen færdiggøres med stativer og overdækning. Forpladsen anlægges i en midlertidig udformning, da forpladsen skal være vendeplads, indtil den resterende del af Svendborggade mod nord etableres. Den endelige udformning af pladsen med opstilling af cykelstativer vil blive færdiggjort, når resten af projektet igangsættes med prioritering af anlægsmåltal.
Høring
Teknik- og Miljøforvaltningen har afholdt workshop og møder med Østerbro Lokaludvalg, borgere og interessenter. Der var primært bemærkninger til trafiksikkerhed og beplantning, hvilket er tilgodeset ved anlæg af lyskryds, cykelstier og fortov inden ibrugtagning af skøjtehallen og ved plantning af ca. 80 nye træer med et bredt træartsvalg, der vil øge biodiversitet og sanseoplevelser for borgerne. Lokaludvalget inddrages i forbindelse med den videre projektering. Lokaludvalget har tillige ønsket rekreative faciliteter, stiforbindelser og bynatur, som vil indgå i planlægningen af projektet, når der prioriteres anlægsmåltal til gennemførelse af projektet i sin helhed.
Økonomi
Borgerrepræsentationen besluttede den 1. september 2016 at overføre 69,5 mio. kr. (2016 p/l) fra Økonomiudvalget til Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, heraf blev der frigivet en anlægsbevilling på 2,0 mio. kr. (2016 p/l). De resterende 67,5 mio. kr. i rådighedsbeløb frigives ved særskilte anlægsbevillinger til de enkelte delprojekter. Efterfølgende er der frigivet 4,5 mio. kr. (2018 p/l) (BR 22. marts 2018) til anlæg og indledende arbejder.
Med denne indstilling frigives yderligere 24,3 mio. kr. (2020 p/l) til færdigprojektering og anlæg, jf. tabel 2. Beløbet frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, som er omfattet af forvaltningens anlægsmåltal. Ved Budget 2020 (BR 31. oktober 2019) (A, B, F, V, Ø og Å) blev der afsat anlægsmåltal til projektet: 17,913 mio. kr. for 2020 og 6,387 mio. kr. for 2021.
Tabel 2. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler
Udvalg |
Aktivitet/ |
Bevilling |
Funktion |
Beløb i 1.000 kr. (2020 p/l) |
||
2020 |
2021 |
I alt |
||||
TMU |
Østre Gasværksgrunden |
2000 – Ordinær anlæg |
2.28.23.3 |
17.913 |
6.387 |
24.300 |
I alt |
- |
- |
- |
17.913 |
6.387 |
24.300 |
I Budget 2020 blev der afsat finansiering til afledte driftsudgifter på 0,2 mio. kr. årligt fra 2021 og frem, herunder til provenutabet på 0,1 mio. kr. årligt fra 2020 og frem i forbindelse med nedlæggelse af de 16 parkeringspladser i blå zone.
Videre proces
Når indstillingen er godkendt, sættes den videre projektering og anlæg i gang. Projektet forventes ibrugtaget i februar 2021. Ved prioritering af anlægsmåltal til resten af projektet fremlægges en indstilling med forslag til en park- og aktivitetsring, øvrige veje og stiforbindelser med henblik på igangsætning af anlægsarbejdet og frigivelse af anlægsmidler.
Søren Wille /Lone Byskov
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at projektforslaget i bilag 4 danner grundlag for færdigprojektering og anlæg på Østre Gasværksgrunden, Svendborggade og Strandboulevarden, hvorved der fældes 13 bevaringsværdige træer (tjørn) og nedlægges 16 parkeringspladser på Strandboulevarden og i Svendborggade i blå zone og fire pladser i Svendborggade uden for betalingszone.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der frigives en anlægsbevilling på 24,3 mio. kr. til færdigprojektering og anlæg på Østre Gasværksgrunden, Svendborggade og Strandboulevarden, jf. bilag 4. De 24,3 mio. kr. frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. tabel 2 i økonomiafsnittet.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 18. november 2019
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt med 8 stemmer mod 3. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, C, F, I og O.
Imod stemte: Ø og Å.
Indstillingens 2. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne beklager, at det ikke har været muligt at undgå fældning af træer i forbindelse med etablering af anlæg.”
Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Partiet er stærkt imod denne løsning, bl.a. idet 13 store, bevaringsværdige træer bliver fældet for at etablere mere parkerings- og vejkapacitet i et område og en by, der har brug for det modsatte.”
Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
“Enhedslisten er imod etableringen af et parkeringshus på Østre Gasværksgrunden. Området bør udvikles bilfrit med mere plads til grønne og rekreative arealer i tråd med de lokales ønsker. Derfor kan Enhedslisten heller ikke bakke op om udvidelsen af Svendborggade og fældningen af 13 bevaringsværdige træer”.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 03. december 2019
Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Radikale Venstre, SF og Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik-og Miljøudvalgets møde den 18. november 2019:
"Partierne beklager, at det ikke har været muligt at undgå fældning af træer i forbindelse med etablering af anlæg."
Alternativet videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik-og Miljøudvalgets møde den 18. november 2019:
"Partiet er stærkt imod denne løsning, bl.a. idet 13 store, bevaringsværdige træer bliver fældet for at etablere mere parkerings- og vejkapacitet i et område og en by, der har brug for det modsatte."
Enhedslisten videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik-og Miljøudvalgets møde den 18. november 2019:
"Enhedslisten er imod etableringen af et parkeringshus på Østre Gasværksgrunden. Området bør udvikles bilfrit med mere plads til grønne og rekreative arealer i tråd med de lokales ønsker. Derfor kan Enhedslisten heller ikke bakke op om udvidelsen af Svendborggade og fældningen af 13 bevaringsværdige træer".
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 12. december 2019
Indstillingen blev godkendt med 36 stemmer mod 16. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, V, C, O og I.
Imod stemte: Ø og Å.
Radikale Venstre, SF og Det Konservative Folkeparti videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
”Partierne beklager, at det ikke har været muligt at undgå fældning af træer i forbindelse med etablering af anlæg.”
Alternativet videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
”Partiet er stærkt imod denne løsning, bl.a. idet 13 store, bevaringsværdige træer bliver fældet for at etablere mere parkerings- og vejkapacitet i et område og en by, der har brug for det modsatte.”
Enhedslisten videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
“Enhedslisten er imod etableringen af et parkeringshus på Østre Gasværksgrunden. PB Området bør udvikles bilfrit med mere plads til grønne og rekreative arealer i tråd med de lokales ønsker. Derfor kan Enhedslisten heller ikke bakke op om udvidelsen af Svendborggade og fældningen af 13 bevaringsværdige træer”.