Håndtering af medlemsforslag om at sikre lokaler til Sjakket
Medlemsforslaget angår Fonden Sjakkets ejendom på Skaffervej 6, 2400 København NV, hvorpå der hviler en kommunal tilbagekøbsret. Ejendommen benyttes af Den selvejende institution Sjakket, som er et socialt tilbud til unge, og af Fonden Sjakket til aktiviteter inden for kultur-og fritidsområdet.
Borgerrepræsentationen præsenteres her for et svar på medlemsforslaget. Med henblik på fondens muligheder for at opnå lån til finansiering af frikøb eller udskydelse af tilbagekøbsretten foreslås en hensigtserklæring, hvori Socialforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen tilkendegiver en forventning om fortsat samarbejde. Såfremt fonden ikke frikøber eller udskyder tilbagekøbsretten og ejendommen tilbagekøbes af kommunen foreslås, at ejendommen tilbydes Sjakket på en sædvanlig erhvervslejekontrakt.
Indstilling
Indstilling om,
- at Borgerrepræsentationen godkender, at Kultur- og Fritidsforvaltningen og Socialforvaltningen i en fælles hensigtserklæring tilkendegiver en forventning om fortsat at yde henholdsvis tilskud til drift af multihallen og driftsstøtte til Den selvejende institution Sjakket, jf. bilag 2,
- at Københavns Kommune, såfremt ejendommen Skaffervej 6, 2400 København NV, tilbagekøbes af Københavns Kommune pr. 1. april 2021, helt eller delvist udlejer ejendommen til Fonden Sjakket og/eller Den selvejende institution Sjakket på sædvanlige markedsvilkår, hvis Fonden Sjakket ikke forinden har frikøbt eller udskudt tilbagekøbsretten til ejendommen,
- at Borgerrepræsentationen godkender, at medlemsforslaget af 30. november 2017 om at sikre Sjakkets tilholdssted, jf. bilag 1, hermed er håndteret.
(Socialudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget)
Problemstilling
Den 30. november 2017 besluttede Borgerrepræsentationen at vedtage følgende medlemsforslag stillet af Enhedslisten:
”Det foreslås, at Borgerrepræsentationen pålægger Socialforvaltningen i samarbejde med Økonomiforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen at udarbejde forslag til politisk behandling, der sikrer, at "Sjakket" kan forblive i deres nuværende lokaler fra 2020 og minimum frem til 2030. Forslaget skal forelægges til politisk behandling inden 1. april 2018.”
Medlemsforslaget blev vedtaget med 35 stemmer for (A, Ø, B, F) og 12 imod (V, O, C, I, Kasper Heumann Kristensen). Medlemsforslaget er vedlagt som bilag 1.
Socialforvaltningen har senest ved notat af 7. februar 2019 orienteret Borgerrepræsentationen om status for behandlingen af medlemsforslaget.
Orienteringen er vedlagt som bilag 3.
Fonden Sjakket har siden 2005 ejet ejendommen Skaffervej 6, 2400 København NV. Den selvejende institution Sjakket lejer ca. halvdelen af kapaciteten i fondens ejendom til brug for driften af et socialt tilbud til børn og unge i lokalområdet. Det sociale tilbud drives efter driftsoverenskomst med Socialforvaltningen.
Borgerrepræsentationen traf i Budget 2008 beslutning om at yde tilskud til drift af multihallen i ejendommen. På baggrund af beslutningen yder Kultur- og Fritidsforvaltningen et årligt tilskud på 1.692.353 kr. (2019 p/l) p.a. til Fonden Sjakkets kultur- og idrætsaktiviteter i ejendommen.
Tilbagekøbsret til Københavns Kommune
På ejendommen hviler en kommunal tilbagekøbsret, hvorefter ejendommen kan tilbagekøbes af Københavns Kommune i 2020 for knap 40.000 kr.
Fonden Sjakket har ved betaling af 0,3 mio. kr. i marts 2019 udskudt tilbagekøbsretten fra april 2020 til april 2021.
Fonden Sjakket har tilkendegivet, at fonden ønsker at forblive ejer af ejendommen. En forudsætning herfor er, at fonden forinden tilbagekøbsretten forfalder i april 2021, kan rejse den nødvendige kapital og frikøbe eller udskyde tilbagekøbsretten til ejendommen i henhold til kommunens gældende retningslinjer.
Løsning
Med henblik på fondens muligheder for at opnå bank- eller realkreditlån til finansiering af frikøb eller udskydelse af tilbagekøbsretten, har fonden anmodet om en tilkendegivelse fra Socialforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen om over en vis årrække fortsat at yde tilskud til fonden og Den selvejende institution Sjakket.
Kultur- og Fritidsforvaltningen og Socialforvaltningen er indstillet på at imødekomme anmodningen i form af en hensigtserklæring om fortsat samarbejde, jf. bilag 2.
I erklæringen tilkendegiver Kultur- og Fritidsforvaltningen en forventning om, med forbehold for den årlige budgetvedtagelse, at fortsætte og forny tilskudsaftalen med Fonden Sjakket i 10 år, så længe fonden opfylder tilskudsbetingelserne. Kultur- og Fritidsforvaltningens tilskud til Fonden Sjakket udgør årligt 1.692.353 kr. (2019 p/l).
Socialforvaltningen tilkendegiver ligeledes en forventning om at fortsætte samarbejdet med Den selvejende institution Sjakket i overensstemmelse med driftsoverenskomsten på et 10 års sigt, såfremt Den selvejende institution Sjakket fortsat har et tilbud, der vurderes relevant for den berørte målgruppe og i øvrigt med forbehold for den årlige budgetvedtagelse. Socialforvaltningens driftsudgifter til Den selvejende institution Sjakket udgjorde i 2018 ca. 5 mio. kr., heraf ca. 0,4 mio. kr. til Den selvejende institution Sjakkets udgifter til husleje til Fonden Sjakket.
Såfremt Fonden Sjakket ikke inden april 2021 enten frikøber eller udskyder tilbagekøbsretten til ejendommen Skaffervej 6, 2400 København NV, og Københavns Kommune herefter tilbagekøber ejendommen, foreslår Økonomiforvaltningen, at ejendommen i forlængelse heraf helt eller delvist tilbydes Fonden Sjakket eller Den selvejende institution Sjakket på en sædvanlig erhvervslejekontrakt. Dermed kan Sjakkets aktiviteter fortsætte i ejendommen Skaffervej 6.
Kultur- og Fritidsforvaltningen vil fortsat kunne støtte Fonden Sjakket med et tilskud til drift af multihallen, forudsat som hidtil, at fonden opfylder tilskudsbetingelserne, og med forbehold for Borgerrepræsentationens årlige budgetvedtagelse.
Dermed indstilles det til udvalgene, at de overfor Borgerrepræsentationen anbefaler, at det godkendes, at medlemsforslaget hermed er håndteret.
Økonomi
Indstillingen indebærer ikke bevillingsmæssige ændringer.
Såfremt Københavns Kommune efter 1. april 2021 tilbagekøber ejendommen Skaffervej 6, 2400 København NV, vil et eventuelt tilbagekøb af ejendommen blive håndteret indenfor Økonomiudvalgets ramme.
En eventuel indgåelse af en sædvanlig erhvervslejekontrakt på markedsvilkår med Fonden Sjakket eller Den selvejende institution Sjakket forudsættes at være udgiftsneutral for Socialforvaltningen. En eventuel forhøjelse af Den selvejende institution Sjakkets huslejeudgifter, som måtte være en følge af erhvervslejekontrakten, forudsættes afholdt inden for rammerne af det nuværende budget for driftsoverenskomsten, og forventes således ikke at medføre øgede driftsudgifter fra Socialforvaltningen til Den selvejende institution Sjakket. På sigt vil det kunne få afledte økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune, såfremt Den selvejende institution Sjakket må tilpasse sine aktiviteter som konsekvens af en eventuel forhøjet lejeudgift.
Videre proces
Med Borgerrepræsentationens tiltrædelse fremsendes hensigtserklæring til Fonden Sjakkets bestyrelse.
Nina Eg Hansen Mette Touborg Søren Tegen Pedersen
Oversigt over politisk behandling
Kultur- og Fritidsforvaltningen og Socialforvaltningen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget og Socialudvalget, at udvalgene over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
1. at Borgerrepræsentationen godkender, at Kultur- og Fritidsforvaltningen og Socialforvaltningen i en fælles hensigtserklæring tilkendegiver en forventning om fortsat at yde henholdsvis tilskud til drift af multihallen og driftsstøtte til Den selvejende institution Sjakket, jf. bilag 2.
Økonomiforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget, at udvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler, at Borgerrepræsentation godkender,
2. at Københavns Kommune, såfremt ejendommen Skaffervej 6, 2400 København NV, tilbagekøbes af Københavns Kommune pr. 1. april 2021, helt eller delvist udlejer ejendommen til Fonden Sjakket og/eller Den selvejende institution Sjakket på sædvanlige markedsvilkår, hvis Fonden Sjakket ikke forinden har frikøbt eller udskudt tilbagekøbsretten til ejendommen.
Socialforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget, Socialudvalget og Økonomiudvalget, at det over for Borgerrepræsentationen anbefales,
3. at Borgerrepræsentationen godkender, at medlemsforslaget af 30. november 2017 om at sikre Sjakkets tilholdssted, jf. bilag 1, hermed er håndteret.
Socialudvalgets beslutning i mødet den 30. oktober 2019
Indstillingen blev godkendt sammen med dagsordenen.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 14. november 2019
Punktet blev godkendt i forbindelse med dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 03. december 2019
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 12. december 2019
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.