Mødedato: 12.12.2019, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Endelig vedtagelse af lokalplan Sydhavnsgade og kommuneplantillæg, Vesterbro/Kgs. Enghave

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af lokalplan Sydhavnsgade med tilhørende kommuneplantillæg. Planforslagene muliggør omdannelse af et erhvervsområde ved Sydhavnsgade til et bykvarter med boliger og serviceerhverv.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at godkende lokalplan Sydhavnsgade (bilag 2) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning med miljørapport (bilag 4), dog med bemærkning om, at parkeringsnormen for biler fastsættes til 1 pr. 200 m2 under hensyn til den stationsnære beliggenhed,
  2. at godkende tillæg til Kommuneplan 2015 (bilag 2) med miljørapport (bilag 3),
  3. at godkende udbygningsaftale (bilag 8) med tre grundejere.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Grundejere i området mellem Sydhavnsgade, Borgmester Christiansens Gade og Scandiagade har anmodet om et nyt plangrundlag for at udvikle det nuværende erhvervsområde til et tæt bykvarter med boliger og serviceerhverv. Projektet forudsætter ny lokalplan og kommuneplantillæg, som øger bebyggelsesprocenten, muliggør flere boliger, ændrer den maksimale højde og ændrer rammerne for detailhandel. Lokalplanforslaget blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 9. maj 2019 og har været i høring fra den 21. maj 2019 til den 20. august 2019. Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget 54 henvendelser. Høringen har givet anledning til ændringsforslag. Ændringsforslagene har været i supplerende høring hos ejer af matr.nr. 236 Kongens Enghave, fra den 24. september 2019 til den 7. oktober 2019, da ændringerne af lokalplanen primært vil påvirke denne grundejer.

Løsning

Forslagene til lokalplan og kommuneplantillæg muliggør et samlet etageareal på ca. 115.000 m2, svarende til en bebyggelsesprocent på 185. Boligandelen skal være mellem 40-75 %. Bebyggelsen er udformet som en karréstruktur med varierende højde på op til 21 meter og med en kantbebyggelse mod Sydhavnsgade på op til 29 meter, der vil skærme området mod støj fra Sydhavnsgade. Mod syd muliggøres en bygning på op til 40 meter. Efter ønske fra Københavns Kommune er der indarbejdet en daginstitution på 16 grupper samt mulighed for et plejecenter, som vil indgå som del af de 25 % almene boliger, der stilles krav om. Der muliggøres en sivegade parallelt med Sydhavnsgade og en indsnævring og begrønning af Borgmester Christiansens Gade. Det muliggjorte projekt er yderligere beskrevet i lokalplanen (bilag 2) og i faktaarket (bilag 3).

Forslag til ændringer af lokalplanforslaget

Høringen har givet anledning til, at Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår, at der under § 4 i stedet for udlæg af vejareal tilføjes, at der langs Sydhavnsgade fastlægges en vejbyggelinje. Dette muliggør, at Københavns Kommune på sigt kan udvide det offentlige vejareal. Derudover er det ikke i overensstemmelse med vejlovgivningen at udlægge areal til vej, der skal være offentligt vejareal. Under § 8 foreslås tilføjet præciseringer om træer langs Sydhavnsgade og placering af træer på veje, samt at tegning 3a Veje og 6c – træer og beplantning justeres, således at de stemmer overens med de foreslåede ændringer i udbygningsaftalen. I lokalplanens redegørelsesdel foreslås en opdatering af beskrivelsen af træer i lokalplanområdet. De præcise forslag til ændringer fremgår af bilag 7 og 10.

Høring

De 54 modtagne henvendelser i høringsperioden vedlægges som bilag 6. I bilag 7 er henvendelserne refereret med forvaltningernes bemærkninger. Der blev afholdt borgermøde den 11. juni 2019, hvor ca. 35 borgere deltog. Referat af mødet er vedlagt (bilag 9). Borgernes hovedsynspunkter i høringen er anført nedenfor. Sidst i afsnittet refereres henvendelser modtaget i den supplerende høring.

Kongens Enghave Lokaludvalg har følgende hovedsynspunkter (henvendelse nr. 54)

  • Lokaludvalget er grundlæggende tilfreds med planen og finder, at en bebyggelsesprocent på 185 er mulig på dette sted, mens den andre steder i bydelen bør være lavere.
  • Boligandelen bør af støjmæssige grunde maksimalt være 20 % i kantbebyggelsen. Et plejecenter bør ikke etableres her grundet støjen.
  • Der bør bevares flere bygninger i området.
  • Den foreslåede daginstitution er ikke tilstrækkelig, og der bør indarbejdes plads til mindre erhvervslokaler. Positivt med erhverv i stueetagen mod Sydhavnsgade.
  • Der foreslås korttidsparkering på Borgmester Christiansens Gade som løsning på en problematik, hvor nye beboere og brugere anvender eksisterende parkeringspladser, og der udtrykkes bekymring for, om der afsættes tilstrækkelig parkering til ny bebyggelse. Antal af afsætningspladser til daginstitution er ikke nok.
  • Der bør etableres en stibro over Sydhavnsgade.

Forvaltningernes bemærkninger

Emner i lokaludvalgets synspunkter er sammenfaldende med emner i de øvrige henvendelser, og forvaltningerne kommenterer derfor samlet nedenfor.

Hovedsynspunkter i øvrige henvendelser

  1. Bevaring af bygninger. Tre borgere bemærker, at der bør bevares flere bygninger i området. Københavns Museum peger på, at bygningerne på Borgmester Christiansens Gade 51E og 55 bør bevares i deres helhed, samt at bygningerne på Scandiagade 29 og 31 og Sydhavnsgade 28 bør bevares.  
  2. Grønne områder og kulturtilbud. 29 borgere peger på, at der mangler grønne områder, offentlige byrum og idrætsfaciliteter i planen og i Sydhavnen generelt. Friluftsrådet og Akademiraadet finder, at der bør afsættes et areal til en park. Syv bemærker, at der mangler kulturtilbud i Sydhavnen.
  3. Almene boliger. Fire borgere finder, at der bør stilles krav om flere almene boliger end 25 %, særligt set i lyset af, at det planlagte plejecenter vil indgå som en del af de almene boliger.
  4. Parkering og trafik. Fire er bekymrede for, at ny bebyggelse vil belaste naboområdernes parkering. Fire ønsker en tryg forbindelse for bløde trafikanter over Sydhavnsgade.  
  5. Støj. DN København bemærker, at der ikke bør placeres boliger eller anden støjfølsom anvendelse ud mod Sydhavnsgade.
  6. To af grundejerne bag lokalplanen foreslår justeringer af tegning 6c for at tydeliggøre ansvar for træplantning i udbygningsperioden.

Forvaltningernes bemærkninger

  1. Bevaring af bygninger. Der bevares nogle bygninger og industrielle spor med lokalplanforslaget – se tegning 4 i bilag 2, herunder bevares den ene bygning i området, der i SAVE-registeret er registreret med høj bevaringsværdi (SAVE 3). Bygningen på Sydhavnsgade 28 vurderes at være i for dårlig stand til bevaring, og bevaring af de nævnte bygninger ved Scandiagade og Borgmester Christiansens Gade vil forudsætte, at der udarbejdes en ny plan/struktur for området. Det vurderer Teknik- og Miljøforvaltningen ikke er hensigtsmæssigt, idet det nuværende planforslag vurderes at rumme mange gode elementer på baggrund af en afvejning af bevaringshensynet over for andre modstående hensyn, såsom byrum og bebyggelsesprocent.
  2. Grønne områder og kulturtilbud. Forvaltningerne er enige i, at det er vigtigt med mere bynatur og begrønning. Der er tale om et yderst stationsnært område mellem to kommende metrostationer, hvilket betyder, at flere vil vælge offentlig transport. En høj bebyggelsesprocent på dette sted vil således understøtte Københavns Kommunes mål for bæredygtighed. Den høje bebyggelsesprocent betyder imidlertid, at arealer til større grønne områder er begrænset. Forvaltningerne finder, at planforslaget indeholder en hensigtsmæssig afvejning mellem tæt bebyggelse og indarbejdelse af byrum, begrønning og træer. Anlæg af idrætsanlæg, parker, kulturtilbud mv. kræver offentlige investeringer og overtagelse af private arealer, der ikke er afsat finansiering til eller indgår i kommunens arealplanlægning. Kommunens arealplan for grønne områder udpeger nye grønne områder på Enghave Brygge og i Jernbanebyen.
  3. Almene boliger. Der er ikke lovhjemmel til at stille krav om mere end 25 % almene boliger. Der er behov for et plejecenter i området.  
  4. Parkering og trafik. Korttidsparkering kan ikke reguleres med lokalplanen. Det er muligt, at der senere kan etableres en betalingsparkering i det eksisterende Sydhavnen som løsning på en parkeringsproblematik. Sydhavnsgade er en markant barriere, men en broforbindelse er ikke finansieret. Hvis der senere afsættes finansiering, vil forbindelsen kunne indgå i kommende planlægning for Bådehavnsgade og metro på Sluseholmen.
  5. Støj. Det er med støjanalyser sandsynliggjort, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj kan overholdes indendørs og for opholdsarealer. Det skal påvises i byggesagsbehandlingen. Stueetagen i kantbebyggelsen, der er mest støjbelastet, er udlagt til serviceerhverv.
  6. Tegning 6c kan med fordel tydeliggøres mht. fordeling af træerne.

Supplerende høring

Grundejer af matr.nr. 236 Kongens Enghave anfører, at den eksisterende overkørsel fra Sydhavnsgade til tankstationen skal bibeholdes, og at kommunen skal sørge for, at overkørslen holdes åben i hele anlægsperioden for den højresvingsbane, der indgår i udbygningsaftalen. Højresvingsbanen bør etableres trafiksikkerhedsmæssigt ansvarligt.

Forvaltningernes bemærkninger

Ejeren har ikke ønsket at afstå et areal, som var en forudsætning for, at de aktive grundejere kunne etablere en højresvingsbane som fremlagt i udkast til udbygningsaftale. Derfor foreslås højresvingsbanen nu fastlagt på et areal, der ikke berører denne ejer. For at sikre at Københavns Kommune på sigt kan udvide det offentlige vejareal, herunder fortovet, foreslås i lokalplanen fastlagt en vejbyggelinje langs Sydhavnsgade. Den eksisterende overkørsel og tankstationen kan blive, indtil grundejeren ønsker at udnytte lokalplanens byggemuligheder for ejendommen. Når lokalplanens mulighed for byggeri udnyttes, skal overkørslen til Sydhavnsgade fjernes. Etablering af en højresvingsbane vurderes af forvaltningerne at være en forbedring i forhold til de nuværende forhold. Overkørslen vil, så vidt muligt, blive opretholdt i anlægsperioden, men det kan blive nødvendigt at lukke den midlertidigt i perioder. I disse perioder må de øvrige overkørsler på Borgmester Christiansens Gade benyttes.  

Økonomi

Udbygningsaftale

På tre grundejeres anmodning er der udarbejdet et udkast til en frivillig udbygningsaftale i henhold til planlovens § 21 b. Aftalen indeholder højresvingsbane fra Sydhavnsgade til Borgmester Christiansens Gade, sivegade langs Sydhavnsgade inkl. 51 nye træer, samt stiforbindelse fra Scandiagade til Sydhavnsgade. Kommunen får anlæggene vederlagsfrit, når de er færdiganlagt og godkendt af kommunen. Udbygningsaftalen er ændret i forhold til det udkast, der blev fremlagt med lokalplanforslaget i foråret 2019. Ændringer vedrører placering af højresvingsbane, der nu er placeret, så den ikke berører grundejer af matr.nr. 236 Kongens Enghave, da denne ikke har ønsket at sælge et grundstykke, så udbygningsaftalen kan opfyldes. Antal træer i udbygningsaftalen er samtidig reduceret fra 58 til 51. De resterende syv træer indgår i stedet i lokalplanen som betingelse for ibrugtagning af ny bebyggelse på matr.nr. 236 Kongens Enghave.

Salgsaftale

Udover udbygningsaftalen, jf. ovenfor, forventes der indgået en salgsaftale mellem Københavns Kommune og grundejerne, hvorefter kommunen afhænder ca. 1.200 m2 af vejarealet på Borgmester Christiansens Gade. I forbindelse med nedlæggelsen af vejarealet skal grundejerne etablere et nyt vejanlæg, 24 nye træer og et grønt areal, hvortil Teknik- og Miljøforvaltningens krav til eksempelvis træer og det grønne anlæg vil fremgå af et bilag til salgsaftalen.

Driftsudgifter

Teknik- og Miljøforvaltningen forventer årlige driftsudgifter til vanding af træerne på ca. 75.000 kr. de tre første år, når anlæggene i henholdsvis udbygningsaftale og salgsaftale er etableret. Dette beløb vil blive søgt dækket i forbindelse med budgetforhandlingerne, når anlæggene er etableret. Såfremt der ikke bliver givet midler i budgetforhandlingerne, vil de forøgede driftsomkostninger blive dækket via effektiviseringer eller reduktion af serviceniveauet på Teknik- og Miljøforvaltningens øvrige områder.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen med tilhørende kommuneplantillæg, bekendtgør forvaltningerne lokalplan og kommuneplantillæg i henhold til reglerne i planloven.

 

Søren Tegen Pedersen                           /Søren Wille

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende lokalplan Sydhavnsgade (bilag 2) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning med miljørapport (bilag 4).

    Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  2. at godkende tillæg til Kommuneplan 2015 (bilag 2) med miljørapport (bilag 3).
  3. at godkende udbygningsaftale (bilag 8) med tre grundejere.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 4. november 2019

 

Konservative fremsatte ændringsforslag (ÆF1) til 1. at:

”at der ikke skal være almene boliger.”

 

Konservative fremsatte ændringsforslag (ÆF2) til 1. at:

”at parkeringsnormen for biler fastsættes til 1 pr. 100 m2 bolig, så parkering kan holdes på egen grund uden at belaste de offentlige vejarealer med parkering.”

 

Alternativet fremsatte ændringsforslag (ÆF3) til 1. at:

”at parkeringsnormen for biler fastsættes til 1 pr. 200 m2 under hensyn til den stationsnære beliggenhed.”

 

Ændringsforslaget (ÆF1) blev ikke vedtaget med 2 stemmer mod 9. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: C og I.

Imod stemte: A, B, F, O, Ø og Å.

 

Ændringsforslaget (ÆF2) blev ikke vedtaget med 2 stemmer mod 9. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: C og I.

Imod stemte: A, B, F, O, Ø og Å.

 

Ændringsforslaget (ÆF3) blev vedtaget med 6 stemmer mod 2. 3 undlod at stemme.

 

For stemte: B, F, O Ø og Å.

Imod stemte: C og I.

Undlod at stemme: A.

 

Den således ændrede indstilling blev anbefalet overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 9 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F, O, Ø og Å.

Imod stemte: C og I.

 

Konservative og Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne er imod at bygge boliger på dette erhvervsareal, idet det er meget støjbelastet. Der er trafikstøj i området fra Sydhavnsgade og Borgmester Christiansens Gade. Støjniveauet er op til 63 dB på dele af friarealet og op til 74 dB på dele af facaderne, hvilket overstiger den vejledende grænseværdi på Lden 58 dB for boliger og daginstitutioner og Lden 63 dB for erhverv.”

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. november 2019

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 10 stemmer mod 2. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, Å, B og F.

Imod stemte: V og C.

 

Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Venstre finder det ikke formålstjenstligt at oprette flere almene boliger i lokalplanområdet, der ligger i Ellebjerg skoledistrikt, hvor den almene boligandel i dag udgør 52 %. Særligt ikke, når der i forslaget til Kommuneplan 2019 specifikt er fremført, at en blandet by og byudvikling i balance kræver, at almene boliger ikke koncentreres i enkelte bydele.”

 

Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 4. november 2019:

 

”Vi er imod at bygge boliger på dette erhvervsareal, idet det er meget støjbelastet. Der er trafikstøj i området fra Sydhavnsgade og Borgmester Christiansens Gade. Støjniveauet er op til 63 dB på dele af friarealet og op til 74 dB på dele af facaderne, hvilket overstiger den vejledende grænseværdi på Lden 58 dB for boliger og daginstitutioner og Lden 63 dB for erhverv.”

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 12. december 2019

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1-ÆF2):

 ÆF1

”at der ikke skal være almene boliger.”

 ÆF2

”at parkeringsnormen for biler fastsættes til 1 pr. 100 m2 bolig, så parkering kan holdes på egen grund uden at belaste de offentlige vejarealer med parkering.”

  

Det af Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 45 stemmer mod 6. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: C og I.

Imod stemte: A, Ø, Å, B, F, V og O.

  

Det af Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF2) blev forkastet med 42 stemmer mod 9. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: V, C og I.

Imod stemte: A, Ø, Å, B, F og O.

 

Selve indstillingen blev herefter godkendt med 42 stemmer mod 9. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, Å, B, F og O.

Imod stemte: V, C og I.

  

Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

”Partierne er imod at bygge boliger på dette erhvervsareal, idet det er meget støjbelastet. Der er trafikstøj i området fra Sydhavnsgade og Borgmester Christiansens Gade. Støjniveauet er op til 63 dB på dele af friarealet og op til 74 dB på dele af facaderne, hvilket overstiger den vejledende grænseværdi på Lden 58 dB for boliger og daginstitutioner og Lden 63 dB for erhverv.”

  

Venstre videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

”Venstre finder det ikke formålstjenstligt at oprette flere almene boliger i lokalplanområdet, der ligger i Ellebjerg skoledistrikt, hvor den almene boligandel i dag udgør 52 %. Særligt ikke, når der i forslaget til Kommuneplan 2019 specifikt er fremført, at en blandet by og byudvikling i balance kræver, at almene boliger ikke koncentreres i enkelte bydele.”

Til top