Partnerskaber om almene boliger
Borgerrepræsentationen skal træffe beslutning om indgåelse af partnerskaber med et antal almene boligorganisationer om udvikling af almene boligkoncepter.
Indstilling og beslutning
- at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at indgå partnerskabsaftale med SAB og AKB v/KAB og 3B om udvikling af et alment boligkoncept,
- at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at indgå partnerskabsaftale med Domea om udvikling af et alment boligkoncept,
- at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at indgå partnerskabsaftale med Lejerbo, AAB og fsb om udvikling af et alment boligkoncept.
(Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget vedtog den 22. juni 2015 strategi for realisering af Boligpakken. I forlængelse heraf indbød Teknik- og Miljøforvaltningen i juni 2015 alle almene boligorganisationer til at indgå i mulige partnerskaber med Københavns Kommune om udvikling og etablering af almene boliger. Teknik- og Miljøudvalgets skal i henhold til strategi for realisering af Boligpakken udvælge et til tre partnerskaber.Løsning
Partnerskaberne skal bidrage til, at Københavns Kommunes målsætning om etablering af 8.200 almene boliger frem mod 2025 kan indfries, og i særdeleshed, at boligerne finansieret i henholdsvis Budget 2015 og overførselssagen 2015 (Boligpakken) - kan realiseres hurtigt for at imødekomme behovet for billige boliger til københavnerne.
Teknik- og Miljøforvaltningen har frem til august 2015 modtaget fem oplæg til partnerskaber om almene boliger. Oplæggene er boligorganisationernes visioner for kommende boliger og er således ikke færdigudviklede boligkoncepter. Det er forudsat i opdraget fra Københavns Kommune, at de endelige koncepter udvikles i et partnerskab mellem kommunen og de udvalgte boligorganisationer. De enkelte oplæg er overordnet beskrevet i bilag 1.
Følgende boligorganisationer har indsendt oplæg:
1. SAB og AKB v/KAB og 3B: Generationernes Byhus
2. Domea: Blandede Ejerformer
3. Lejerbo, AAB og fsb: Småt og Smart – Almene Storbyboliger
4. Boligselskabet Sjælland: Boliger opført efter LEGO-princippet
5. FA09/PAB: Almene Boliger i en mangfoldig by
De modtagne oplæg er bedømt af bedømmelsesudvalget for almene boliger bestående af repræsentanter fra Teknik- og Miljøforvaltningen, Økonomiforvaltningen samt stadsarkitekten. Oplæggene er bedømt ud fra en helhedsvurdering af følgende kriterier: Realiseringstid for boligerne, byggerationalitet/pris, samt kvalitet og nytænkning.
På baggrund heraf indstiller bedømmelsesudvalget følgende tre oplæg til partnerskaber i prioriteret rækkefølge:
- SAB og AKB v/KAB og 3B: Generationernes Byhus
- Domea: Blandede EjerformerLejerbo,
- AAB og fsb: Småt og Smart – Almene Storbyboliger
Alle oplæg er vurderet ud fra de opstillede kriterier vedrørende realiseringstid, herunder leverancesikkerhed, byggerationalitet/pris, bl.a. gennem rationaliserede byggesystemer og stordriftsfordele i indkøbsfaserne, samt forskellige former for initiativer til nytænkning inden for den almene boligsektor.
De tre udvalgte oplæg adresser bedst de opstillede kriterier, og indebærer således hver især reduktion af huslejen for boligerne (mellem 10-15 %), reduktion af licitationsperioden (ned til én måned, mod i dag op til ni måneder), samt reduktion af byggepladstiden med op til seks måneder. Endelig omfatter de udvalgte oplæg hver især forskellige forslag til nytænkning af den almene bolig.
Baggrunden for at udvælge partnerskaberne i den nævnte rækkefølge er nærmere beskrevet i bedømmelsesudvalgets indstilling bilag 2.
I henhold til strategi for realisering af Boligpakken skal der udvælges et til tre partnerskaber. Det er bedømmelsesudvalgets vurdering, at valget af tre partnerskaber giver de nødvendige forudsætninger for at opnå stordriftsfordele indenfor det enkelte koncept. Samtidig er det forventningen, at der ved valg af tre partnerskaber dels kan realiseres flere boligprojekter, dels kan opnås en variation i de realiserede boligkoncepter og de anvendte byggesystemer. Det vurderes, at den eksisterende bevilling til almene boliger har en størrelse, der betyder, at hensigtsmæssige stordriftsfordele kan opnås indenfor tre partnerskaber.
Udvælges færre partnerskaber er der risiko for at mindske det udviklingsmæssige potentiale i forhold til boligformer, nye tilgange og udnyttelse af materialer, byggemetoder mv. Et lille antal partnerskaber kan også øge sårbarheden for realiseringen ved uforudsete hændelser som eksempelvis konkurser i entreprenørleddet eller udfordringer med byggesystemet og således svække realiseringstakten.
Det endelige antal almene boliger etableret i regi af partnerskaberne eller etableret gennem den ordinære udmøntning af grundkapital afhænger af adgangen til byggegrunde. Grundpriserne i København er stigende i disse år, hvilket begrænser de almene boligorganisationers adgang til byggemuligheder, til trods for at Borgerrepræsentationen i forbindelse med Boligpakken har afsat en pulje til støtte til grundkøb (grundkøbslån).
Partnerskabsaftaler
De konkrete samarbejder mellem Københavns Kommune og de udvalgte boligorganisationer reguleres i særskilte partnerskabsaftaler. Aftalerne skal sikre gennemsigtighed ved indgåelse af partnerskaberne. Generelt omfatter aftalerne de overordnede vilkår for partnerskaberne, herunder fx vilkår for tilsagn til kommunal grundkapital, bedømmelse af konkrete projekter mv. Endvidere adresserer aftalerne hvilke individuelle elementer, de enkelte konceptoplæg skal fokusere på i den videre udvikling, ligesom deltagerne i partnerskabsaftalerne forpligter sig til at indfri de opstillede forudsætninger – fx i forhold til nedbringelse af etableringsomkostninger og etableringstid. Partnerskabsaftalerne udløber som udgangspunkt ved udgangen af 2017. Udkast til en generel partnerskabsaftale fremgår af bilag 3.
Københavns Kommune vil arbejde for, at der kan realiseres 500-800 almene boliger inden for rammerne af hvert enkelt af de tre partnerskaber, der indstilles. Det præcise antal afhænger af boligselskabernes mulighed for at erhverve de fornødne grunde. Det øvre antal boliger er kun begrænset af den kommunale grundkapital, der er til rådighed. Det er således på nuværende tidspunkt ikke muligt at præcisere antallet af boliger nærmere
De konkrete boligprojekter skal opfylde og vurderes ud fra de generelle kriterier, der er gældende for udmøntning af grundkapital, herunder grundens placering mv., jf. pjecen ”Udmøntning af grundkapital til almene boliger, oktober 2015”. EU´s regler for konkurrenceudsættelse finder ikke anvendelse ved Borgerrepræsentationens tilsagn om ydelsesstøtte til almene boligprojekter.
Økonomi
Videre proces
Teknik- og Miljøforvaltningen vil meddele de udvalgte boligorganisationer Borgerrepræsentationens beslutning og indgå partnerskabsaftaler om udviklingen af de enkelte boligkoncepter.
Ved indgåelse af et partnerskab udvikler de almene boligorganisationer deres boligkoncepter i samarbejde med Københavns Kommune fra et tidligt stade. Det giver mulighed for en særlig fast-track proces for den senere bedømmelse og behandling af projekterne. Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen vil endvidere fortsat arbejde med optimering af sagsbehandlingen for yderligere at nedbringe byggeprojekternes realiseringstid.
De konkrete boligprojekter vil løbende blive forelagt for Borgerrepræsentationen.
Teknik- og Miljøforvaltningen følger op på, hvorvidt de mål, der er sat for partnerskaberne, bl.a. for så vidt angår opnåede stordriftsfordele, pris og kvalitet/nytænkning, indfries. Nogle parametre kan først observeres under/efter opførelse, mens andre kan konstateres i forbindelse med fx politisk tilsagn til de konkrete byggerier.
Teknik- og Miljøforvaltningen vil kvartalsvis aflægge status for den samlede afvikling af bevillingen, herunder fremdriften i de enkelte partnerskaber til Teknik- og Miljøudvalget i forbindelse med kvartalsprognosen.
Mikkel Hemmingsen / Pernille Andersen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at indgå partnerskabsaftale med SAB og AKB v/KAB og 3B om udvikling af et alment boligkoncept,
- at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at indgå partnerskabsaftale med Domea om udvikling af et alment boligkoncept,
- at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at indgå partnerskabsaftale med Lejerbo, AAB og fsb om udvikling af et alment boligkoncept.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 26. oktober 2015
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med ni stemmer mod to.
For stemte: A, B, F, V og Ø.
Imod stemte: C og I.
C og I afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi finder ikke, at det er en kommunal opgave at yde støtte til opførelse af almene familieboliger. Vi finder det urimeligt, at folk med små indtægter (fx SU eller folkepension) skal betale for, at folk i arbejde kan bo billigt. Vi finder, at kommunen alene skal støtte ungdomsboliger og ældreboliger.”
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 3. november 2015
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 9 stemmer mod 2. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, B, V og O.
Imod stemte: C og I.
Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 26. oktober 2015:
”Vi finder ikke, at det er en kommunal opgave at yde støtte til opførelse af almene familieboliger. Vi finder det urimeligt, at folk med små indtægter (fx SU eller folkepension) skal betale for, at folk i arbejde kan bo billigt. Vi finder, at kommunen alene skal støtte ungdomsboliger og ældreboliger.”
Beslutning
Indstillingen blev godkendt med 49 stemmer imod 3. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, V, B, F og O.
Imod stemte: C.
Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
”Vi finder ikke, at det er en kommunal opgave at yde støtte til opførelse af almene familieboliger. Vi finder det urimeligt, at folk med små indtægter (fx SU eller folkepension) skal betale for, at folk i arbejde kan bo billigt. Vi finder, at kommunen alene skal støtte ungdomsboliger og ældreboliger:”