Forespørgsel til overborgmesteren og socialborgmesteren om placeringen af skæve boliger
Forespørgsel
Overborgmesteren bedes redegøre for,
- hvor det jf. arealplanen er tænkt at opføre nye skæve boliger de kommende år?
- hvor mange af de fremtidige skæve boliger der planlægges opført på grønne områder og områder udlagt til rekreative formål?
- hvad overborgmesteren vil gøre for at minimere inddragelsen af grønne områder og rekreative arealer til skæve boliger?
- hvilke muligheder overborgmesteren ser for at sikre midlertidighed i placeringerne af skæve boliger, så grønne områder kan friholdes på sigt?
- hvilke muligheder overborgmesteren ser for at placere skæve boliger i forbindelse med byudviklingsområder, og hvad skal der til?
- hvilke muligheder overborgmesteren ser for at placere skæve boliger i andre kommuner, hvor der kunne tænkes at være større areal til rådighed og lavere m2-priser?
Socialborgmesteren bedes redegøre for,
- hvad socialborgmesteren vil gøre for at sikre inddragelse af lokalområderne ved placering af skæve boliger i bydelene?
- om socialborgmesteren mener, at socialforvaltningen indtil nu er lykkedes med at placere de skæve boliger optimalt, og hvad vil borgmesteren gøre fremadrettet for at sikre den bedst mulige proces for etablering af skæve boliger?
(Stillet af SF)
Motivering
Københavnernes adgang til grønne arealer er en hjørnesten i byens planlægning. Samtidig er det vigtigt, at der oprettes skæve boliger til de københavnere, der har behov for dem.
Det er i den sammenhæng vigtigt, at kommunens egen planlægning ikke involverer permanent inddragelse af grønne områder til skæve boliger, da det forståeligt nok kan give stor modstand. Der er derfor brug for at sikre, at der i den generelle byudvikling er tilstrækkelig plads til skæve boliger, så indbyggerne i et lokalområde ikke pludseligt får frataget deres grønne åndehuller og af den årsag ikke byder de nye beboere velkomne til kvarteret.
SF ønsker derfor med denne forespørgsel at høre overborgmesteren og socialborgmesteren om hvilke overvejelser der gøres på nuværende tidspunkt om placeringen af skæve boliger, og hvilke muligheder der er for at indplacere skæve boliger i byudviklingen samt i andre kommuner - og mulighederne for at arbejde med midlertidighed som greb. Samt hvilke overvejelser overborgmesteren og socialborgmesteren gør sig for at undgå inddragelse af grønne arealer til skæve boliger.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 12. oktober 2023
Forespørgslen blev besvaret.