Endelig vedtagelse af kommuneplantillæg for Ny Ellebjerg med supplerende VVM-redegørelse for metro til Sydhavnen
Indstilling
Indstilling om,
- at godkende kommuneplantillæg Ny Ellebjerg Metrostation (bilag 1) med den supplerende VVM-redegørelse for metro til Sydhavnen, med de på baggrund af hvidbogen for den offentlige høring (bilag 2) foreslåede rettelser (bilag 3a, b og c).
(Økonomiudvalget)
Problemstilling
Borgerrepræsentationen vedtog den 18. maj 2017 at sende forslag til kommuneplantillæg for Ny Ellebjerg Metrostation og til supplerende VVM-redegørelse for metro til Nordhavn i offentlig høring fra den 25. maj til den 16. august 2017. Kommuneplantillægget, der ændrer rammer for lokalplanlægning for at muliggøre stationen, og den supplerende VVM-redegørelse, der beskriver og vurderer relevante ændrede miljøforhold, er begge nødvendige for at realisere aftalen om at etablere Ny Ellebjerg Metrostation under terræn.
Valby Lokaludvalg afholdt et offentligt møde om Ny Ellebjerg Station, og herunder metrostationen, i høringsperioden, hvor Københavns Kommune og Metroselskabet medvirkede. Der er indkommet 22 høringssvar i høringsperioden. Alle høringssvar er resumeret og vurderet i hvidbogen (bilag 2).
Løsning
Forvaltningen har modtaget 22 høringssvar, heriblandt fra Valby Lokaludvalg, et par ejerforeninger, en større grundejer samt en række privatpersoner. Der er ikke modtaget høringssvar fra myndigheder.
Ingen af høringssvarene har bemærkninger til kommuneplantillægget. Dette foreslås endeligt vedtaget uden ændringer. Der er en del bemærkninger til selve stationsprojektet og dets funktionalitet. Endvidere påpeger 16 indsendere af høringssvar samstemmende, at der er fejl i den supplerende VVM-redegørelses gengivelse af bebyggelsen Jacobsens Have på Carl Jacobsens Vej. Dette foreslås derfor rettet i forbindelse med den endelige vedtagelse.
Udformning af Ny Ellebjerg Station som helhed
Valby Lokaludvalg, Grundejerforeningen Søndervang, ejendomsudviklingsfirmaet FB Gruppen m.fl. påpeger alle, at der nok er tale om en forbedring med anlæg af metrostationen under terræn og etablering af det underjordiske stationsrum med adgangstunnel mv., der giver en bedre funktionalitet, men at den valgte løsning ikke er optimal. De beklager samstemmende, at der ikke skabes en samlet løsning med en tunnel under Øresundsbanen, så de mange borgere (inkl. kommende borgere på Grønttorvet med videre) vest og syd for banen kunne få gode og direkte adgangsforhold. Den eksisterende løsning, hvor adgang sker via S-togsperronen for Køge-linjen, vurderes som utilstrækkelig til de mange kommende passagerer og som en hindring for en overskuelig station. Lokaludvalget har arbejdet længe med både adgangs- og skifteforholdene på stationen og finder det meget beklageligt, at der ikke kommer en samlet løsning nu.
Det skal hertil bemærkes, at alle involverede parter anerkender, at udformningen af den samlede station ikke er optimal, hverken når det gælder adgang fra det sydvestlige Valby eller som skiftestation. Med det foreliggende projekt er der mulighed for at forbedre skifteforholdene og gøre adgangen bedre fra det område, der ligger øst for Øresundsbanen.
Den samlede udformning af Ny Ellebjerg Station kan ikke reguleres med forslaget til kommuneplantillæg med supplerende VVM-redegørelse. Kommunen kan således ikke stille krav om en tunnelforbindelse under Øresundssporene til erstatning/supplement af den nuværende forbindelse via S-togsperronen. Forbindelser mod syd i retning af Valby Idrætspark ventes at kunne indgå i en senere udvikling af Strømmen.
Metroselskabet har taget initiativ til en særskilt proces, hvor ejere og operatører af kollektiv trafik ved Ny Ellebjerg sammen ser på muligheder for at forbedre den samlede løsning på Ny Ellebjerg Station, inkl. skift mellem alle tog- og bussystemer, adgang fra lokalområdet, cykelparkering mv. Denne proces ventes afsluttet mod slutningen af 2017. Hertil kommer, at der fra statslig side er afsat midler til forbedringer ved Øresundsbanen, der imidlertid skal ses i sammenhæng med overvejelserne om et stop på linjen ved Ny Ellebjerg. En beslutning herom og dermed om den mest hensigtsmæssige sammenbinding og adgang, er ikke en del af det foreliggende projekt, men ventes truffet i anlægsperioden for metro til Sydhavnen, således der evt. kan ske en senere koordinering.
Fejl på støjkort for Jacobsens Have
Beboere i bebyggelsen Jacobsens Have gør opmærksom på, at en mindre del af bebyggelsen ikke er med på kortbilagene i VVM-redegørelsen, og dermed heller ikke i de dertil knyttede beregninger, og at det er lagt til grund, at en del af bebyggelsen delvis skærmes af en bygning, men denne bygning er kun i én etage og kan derfor ikke udgøre en effektiv støjskærm for de bagvedliggende boliger.
Denne beklagelige fejl er til dels også til stede i VVM-redegørelsen fra 2015. Der er indhentet nye, opdaterede oplysninger om byggeri i de relevante områder til den supplerende VVM-redegørelse, men denne procedure har desværre ikke givet et helt korrekt resultat. Fejlen kan rettes ved at udarbejde nye kort og opdatere bilagsdelen til VVM-redegørelsen. Der udarbejdes samtidig et rettelsesblad til de dele af selve redegørelsen, der påvirkes af rettelsen (bilag 3c).
Den supplerende VVM-redegørelse indeholder et skønnet tillæg vedr. støjpåvirkning for boliger placeret ud til gårdrummet i Jacobsens Have, som nu erstattes af en egentlig optælling på baggrund af de reviderede støjkort. På baggrund af den påpegede fejl er også andre ejendomme i området kontrolleret en ekstra gang, hvilket har ført til enkelte små forskydninger (både + og -) vedr. boliger berørt af støj.
Øvrige bemærkninger
Der er kun få øvrige bemærkninger. Et gennemgående træk er ønsket om et højt informationsniveau fra bygherrens side, såvel generelt som vedrørende særlige anlægsaktiviteter og muligheder for kompensation. Der er allerede fastlagt vilkår for information i VVM-redegørelsen fra 2015, og der vurderes at være en god sikkerhed for, at borgerne får de relevante informationer. For så vidt angår information om kompensation for gener mv. er denne nøje reguleret i den bekendtgørelse ("Nabopakkebekendtgørelsen", bekendtgørelse nr. 768 af 25. juni 2014), der af Transportministeren vil blive bekendtgjort i revideret form, således at den også omfatter metro til Sydhavnen.
Sammenfattende vurdering
På baggrund af den gennemførte høring vurderer forvaltningen, at den supplerende VVM-redegørelse for metro til Sydhavnen kan godkendes med de foreslåede rettelser, og at metroen kan etableres uden uacceptable virkninger på det omgivende miljø. Der er ingen myndigheder, der har haft bemærkninger til den supplerende VVM-redegørelse.
Økonomi
Metroselskabet I/S er bygherre og udgifter til aflastning af og kompensation til naboer vil blive betalt af selskabet. Kommuneplantillægget og den supplerende VVM-redegørelse har ingen direkte økonomisk betydning for Københavns Kommune.
Videre proces
Hvis kommuneplantillægget og den supplerende VVM-redegørelse bliver endeligt vedtaget i Borgerrepræsentationen, bekendtgøres disse i henhold til lovgivningen. Kommunen skal meddele Metroselskabet en VVM-tilladelse, før projektændringerne kan realiseres, hvilket vil ske samtidig med bekendtgørelsen. Transportministeriet har ved beslutningen om VVM for metro til Sydhavnen i 2015 tilkendegivet, at de vil udstede bekendtgørelser til regulering af anlægsarbejdet med videre, inden arbejdet på byggepladserne igangsættes. Dette gælder også i relation til den supplerende VVM-redegørelse. VVM-redegørelsen og den politiske godkendelse heraf træder ikke i stedet for konkret myndighedsbehandling efter anden lovgivning, der vil finde sted efter de til enhver tid gældende regler på området.
Metro til Sydhavnen påregnes at åbne i 2023.
Peter Stensgaard Mørch /Søren Tegen Pedersen
Oversigt over politisk behandling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende kommuneplantillæg Ny Ellebjerg Metrostation (bilag 1) med den supplerende VVM-redegørelse for metro til Sydhavnen, med de på baggrund af hvidbogen for den offentlige høring (bilag 2) foreslåede rettelser (bilag 3a, b og c).
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 3. oktober 2017
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 12. oktober 2017
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.