Mødedato: 12.10.2006, kl. 17:30

Medlemsforslag vedr. Kampagne mod antisemitisme

Se alle bilag

Medlemsforslag vedr. Kampagne mod antisemitisme

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 12. oktober 2006

 

 

BR 574/06

Medlemsforslag vedr. Kampagne mod antisemitisme

Medlemsforslag vedr. Kampagne mod antisemitisme

 

 

(Stillet af Venstre, Det Konservative Folkeparti, Finn Rudaizky, Winnie Berndtson):

Det foreslås,  

at Borgerrepræsentationen pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen at udarbejde en indstilling, der kampagneorienteret lever op til intensionerne i medlemsforslaget om antisemitisme (BR 404/06),

at Borgerrepræsentationen pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen at udarbejde forslag til finansiering af kampagnen, samt

at indstillingen bliver fremlagt til politisk behandling i Borgerrepræsentationen senest i december 2006. 

 

 

 

 

INDSTILLING

(Stillet af Venstre, Konservative, Finn Rudaizky, Winnie Berndtson):

 

Det foreslås,  

at Borgerrepræsentationen pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen at udarbejde en indstilling, der kampagneorienteret lever op til intensionerne i medlemsforslaget om antisemitisme (BR 404/06).

at Borgerrepræsentationen pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen at udarbejde forslag til finansiering af kampagnen

at indstillingen bliver fremlagt til politisk behandling i Borgerrepræsentationen senest i december 2006. 

 

Motivering
På Borgerrepræsentationens møde d. 14. juni 2006 blev det besluttet at henvise et medlemsforslag om kampagne mod antisemitisme til Børne- og Ungdomsudvalget, jf. bilag 1. Siden har Børne- og Ungdomsforvaltningen udarbejdet en indstilling, der blev forelagt på Børne- og Ungdomsudvalgsmødet d. 20. september 2006, jf. bilag 2. Her besluttede udvalget at følge forvaltningens indstilling om nedsættelse af et læseplansudvalg.

I forvaltningens indstilling arbejdes der alene med læseplaner, og indsatsen mod antisemitisme bliver blandet sammen med en række andre initiativer på folkeskoleområdet. Det oprindelige medlemsforslags intention om en kampagneorienteret tilgang og særlig fokus på antisemitisme er derfor ikke opfyldt. I nærværende forslag ønskes derfor, at forvaltningen udarbejder en indstilling, der kampagneorienteret lever op til intensionerne i det oprindelige medlemsforslag stillet d. 14. juni 2006.

Det skal understreges, at forslagsstillerne ikke anfægter Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning om nedsættelse af et læseplansudvalg. Det er imidlertid nødvendigt at gøre en yderligere indsats grundet den aktuelle udvikling i antisemitiske hændelser. Forslagsstillerne ønsker derfor en klar indfrielse af det oprindelige ønske om en kampagneorienteret tilgang.

 

Siden Borgerrepræsentationen behandlede det oprindelige forslag har behovet for en indsats vist sig endnu tydeligere. Udviklingen kan bl.a. illustreres gennem 11 antisemitiske hændelser, der er registreret af Mosaiske Trossamfund siden juni 2006 (BT, 25. september 2006):

18. september 2006

En araber råber: »Din jøde, din fucking jøde,« efter et medlem af Det Mosaiske Troessamfund. Råbene falder fra en grå bil.

13. september 2006

En vagt i Det Mosaiske Troessamfund bliver truet i et tog. En arabisk mand antyder, at vagten skal gå ud af toget, fordi han er jøde og forsøger at frarøve ham buskortet med adresse på. »Så kan vi finde dig,« siger araberen vredt.

5. september 2006

En journalist ved den jødiske radiostation Shalom bliver truet på livet af sine naboer, fordi hun er jøde.

24. august 2006

»Jødesvin, jødesvin, forpulede jødesvin. Skrid tilbage hvor I kom fra,« råber en tæske-stiv mand foran synagogen, da medlemmer af Det Mosaiske Troessamfund er på vej til møde.

23. august 2006

En jøde modtager et trusselsbrev uden afsender. Jøden bliver truet med at »få et stort hul i kraniet«, og bliver fortalt, at han skal frygte at gå på gaden.

18. august 2006

»Jøder er et klamt og ulækkert folk, som ødelægger verden,« råber flere gæster fra Café Halvvejen – et værtshus over for synagogen i Krystalgade i København. Tilsviningen tager til, da flere gæster kommer ud.

6. august 2006

Carolineskolen (den jødiske skole) modtager et trusselsbrev, hvor jøder kaldes »rotter, orme, vampyrer, og pædofile«. I brevet står desuden, at »du har måske glemt, at vi har benzin og sten«.

30. juli 2006

Arabiske mænd råber antisemitiske ord fra en bil mod den jødiske menighed i Ole Suhrs Gade i København. Bilens registreringsnummer gives til Københavns Politi.

21. juli 2006

1. En pro-Israel demonstration ved Christiansborg ender med følgende: Arabiske unge mænd råber: »Jødesvin, jødesvin!« efter jøderne. Desuden råber arabere fra biler og dytter. Arabiske kvinder skaber uro.

2. På Axelborg er der pro-Palæstina demonstration. Her siger en af talerne, at »jøder er kun interesseret i magt og penge«. Desuden synges der rap med teksten »fucking Jews«.

3. En buspassager er på vej hjem fra pro-Israel-demonstration. I bus nr. 14 ser en Hizbollah-sympatisør hans israelske flag stikke op af en pose. Manden bliver tæsket gul og blå i bussen, og politiet bliver tilkaldt.

23. juni 2006

På vej i synagoge bliver to jøder antastet af en svensk indregistreret bil. Arabere råber »YEHUD!« (arabisk slang om jøder: betyder svin) og »fucking jøder«.

3. juni 2006

En araber forsøger at trænge ind i synagogen i Krystalgade. Da han bliver afvist af sikkerhedsvagterne, råber han: »Allah er stor, han vil dræbe alle jøderne. Der vil være bomber i synagogen!« Politiet tilkaldes, hvorefter de bliver spyttet på. Han bliver anholdt.

 

Bilag vedlagt

Bilag 1: Medlemsforslag vedrørende kampagne mod antisemitisme blandt børn og unge (BR 404/06)

Bilag 2: Ændringer i læseplaner mv i skolerne - københavnerkodeks på prostitutionsområdet, øget fokus på homoseksualitet i seksualvejledningen, "Københavnerlæseplan for seksualvejledning" og kampagne mod antisemitisme (J.nr. 298550)

 

 

 

Til top