Mødedato: 12.10.2006, kl. 17:30

Kulturmiljørådet for København og Frederiksberg - fortsættelse efter 1. januar 2007 og godkendelse af vedtægter

Se alle bilag

Kulturmiljørådet for København og Frederiksberg - fortsættelse efter 1. januar 2007 og godkendelse af vedtægter

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 12. oktober 2006

 

 

BR 555/06

Kulturmiljørådet for København og Frederiksberg - fortsættelse efter 1. januar 2007 og godkendelse af vedtægter

Kulturmiljørådet for København og Frederiksberg - fortsættelse efter 1. januar 2007 og godkendelse af vedtægter

 

 

Indstilling om,

at Kulturmiljørådet for København og Frederiksberg fortsætter efter 1. januar 2007, samt

at Borgerrepræsentationen godkender forslag til vedtægter for Kulturmiljørådet for København og Frederiksberg.

 

Det bemærkes, at godkendelsen er under forudsætning af tiltræden fra Frederiksberg Kommune.

(Kultur- og Fritidsudvalget)

 

 

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget - under forudsætning af tiltræden fra Frederiksberg Kommune - anbefaler,

at Borgerrepræsentationen vedtager, at Kulturmiljørådet for København og Frederiksberg fortsætter efter 1. januar 2007

at Borgerrepræsentationen godkender forslag til vedtægter for Kulturmiljørådet for K øbenhavn og Frederiksberg.

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 7. september 2006

Indstillingen blev tiltrådt. 

 

 

 

RESUME

Ved den seneste revision af museumsloven er det fra 1. januar 2007 overladt til den enkelte kommune evt. i samarbejde med andre kommuner, om der skal nedsættes et lokalt kulturmiljøråd.

Kulturmiljørådet for København og Frederiksberg, der er nedsat i h.t. lov om regionale faglige kulturmiljøråd, lov nr. 429 af 10. juni 1997, er i dag det eneste tværfaglige organ, der rådgiver offentlige myndigheder med henblik på at understøtte de kulturhistoriske og bygningskulturelle værdier i den fysiske planlægning i hovedstadsområdet på tværs af de to kommuners forvaltninger.

Det indstilles derfor, at rådet fortsætter efter 1. januar 2007, og at forslag til vedtægter godkendes.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Folketinget vedtog den 24. juni 2005 (lov nr. 562) en revision af museumsloven, hvorefter det (§ 1 punkt 12) fra 1. januar 2007 blev overladt til den enkelte kommune, om der skal nedsættes et lokalt kulturmiljøråd i kommunen, eventuelt i samarbejde med andre kommuner.

Ifølge loven kan Kulturministeren yde tilskud til lokale kulturmiljøråd.

Kulturmiljørådet for København og Frederiksberg, der er nedsat i h.t. lov om regionale faglige kulturmiljøråd, lov nr. 429 af 10. juni 1997, har siden oprettelsen i 1998 rådgivet de planlæggende myndigheder i København og Frederiksberg kommuner i spørgsmål vedrørende byens kulturhistoriske værdier og bevaringsværdige kulturmiljøer. Ligeledes har Rådet generelt arbejdet for en øget bevidsthed om Frederiksbergs og Københavns kulturmiljøer.

Kulturmiljørådet har samtidig arbejdet på at skabe større opmærksomhed omkring helhedsperspektivet med udgivelsen af tre rapporter:

 

·        "Industrisamfundets kulturarv". Regional indberetning af industriminder i Københavnsregionen.

·        "Kolonihaven i planlægningen". Kulturhistorisk rapport om kolonihaver i storbyen i relation til byplanlægningen.

·        "Kulturmiljøer i Københavns Havn". Et pilotprojekt om udviklingen af Københavns Havn.

 

Kulturmiljørådet har desuden oprettet en hjemmeside www.kulturmiljoeraadet.dk, hvorfra de tre rapporter kan hentes. Hjemmesiden indeholder desuden høringssvar til lokalplanforslag og indsigelser til verserende fredningssager, samt miljøvurderinger og nabohøringer.

 

Forslag om fortsættelse af Kulturmiljørådet

På baggrund af rådets ønske om at fortsætte - besluttet på rådets møde den 17. januar 2006 - har formanden, Inger Wiene, den 15. februar 2006 indsendt forslag om fortsættelse af rådet (bilag 1).

 

Kulturmiljørådets vedtægter

Kulturmiljørådet har ikke hidtil haft vedtægter, idet reglerne for dets virke har været beskrevet i lov om regionale faglige kulturmiljøråd. Loven er ophævet ved lov nr. 562 § 2 af 24. juni 2005.

 

Kulturmiljørådet har den 29. august 2006 godkendt forslag til vedtægter for rådets virke efter 1. januar 2007 (bilag 2).

 

Det foreslås, at rådet som hidtil skal bestå af et medlem udpeget af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, et medlem udpeget af Københavns Borgerrepræsentation, to medlemmer udpeget af Museumsrådet for København og Frederiksberg kommuner, et medlem udpeget af Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, et medlem udpeget af Sammenslutningen af Lokalarkiver, et medlem udpeget af Danmarks Naturfredningsforening, et medlem udpeget af Akademirådet og et medlem udpeget af Kulturmiljørådet.

Rådet skal fortsat rådgive offentlige myndigheder med henblik på at understøtte de kulturhistoriske og bygningskulturelle værdier i den fysiske planlægning i lokalområdet.

Kulturmiljørådets økonomi

Kulturmiljørådet har hidtil fået dækket sine udgifter af Kulturarvsstyrelsen.

 

Kulturmiljørådets udgifter var på 108.000 kr. i 2005. I 2006 er der ansøgt om 120.000 kr. i støtte fra Kulturarvsstyrelsen. Der er givet tilsagn om 80.000 kr. – Kulturmiljørådets aktiviteter justeres herefter, således at budget  2006 vil balancere.

 

Kulturmiljørådet vil, såfremt det fortsætter, søge Kulturarvsstyrelsen om midler til rådets drift i 2007 og fremover.

 

Frederiksberg Kommune

Frederiksberg Kommune har meddelt, at kommunen behandler sagen, når Københavns Kommune har truffet afgørelse.

 

Kultur- og Fritidsforvaltningens bemærkninger

Forvaltningen finder en fortsættelse af Kulturmiljørådet væsentlig for rådgivningen af de planlæggende myndigheder i København og på Frederiksberg samt for den erfaringsudveksling, der opstår på tværs af de to kommuners forvaltninger. Desuden er det en styrke, at rådgivningen af kommunerne og dens borgere kan gives af et tværfagligt organ.

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Bilag

1. Brev af 15. februar 2006 fra Kulturmiljørådet

2. Forslag til vedtægter for Kulturmiljørådet

 

 

Carsten Haurum

                                            /Merete Evers Dewilde 

 

 

Til top