Tilpasning af institutionsstrukturen i det centrale Valby
Tilpasning af institutionsstrukturen i det centrale Valby
Borgerrepræsentationen
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra Ordinært møde onsdag den 12. juni 2002
Nr. 16 BR 360/02. Tilpasning af institutionsstrukturen i det centrale Valby
Indstilling om, at den integrerede institution Gadespejlet i forbindelse med flytningen til Hoffmanns Minde ultimo 2002 bliver delt i 2 selvstændige institutioner 1) den integrerede institution Gadespejlet (hvor børnehaven afvikles i 2004 og fritidshjemmet afvikles senest i 2007) og 2) en ny fritidsklub med børn fra Gadespejlet og Isbjørnen, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen etablerer en ungdomskluboverbygning på fritidsklubben på Hoffmanns Minde trinvist mellem 2002 til 2004, samt at den integrerede institution Isbjørnen omstruktureres til en 0-6 års institution (indenfor perioden 2002 til 2007).
(Uddannelses- og Ungdomsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget)
Enhedslisten genfremsatte følgende ændringsforslag fra behandlingen i Uddannelses- og Ungdomsudvalget:
"At den integrerede institution Isbjørnen bevares som en integreret 0-10 års institution".
Ændringsforslaget blev forkastet med 33 stemmer imod 5. 13 undlod.
For stemte Ø.
Imod stemte A, V, B og O.
F, C og D undlod.
Indstillingen blev herefter godkendt med 44 stemmer imod 0. 6 undlod.
For stemte A med undtagelse af 1 medlem (Kim Christensen), V, F, B, Ø og O.
1 medlem af A (Kim Christensen), C og D undlod.
Enhedslisten ønskede følgende bemærkning tilført beslutningsprotokollen:
"Enhedslisten stemte for den samlede indstilling, da vi anser Isbjørnens skæbne som integreret institution for afgjort med forkastelsen af Enhedslistens forslag om at bevare den".
Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti ønskede følgende protokolbemærkning videreført fra behandlingen i Uddannelses- og Ungdomsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget:
"Det Konservative Folkeparti og SF er ikke enige i, at der nedlægges integrerede institutioner fra 0-10 år, når der reelt er et ønske fra borgerne om at bibeholde disse institutioner".