Kommunalisering af Byens Huse
Kommunalisering af Byens Huse
Borgerrepræsentationen
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra Ordinært møde onsdag den 12. juni 2002
Nr. 11 BR 340/02. Kommunalisering af Byens Huse
Indstilling om, at Borgerrepræsentationen godkender forslaget til implementering af beslutningen om kommunaliseringen af Byens Huse, som det fremgår af indstillingen – herunder særligt sagsbeskrivelsens afsnit "konklusionerne på arbejdet" - samt bilag, at Borgerrepræsentationen godkender Byens Huses bestyrelses beslutning om at nedlægge den selvejende institution pr. 30. juni 2002, samt at Borgerrepræsentationen giver en tillægsbevilling på 0,5 mill. kr. til Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2002, konto 0.35.1, Andre fritidsfaciliteter (Byens Huse) til dækning af udgifter i forbindelse med navneændring på de enkelte kultur- og medborgerhuse. Der anvises kassemæssig dækning for beløbet på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2002, konto 0.30.3 (Idræts- og kulturpuljen).
(Kultur- og Fritidsudvalget)
Venstre stillede følgende ændringsforslag:
"Borgerrepræsentationen konstaterer, at ledige lokaler i kommunens kultur- og medborgerhuse også efter 1. juli 2002 i overensstemmelse med reglerne i folkeoplysningsloven skal stilles vederlagsfrit til rådighed for folkeoplysende foreninger og at dette vil ske i overensstemmelse med hidtidig praksis på området.
Borgerrepræsentationen tilbagesender forslag til aftale mellem FOS og det enkelte medborgerhus i forhold til leje af lokaler til foreninger, som af FOS er godkendt til at få stillet lokaler vederlagsfrit til rådighed af kommunen, til Kultur- og Fritidsudvalget med henblik på endelig afklaring af de fortsat åbne spørgsmål i forhold til medborgerhusenes økonomi, bl.a. begrundet i overvejelserne om fremtidige organisationsformer samt cafédriftsspørgsmålet.
Ovenstående indebærer konkret, at følgende elementer i indstillingen tilbagesendes til Kultur- og Fritidsudvalget:
- Side 8 i den trykte indstilling: Afsnittet "3. Forholdet til folkeoplysningsområdet", som er en del af kapitlet "V) Konklusionerne på arbejdet".
- Side 29 i den trykte indstilling: 4. afsnit "Takster", som er en del af "Udkast til driftskontrakt" – økonomiske rammer".
- Side 35-36 i den trykte indstilling: Bilag 4 "Forslag til aftale mellem FOS og det enkelte medborgerhus i forhold til leje af lokaler til foreninger, som af FOS er godkendt til at få stillet lokaler vederlagsfrit til rådighed af kommunen. Rammeaftalen er også gældende for Østerbrohuset".
Inden sagens forelæggelse for Kultur- og Fritidsudvalget skal indstillingen i overensstemmelse med reglerne i folkeoplysningsloven behandles af Folkeoplysningsudvalget.
Borgerrepræsentationen bemyndiger Kultur- og Fritidsudvalget til at træffe endelig beslutning i sagen inden for rammerne af styrelsesvedtægten og budgettet".
Indstillingen med Venstres ændringsforslag blev godkendt.