Mødedato: 11.12.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om, at Københavns Borgerservice skal kunne udføre civilregistrering og navneændringer

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Det forslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen at rette henvendelse til Kirkeministeriet med henblik på, at Københavns Borgerservice får adgang til at skrive i den digitale kirkebog således, at Københavns Borgerservice kan udføre civilregistreringer og navneændringer på vegne af Københavns borgere på lige linje med Folkekirken,
  2. at Borgerrepræsentationen pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen parallelt hermed at udarbejde et forslag til politisk behandling om, at Københavns Borgerservice får adgang til at skrive i den digitale kirkebog således, at Københavns Borgerservice kan udføre civilregistreringer og navneændringer på vegne af Københavns borgere på lige linje med folkekirken.

(Stillet af Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre)

Motivering

Som det er i dag, skal vi alle sammen uanset trosretning i kontakt med Folkekirken enten digitalt eller fysisk for at få registreret vores nyfødte, dødsfald, navngivningen af spædbørn, navneændringer, samt for at anmode om begravelse eller ligbrænding. Man kan i dag ordne store dele af sin civilregistrering online via www.borger.dk. Har man derimod behov for assistance, skal man henvende sig hos den lokale kirke. Ifølge en ny måling ønsker 75 % af danskerne, civilregistreringen lagt over i kommunen.

 

I Sønderjylland har Borgerservice allerede adgang til at lave civilregistreringer direkte i den digitale kirkebog. Således kan både Folkekirken og kommunen tilgå det digitale system uden problemer og uden ekstra omkostninger for kommunen.

 

I København vil vi gerne sikre borgerne så effektiv og gnidningsfri kommunal service som muligt. Derfor er mange kommunale opgaver samlet hos Borgerservice, hvor man kan få nyt pas, kørekort, Nem ID, m.m. Det vil være hensigtsmæssigt, hvis Borgerservice ligeledes kunne assistere borgerne med civilregistreringen og navneændringer. Det ville undgå forvirring om, hvor man som borger henvender sig i dag, når man skal have løst private opgaver, der kræver kontakt med det offentlige. Det ville også sikre en helhedsorienteret service fra kommunens side, når borgerne altid kunne henvende sig ved Borgerservice og få hjælp. Sidst ville det udvise respekt for byens mangfoldighed og de 40 % af københavnere, der ikke er medlem af folkekirken.

Dette medlemsforslag vil søge tilladelse til, at Københavns Borgerservice kan lave civilregistreringer og navneændringer på lige linje med folkekirken, således at københavnske borgere selv kan vælge, hvor de vil søge assistance, når de har brug for det.

Der er ingen økonomiske omkostninger eller administrative udfordringer forbundet med at få adgang til den digitale kirkebog. Som det er i dag, betaler Staten Folkekirken for sit arbejde med civilregistreringen og navneændringer. Det forudsættes, at Københavns Borgerservice ligeledes vil modtage betaling fra Staten for at håndtere civilregistreringer og navneændringer. Der må påregnes et mindre kursus til hver af de ansatte i Københavns Borgerservice, som skal kunne håndtere civilregistreringen.

 

 

 

 

Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 11. december 2014

 

Socialdemokraterne, Enhedslisten, Radikale Venstre og SF fremsatte følgende ændringsforslag om ændring af medlemsforslagets 2. at-punkt fra:

 

”at Borgerrepræsentationen pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen parallelt hermed at udarbejde et forslag til politisk behandling om, at Københavns Borgerservice får adgang til at skrive i den digitale kirkebog således, at Københavns Borgerservice kan udføre civilregistreringer og navneændringer på vegne af Københavns borgere på linje med folkekirken.”

 

til:

 

”at Borgerrepræsentationen pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen parallelt hermed at udarbejde et forslag, herunder forslag til finansiering, til politisk behandling i Kultur- og Fritidsudvalget om, at Københavns Borgerservice får adgang til at skrive i den digitale kirkebog således, at Københavns Borgerservice kan udføre civilregistreringer og navneændringer på vegne af Københavns borgere på linje med folkekirken.”

 

 

Det af Socialdemokraterne, Enhedslisten, Radikale Venstre og SF fremsatte ændringsforslag blev vedtaget med 38 stemmer imod 5. 4 medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F, I, 3 medlemmer af V (Pia Allerslev, Caroline Stage Olsen og Karina Rohrberg Jessen) og Ø.

Imod stemte: C og O.

Undlod at stemme: 4 medlemmer af V (Flemming Steen Munch, Leslie Arentoft, Jens-Kristian Lütken og Michael Jæger Gatten).

 

 

Det således ændrede medlemsforslag blev herefter godkendt med 37 stemmer imod 6. 4 medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F, I, 2 medlemmer af V (Pia Allerslev og Caroline Stage Olsen) og Ø.

Imod stemte: O og 3 medlemmer af V(Leslie Arentoft, Jens-Kristian Lütken og Michael Jæger Gatten).

Undlod at stemme: C og 2 medlemmer af V (Flemming Steen Munch og Karina Rohrberg Jessen).

 

 

 

 

Til top