Mødedato: 11.12.2003, kl. 17:30

Stiftelse af EVU Erhvervsservice København-Frederiksberg I/S

Stiftelse af EVU Erhvervsservice København-Frederiksberg I/S

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 11. december 2003

 

 

BR 591/03

Stiftelse af EVU Erhvervsservice København-Frederiksberg I/S

tiftelse af EVU Erhvervsservice København-Frederiksberg I/S

 

 

Indstilling om, at Københavns Kommune sammen med Frederiksberg Kommune og EVU Erhvervscenter for Vækst og Udvikling stifter EVU Erhvervsservice København-Frederiksberg I/S, at Københavns Kommune udpeger 2 medlemmer til bestyrelsen for EVU Erhvervsservice København-Frederiksberg I/S, at de justerede vedtægter for EVU Erhvervscenter for Vækst & Udvikling godkendes, samt at Københavns Kommunes erhvervspark, beliggende Trekronergade 126 F, med virkning pr. 1. januar 2003 overdrages til EVU Erhvervscenter for Vækst og Udvikling.

                                                                 (Økonomiudvalget)

 

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen

 

at Københavns Kommune sammen med Frederiksberg Kommune og EVU Erhvervscenter for Vækst og Udvikling stifter EVU Erhvervsservice København-Frederiksberg I/S,

 

at Københavns Kommune udpeger 2 medlemmer til bestyrelsen for EVU Erhvervsservice København-Frederiksberg I/S

 

at de justerede vedtægter for EVU Erhvervscenter for Vækst & Udvikling godkendes,

 

at Københavns Kommunes erhvervspark, beliggende Trekronergade 126 F, med virkning pr. 1. januar 2003 overdrages til EVU Erhvervscenter for Vækst og Udvikling.

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. november 2003

Anbefalet.

 

 

 

RESUME

Regeringen har fremlagt en ny model for den statslige medfinansiering af den regionale erhvervsservice, der betyder, at der skal etableres nye, regionale erhvervsserviceenheder, organiseret som selvstændige juridiske enheder. Modellen træder i kraft pr. 1. januar 2004. Det foreslås derfor, at Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og EVU Erhvervscenter for Vækst og Udvikling stifter interessentskabet EVU Erhvervsservice København-Frederiksberg I/S.

 

Da de nye erhvervsserviceenheder alene kan tilbyde information, henvisning, introduktionskurser og indledende vejledning (af op til 4 timers varighed), vil de længerevarende og mere dybtgående kurser og rådgivingsforløb fortsat blive varetaget i regi af EVU Erhvervscenter for Vækst og Udvikling.

 

Det foreslås endvidere, at EVU Erhvervscenter for Vækst og Udvikling pr. 1. januar 2003 overtager ansvaret for det tidligere iværksætterhotel i Københavns Erhvervscenter, nu kaldet EVU Erhvervspark og beliggende Trekronergade 126 F i Valby, med henblik på at udvikle og styrke tilbuddet til lejerne i Erhvervsparken.

 

EVU Erhvervscenter for Vækst og Udvikling og EVU Erhvervscenter København-Frederiksberg I/S har – med forbehold for det endelige tilskudstilsagn fra Erhvervs- og Boligstyrelsen og EU's Socialfond – i 2004 et samlet budget på 20,9 mio. kr., hvoraf Københavns Kommune yder et tilskud på 6,4 mio. kr.

 

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

EVU Erhvervscenter for Vækst og Udvikling (tidligere Erhvervscenter TIC København-Frederiksberg) blev stiftet som en selvejende institution pr. 1. januar 2002 ved sammenlægning af det daværende Københavns Erhvervscenter og TIC København-Frederiksberg. EVU ledes af en bestyrelse, der udpeges af Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, arbejdsmarkedets parter og erhvervslivets organisationer.

 

EVU tilbyder rådgivningsforløb og kurser til iværksættere og små og mellemstore virksomheder med henblik på at give virksomhederne et bedre grundlag for opstart og udvikling. EVU rådgiver årligt ca. 2.000 iværksættere og mindre virksomheder og gennemfører længerevarende kurser og udviklingsprogrammer for ca. 4-500 virksomheder og iværksættere.

 

EVU Erhvervsservice København-Frederiksberg I/S

Regeringen har besluttet at ændre modellen for den statslige medfinansiering af den regionale erhvervsservice pr. 1. januar 2004, således at erhvervsservicen fremover placeres i selvstændige regionale, juridiske enheder, der finansieres i fællesskab af staten og de regionale parter. De regionale erhvervsserviceenheder erstatter den statslige medfinansiering af TIC-centrene og de lokale iværksætterkontaktpunkter.

 

Med henblik på at varetage erhvervsserviceopgaven i København og Frederiksberg foreslås det derfor, at Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og EVU Erhvervscenter for Vækst og Udvikling stifter interessentskabet EVU Erhvervsservice København-Frederiksberg I/S, idet det faglige ansvar for varetagelse af erhvervsservicen placeres hos EVU Erhvervscenter for Vækst og Udvikling.

 

Ejerskabet af interessentskabet er fastlagt med udgangspunkt i størrelsen af de regionale tilskud, idet EVU Erhvervscenter for Vækst og Udvikling som udgangspunkt er tillagt en ejerandel på 5%. Københavns Kommune ejer herefter 85% af interessentskabets formue, mens Frederiksberg Kommune ejer 10% (de endelige ejerandele fastlægges på baggrund af den endelige tilskudsfordeling mellem Erhvervs- og Boligstyrelsen, København Kommune og Frederiksberg Kommune, der forventes at foreligge ultimo 2003).

 

Interessentskabet ledes af en bestyrelse på 6 medlemmer, hvoraf Københavns Kommune udpeger 2, Frederiksberg Kommune, Dansk Industri og Københavns Håndværkerforening hver 1, mens Dansk Handel og Service og Finansrådet udpeger et medlem i fællesskab.

 

EVU Erhvervscenter for Vækst og Udvikling

Der er imidlertid relativt snævre grænser for, hvilke aktiviteter der kan foregå i de nye erhvervsserviceenheder. Enhederne kan således alene varetage informationsopgaver overfor iværksættere og de mindre virksomheder, henvise til andre rådgivere og udbyde introduktionskurser. Enhederne kan endvidere tilbyde vejledning af op til 4 timers varighed.

 

Med henblik på også fremover at sikre et bredspektret og fleksibelt erhvervsservicetilbud i København, er det derfor nødvendigt at EVU Erhvervscenter for Vækst og Udvikling fortsat kan tilbyde længerevarende og mere dybtgående rådgivning og kursusforløb, samt at tilbuddet i erhvervsparken, hvor iværksættere kan leje sig ind i en opstartsperiode, kan udvikles professionelt og målrettet. Denne del af erhvervsservicen fastholdes derfor i EVU Erhvervscenter for Vækst og Udvikling, hvis aktiviteter fremover alene vil være finansieret af tilskud fra Københavns Kommune, egenindtjening og anden ekstern finansiering, såsom EU-programmer, mens den basale erhvervsservice placeres i det nystiftede selskab EVU Erhvervsservice København-Frederiksberg I/S, der finansieres i fællesskab af staten, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.

 

Da Frederiksberg Kommunes medfinansiering af erhvervsservicen fremover altovervejende vil ske i EVU Erhvervsservice København-Frederiksberg I/S, er vedtægterne for EVU Erhvervscenter for Vækst og Udvikling som konsekvens heraf ændret således, at ansvaret for udpegning af bestyrelsens formand (pkt. 5.1.) samt godkendelse af budget (pkt. 6.1.) og regnskab (pkt. 8.2.), ansættelse og afskedigelse af direktør (pkt. 6.1.) og ændring af vedtægter (pkt. 10.1.) samt opløsning af den selvejende institution (pkt. 10.2.) fremover alene henligger hos Københavns Kommune.

 

Vedtægterne er endvidere ændret således, at der fremover gives et vederlag til bestyrelsens formand (pkt. 5.3.), da formandens arbejdsbelastning har vist sig at være betydeligt større end forventet ved stiftelsen af den selvejende institution for 2 år siden.

 

Endelig er bestyrelsen udvidet med dels en fælles repræsentant for Københavns Universitet og Handelshøjskolen i København, dels en fælles repræsentant for Københavns Tekniske Skole og Niels Brock Handelsskole. Formålet hermed er yderligere at forankre EVU's samarbejde med uddannelsesinstitutionerne.

 

EVU Erhvervspark

En af de centrale aktiviteter i EVU Erhvervscenter for Vækst og Udvikling er driften af iværksætterhotellet, nu kaldet EVU Erhvervspark. Erhvervsparken rummer 38 kontorer, hvor iværksættere kan leje sig ind i en opstartfase på op til 3 år.

 

Erhvervsparken har hidtil været drevet af Københavns Kommune (indtil 1. januar 2002 som en del af Københavns Erhvervscenter), med administrations- og serviceopgaven henlagt til EVU Erhvervscenter for Vækst og Udvikling. En evaluering af erhvervsparken, gennemført januar-marts 2003, viser en grundlæggende tilfredshed med tilbuddet, men et ønske om et udbygget servicetilbud til lejerne.

 

Med henblik på at sikre EVU Erhvervscenter for Vækst og Udvikling optimale betingelser for at udvikle og styrke servicetilbuddet til lejerne i Erhvervsparken, anbefales det derfor, at det fulde ansvar for driften af EVU Erhvervspark pr. 1. januar 2003 overgår til EVU. Det formelle grundlag for EVU's overtagelse af erhvervsparken, inkl. de indgåede lejeaftaler, foreligger i form af den vedlagte virksomhedsoverdragelsesaftale, der er indgået med forbehold for Borgerrepræsentationens godkendelse.

 

Økonomi

Det foreløbige budget for aktiviteterne i EVU Erhvervscenter for Vækst og Udvikling og EVU Erhvervsservice København-Frederiksberg i 2004 fremgår nedenfor:

 

Omsætning (i kr.)

2004

Tilskud fra Københavns Kommune

6.418.000

Tilskud fra Frederiksberg Kommune

425.000

Tilskud fra Erhvervs- og Boligstyrelsen

3.890.000

Tilskud fra EU's Socialfond

9.394.000

Eget salg

800.000

I alt

20.927.000

 

Det endelige budget afventer de afsluttende forhandlinger med Erhvervs- og Boligstyrelsen og EU's Socialfond om tilskudsniveauet i 2004.

 

Miljøvurdering

Forslaget har ikke miljømæssige konsekvenser

 

Høring

Københavns Erhvervsråd blev på sit møde den 1. september 2003 orienteret om statens nye model for den regionale erhvervsservice og de organisatoriske konsekvenser heraf for EVU Erhvervscenter for Vækst og Udvikling.

 

Andre konsekvenser

-

 

BILAG VEDLAGT

1.        Udkast til interessentskabskontrakt om EVU Erhvervsservice København-Frederiksberg I/S

2.        Udkast til reviderede vedtægter for Erhvervscenter for Vækst og Udvikling København-Frederiksberg

3.        Virksomhedsoverdragelsesaftale mellem Københavns Kommune og EVU Erhvervscenter for Vækst og Udvikling

 

 

 

 

Erik Jacobsen

 

                                                                                                             / Paul Sax Møller

 

 

 


Til top