Mødedato: 11.12.2003, kl. 17:30

Forslag til Vandområdeplan for Fæstningskanalen m.m.

Forslag til Vandområdeplan for Fæstningskanalen m.m.

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 11. december 2003

 

 

BR 568/03

Forslag til Vandområdeplan for Fæstningskanalen m.m.

Forslag til Vandområdeplan for Fæstningskanalen m.m.

 

 

Indstilling om, at forslag til Vandområdeplan for Fæstningskanalen, Utterslev Mose, Nordkanalen, Søborghus Rende og Emdrup Sø godkendes og sendes i offentlig høring. Det forudsættes, at eventuelle udgifter i forbindelse med vandområdeplanen afholdes inden for den udgiftsramme som Borgerrepræsentationen fastlægger for Miljø- og Forsyningsforvaltningen.

(Miljø- og Forsyningsudvalget)

 

 

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at forslag til Vandområdeplan for Fæstningskanalen, Utterslev Mose, Nordkanalen, Søborghus Rende og Emdrup Sø godkendes og sendes i offentlig høring.

 

 

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 27. oktober 2003

Tiltrådt.

 

 

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

 

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, i det forudsættes, at eventuelle udgifter i forbindelse med vandområdeplanen afholdes inden for den udgiftsramme som Borgerrepræsentationen fastlægger for Miljø- og Forsyningsforvaltningen "

 

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 18. november 2003

Anbefalet.

 

 

 

RESUME

" Forslag til Vandområdeplan for Fæstningskanalen, Utterslev Mose, Nordkanalen, Søborghus Rende og Emdrup Sø" har til formål at fastlægge en målsætning for den fremtidige tilstand og anvendelse af vandløb og søer beliggende i den nordlige del af Københavns Kommune. Endvidere redegør planen for, hvordan målsætningerne kan realiseres både teknisk og økonomisk. Forslaget indgår som en del af forarbejdet til Regionplan 2005 og danner grundlag for arbejdet, der skal igangsættes som følge af Vandrammedirektivets krav til tidsfrister for opfyldelse af vandområdernes miljømål.

Forslaget er baseret på, at vandområderne skal have en god økologisk tilstand, også kaldet for en generel målsætning, hvilket allerede blev fastlagt i forbindelse med Regionplan 2001. Denne målsætning skal sikre de naturmæssige, såvel som de rekreative interesser. Målsætningen forventes ikke ændret som følge af Vandrammedirektivets indførelse, men vil derimod blive tidsmæssigt fastlagt til opnåelse senest i år 2015.

Vandområderne udgør sammen med de omkringliggende grønne områder en stor naturværdi og et rekreativt potentiale, som allerede i dag udnyttes til både organiseret og uorganiseret friluftsliv.

Vandområderne fremstår i dag som kraftigt forurenede på grund af nuværende og tidligere udledning af spildevand fra Gladsaxe, Gentofte og Københavns kommuner, som således forhindrer en opfyldelse af miljømålsætningen.

For at forbedre tilstanden anbefaler vandområdeplanen, at belastningen fra spildevandssystemet reduceres med 80 %, samt at der gennemføres en række fysiske og biologiske genopretningstiltag ude i vandløb og søer. Projekterne bør realiseres over den kommende 10-års periode, således at Vandrammedirektivets krav til opfyldelsen af miljømålsætninger til 2015 kan opfyldes.

De samlede omkostninger for kommunerne til udbygning af kloaksystemet er anslået til mellem 178 og 230 mio. kr., hvoraf Københavns Kommunes andel udgør mellem 55 og 70 mio. kr. Københavns Kommunes andel af udbygning takstfinansieres over afgifter til vandafledning. Disse udgifter er allerede indeholdt i udkastet til Spildevandsplan 2004 og vil derfor ikke medføre takststigninger ud over, hvad der blev beskrevet i ideoplægget til Spildevandsplan 2004.

Anlægsomkostningerne til genopretning af vandløb og søer er vurderet til 59 mio. kr. Hertil kommer årlige driftsomkostninger, som vokser fra 0,25 mio. kr. i 2005 til 3,75 mio. kr. i 2014, såfremt projekterne realiseres indenfor en 10-års periode. Disse anlægs- og driftsudgifter er i modsætning til udgifterne til forbedring af kloaksystemet endnu ikke medtaget i budgetlægningen, ligesom de endnu ikke er gjort til genstand for drøftelse med Gladsaxe og Gentofte kommuner. Det må forventes, at en del af disse udgifter skal afholdes af Københavns Kommune.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Formålet med vandområdeplanen er at fastsætte en målsætning for Fæstningskanalen, Utterslev Mose, Nordkanalen, Søborghus Rende og Emdrup Sø i den nordlige del af Københavns Kommune, som skal være et grundlag for den fremtidige forvaltning af vandområderne.

Som bynært område har vandområderne et stort rekreativt potentiale, som allerede i dag udnyttes både af lystfiskere og ornitologer og til det uorganiserede friluftsliv. Store dele af vandløbene og søerne er omkransede af grønne arealer, som har et sammenhængende stisystem fra vest ved Harrestrup Å til øst ved Emdrup Sø.

Der kan skabes flere betydelige naturmæssige og rekreative værdier i og omkring vandløbene og søerne. Utterslev Mose blev i år 2000 fredet netop for at sikre parkområdet og for at opretholde og muliggøre en forbedring af områdets naturværdier og de landskabelige og rekreative værdier.

Vandløbene og søerne fremstår i dag som kraftigt forurenede på grund af nuværende og tidligere udledning af spildevand. I dag udledes der spildevand til systemet fra 25 overløbsbygværker samt fra separate regnvandsudløb. Denne udledning af spildevand har til dato været fuldt lovlig på basis af tilladelser fra Københavns Kommune.

Udledning af spildevand i vandløb ved regnhændelser medfører iltsvind og dannelse af ammoniak til skade for fisk og smådyr. Endvidere er der på strækninger af vandløbene ophobet slam som følge af mange års spildevandsudledninger.

I søerne bevirker næringsstoffer i spildevand og fra det ophobede slam på bunden en kraftig opblomstring af alger om sommeren. Algevæksten har medført, at fiskebestandene er i ubalance, og at der ikke kan vokse undervandsplanter på bunden.

Efter et overløb afsættes der bl.a. toiletpapir langs vegetation i vandløb og søer. Det betyder, at hverken de æstetiske eller hygiejniske krav til vandløb og søer kan anses for tilfredsstillende.

Resultatet af den nuværende og tidligere udledning af spildevand står i modsætning til de store rekreative og naturmæssige interesser i vandområderne.

Der er i dag ikke noget formaliseret krav til Københavns Kommune som myndighed om, at der skal udarbejdes vandområdeplaner. Planen tjener imidlertid som en væsentlig uddybning af den redegørelse, som under alle omstændigheder skal ledsage regionplanen, og planen indeholder en detaljeret beskrivelse af de tiltag, der nødvendigvis skal gennemføres for at opnå de miljømæssige målsætninger for vandområdet.

Med den nuværende lovgivning kan der ikke stilles krav om, hvornår målsætningerne for vandområderne skal være opfyldt. Men med den igangværende implementering af Vandrammedirektivet i dansk lovgivning ændres dette til, at miljømålsætningerne for vandområderne skal være opfyldt i år 2015. For at nå dette mål skal indsatsplanen derfor være realiseret indenfor en periode af ca. 10 år.

Forslag til vandområdeplan

I vandområdeplanen er der opstillet en målsætning for kvalitet, anvendelse og beskyttelse af vandløb og søer. Endvidere indeholder planen en beskrivelse af hvilke tiltag og indgreb, som er nødvendige for at opnå målsætningen – en såkaldt indsatsplan. Indsatsplanen er ledsaget af en økonomisk vurdering af omkostningerne ved mulighederne for at gennemføre de beskrevne tiltag, ikke mindst i relation til de øvrige kommuner.

Målsætning

Forslaget er baseret på, at vandområderne skal have en god økologisk tilstand. Dette er den generelle målsætning, som allerede blev fastlagt i forbindelse med Regionplan 2001. Denne målsætning vil sikre en god vandkvalitet med et alsidigt plante- og dyreliv. Endvidere sikres gode hygiejniske og æstetiske forhold, som muliggør en anvendelse til rekreative formål.

Indsatsplan

Opfyldelsen af målsætningen hindres primært af den nuværende og tidligere udledning af spildevand fra afløbssystemet i Gladsaxe og Gentofte kommuner og fra Københavns Kommune selv. Det er derfor nødvendigt, at ikke blot Københavns Kommune, men også Gladsaxe og Gentofte kommuner gennemfører de nødvendige tiltag på spildevandsområdet. Københavns Kommune har allerede i dag gjort en stor indsats for at nedbringe sin udledning. Alene igennem de seneste 12 år er der således afholdt i alt ca. 50  mio. kr. til sanering af overløb m.v.

Indsatsplanen opererer med to elementer: En nedbringelse af den nuværende belastning fra overløb og en række fysiske og biologiske tiltag ude i vandløb og søer til afhjælpning af "fortidens synder".

Der har været nedsat en teknikerarbejdsgruppe mellem de tre kommuner, som har vurderet sammenhængen mellem belastning fra overløb og vandkvaliteten i vandløb og søer. Vurderingen har vist, at for at opnå en tilstand i vandområderne svarende til den generelle målsætning, skal der ske en reduktion i belastningen fra overløb på samlet mindst 80 %.

De fysiske og biologiske genopretningstiltag i vandløb og søer forudsættes at ske i en tidsmæssig kombination med reduktionen af overløbene for at sikre, at målsætningen opnås indenfor en periode af højst 10 år. Hvis genopretningstiltagene ikke gennemføres, vil en nedbringelse af spildevandsbelastningen ikke resultere i synlige forbedringer indenfor en overskuelig periode, og målsætningen for vandområderne kan generelt ikke forventes opnået de første ca. 25 til 30 år på grund af det ophobede slam og den træghed, der er i det biologiske system.

Genopretningstiltagene omfatter fjernelse af sediment, iltning, vandrensning i Utterslev Mose og omlægning af udløb fra samme samt indgreb overfor skidtfiskebestanden i Utterslev Mose og Emdrup Sø.

Et overvågningsprogram skal følge tiltagene i afløbssystemerne og i selve vandområderne. Overvågningsprogrammet skal medvirke til løbende at optimere indgrebene teknisk og økonomisk samt vurdere, om de opstillede miljømål nås.

 

ØKONOMI

De samlede omkostninger til udbygning af afløbssystemet er vurderet til mellem 178 og 230 mio. kr., som skal finansieres over kommunernes takster for afledning af spildevand.

Københavns Kommunes andel er mellem 55 og 70 mio. kr. I det kommende forslag til Spildevandsplan 2004 er afsat det nødvendige beløb inden for rammebevillingerne.

Gladsaxe Kommunes andel er vurderet til mellem 75 og 95 mio. kr. og Gentofte Kommunes mellem 50 og 65 mio. kr. En mere detaljeret planlægning af udbygningen og valget af tekniske løsninger kan medføre mindre forskydninger i behovet for tekniske forbedringer af afløbssystemet inden for den enkelte kommune. Da der endnu ikke er aftalt nogen fordelingsnøgle mellem kommunerne, er disse overslag for den enkelte kommune derfor kun retningsgivende. Der er således ikke givet tilsagn i Gladsaxe og Gentofte kommuner til udbygningen af afløbssystemet. Det er en forudsætning for opfyldelsen af målsætningerne, at Gladsaxe og Gentofte kommuner gennemfører de nødvendige investeringer. Det vurderes at være realistisk, at forhandlinger om investeringer i kloaksystemet falder på plads indenfor en overskuelig tidshorisont.

Derimod vurderes forhandlingsforløbet omkring genopretningstiltagene at blive noget vanskeligere. En eventuel medfinansiering af de nødvendige retableringstiltag fra de øvrige kommuner i oplandet til De Nordlige Recipienter har p.t. ikke været forelagt parterne.

De fysiske og biologiske genopretningstiltag i vandløb og søer er vurderet til samlet at beløbe sig til 59 mio. kr. i anlægsudgifter. Der er beregnet driftsudgifter på op til 3,5 mio. kr. årligt til drift af iltningsanlæg og vandrensning, efter at de samlede anlæg er gennemført. Disse projekter forventes at have en driftsperiode på ca. 15 år fra igangsætningen. Hertil kommer 0,25 mio. kr. årligt til overvågning. Den væsentligste årsag til disse miljøproblemer er fremkommet som følge af regnvandsoverløbene og at disse har fundet sted på lovlig basis som følge af de spildevandstilladelser, som Københavns Kommune har givet til Gladsaxe og Gentofte kommuner.

Gennemføres anlæg af genopretningstiltagene som forudsat ovenfor over en 10-års periode med start fra 2005, kan de årlige udgifter i denne periode overslagsmæssigt angives som i nedenstående skema. Skemaet viser de samlede udgifter, forud for en fordeling på de 3 berørte kommuner. Der kan naturligvis ske forskydninger mellem de enkelte år afhængig af den takt, hvormed de forskellige genopretningstiltag iværksættes. 

 

 

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

Anlægs-udgifter

Mio. kr.

6

6

6

6

6

6

6

6

6

6

Drifts-udgifter

Mio. kr.

0,25

0,25

0,5

0,5

0,5

0,5

0,5

3,75

3,75

3,75

I alt

Mio. kr.

6,25

6,25

6,5

6,5

6,5

6,5

6,5

9,75

9,75

9,75

 

Omkostningerne til de fysiske og biologiske genopretningstiltag i vandløb og søer er endnu ikke medtaget, budgetlægningen.

I henhold til kommende forslag til Spildevandsplan 2004 forventes finansieringen i første omgang henlagt til forhandlingerne mellem Københavns Kommune og Staten om afholdelse af udgifter relateret til implementering af Vandrammedirektivets målsætninger, idet de tidsmæssige krav til opfyldelse af målsætningen er en følge af EU's Vandrammedirektiv. Det kan oplyses, at Staten i forbindelse med lovarbejdet har meldt ud, at de ikke forventer øgede udgifter til planlægnings- og analyseopgaver som følge af Vandrammedirektivet. Der forestår stadig tilsvarende udmeldinger ift. selve implementeringen af Vandrammedirektivet.

Alternativt til dette skal tiltagene i vandløb og søer således finansieres af de berørte kommuner.

 

MILJØVURDERING

Realisering af forslaget til vandområdeplan vil reducere forureningen fra borgernes og virksomhedernes afløb og vil resultere i en væsentlig bedre miljø- og naturkvalitet i vandløbene og søerne. Dette vil også gavne naturkvaliteten af det samlede område, som udgøres af vandområderne og de omkringliggende grønne arealer.

En nedbringelse af mængden af spildevandsoverløb vil medføre bedre hygiejniske forhold i kommunens nordlige grønne rekreative områder. Med den nuværende udledning er der en potentiel sundhedsrisiko for kontakt med spildevand med fækal forurening og udledninger fra virksomheder mv. ved den rekreative anvendelse af området.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen bemærkninger

 

HØRING

Under forudsætning af Borgerrepræsentationens godkendelse sendes forslag til vandområdeplan i høring ved offentliggørelse i relevante dagblade og ugeaviser samt ved direkte fremsendelse til relevante myndigheder, interesseorganisationer og foreninger med angivelse af en 8 ugers høringsfrist.

Efter endt høring indarbejdes høringssvar i vandområdeplanen, som igen forelægges udvalg og Borgerrepræsentationen inden udgangen af 1. kvartal 2004.

 

BILAG

Forslag til Vandområdeplan for Fæstningskanalen, Utterslev Mose, Nordkanalen, Søborghus Rende og Emdrup Sø. Oktober 2003.

 

 

 

 

Peter Elsman

/Hjalte Aaberg

 

 


Til top