Gennemførelse af helhedsorienteret byfornyelsesprojekt Tingbjerg-Utterslevhuse
Gennemførelse af helhedsorienteret byfornyelsesprojekt Tingbjerg-Utterslevhuse
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 11. december 2003
BR 555/03
Gennemførelse af helhedsorienteret byfornyelsesprojekt Tingbjerg-Utterslevhuse
Gennemførelse af helhedsorienteret
byfornyelsesprojekt Tingbjerg-Utterslevhuse
Indstilling om, at et helhedsorienteret byfornyelsesprojekt i henhold til byfornyelseslovens kap. 2 i Tingbjerg - Utterslevhuse, efter et allerede modtaget forhåndstilsagn fra Økonomi- og Erhvervsministeriet, vedtages på grundlag af vedlagte program med henblik på fremsendelse af en ansøgning om endeligt tilsagn om refusion af udgifter til gennemførelse af beslutningen, at Bygge- og Teknikforvaltningen under forudsætning af, at tilsagn om refusion opnås, bemyndiges til at afholde de med beslutningens gennemførelse forbundne udgifter indenfor en maksimal ramme på 10 mio. kr. ekskl. moms med en statslig refusion på 2,66 mio. kr., at Bygge- og Teknikforvaltningen bemyndiges til uden for den maksimale ramme på 10 mio. kr. at afholde udgifter på maksimalt 8,2 mio. kr. ekskl. moms af byfornyelsesbudgettet til etablering af trafiksikkerheds- og byrumsmæssige samt tryghedsskabende forbedringer på Ruten, samt at Bygge- og Teknikforvaltningen bemyndiges til at indgå forretningsføreraftaler med eksterne rådgivere om bistand ved gennemførelse af byfornyelsesprojektet.
(Bygge- og Teknikudvalget)
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at et helhedsorienteret byfornyelsesprojekt i henhold til byfornyelseslovens kap. 2 i Tingbjerg - Utterslevhuse, efter et allerede modtaget forhåndstilsagn fra Økonomi- og Erhvervsministeriet, vedtages på grundlag af vedlagte program med henblik på fremsendelse af en ansøgning om endeligt tilsagn om refusion af udgifter til gennemførelse af beslutningen
at Bygge- og Teknikforvaltningen under forudsætning af, at tilsagn om refusion opnås, bemyndiges til at afholde de med beslutningens gennemførelse forbundne udgifter indenfor en maksimal ramme på 10 mio. kr. ekskl. moms med en statslig refusion på 2,66 mio. kr.
at Bygge- og Teknikforvaltningen bemyndiges til uden for den maksimale ramme på 10 mio. kr. at afholde udgifter på maksimalt 8,2 mio. kr. ekskl. moms af byfornyelsesbudgettet til etablering af trafiksikkerheds- og byrumsmæssige samt tryghedsskabende forbedringer på Ruten
at Bygge- og Teknikforvaltningen bemyndiges til at indgå forretningsføreraftaler med eksterne rådgivere om bistand ved gennemførelse af byfornyelsesprojektet
Bygge- og
Teknikudvalgets beslutning i mødet den 12. november 2003
Anbefalet
Økonomiudvalgets behandling af sagen:
På vegne af Økonomiudvalget
meddeles, at Overborgmesteren ingen bemærkninger har til, at nærværende sag
søges gennemført i den foreliggende form.
RESUME
Københavns Kommune har opnået reservation af den statslige ramme til gennemførelse af et projekt efter byfornyelseslovens regler om helhedsorienteret byfornyelse i området Tingbjerg – Utterslevhuse. Projektet indgår som en del af partnerskabsprojektet "Tingbjerg – Utterslevhuse på Vej", hvor parterne foruden Københavns Kommune er boligselskaberne i området SAB og FSB samt Tingbjerg Fællesråd. Partnerskabsprojektets målsætning er at udvikle området til et attraktivt boligområde.
Der er udarbejdet et program for et helhedsorienteret byfornyelsesprojekt for området. Projektet skal ses i sammenhæng med den partnerskabsaftale, der er indgået mellem kommunen og lokalområdets boligorganisationer og foreninger m.v. samt i relation til den forestående omfattende forbedringsindsats i forbindelse med omprojekteringsmidler fra Landsbyggefonden.
Målsætningen for projektet er en forbedring og forskønnelse af centerområderne på Ruten, der er områdets centrale fordelingsgade og butikscenter. Målene opfyldes bl.a. ved, at den helhedsorienterede indsats sker sideløbende med andre tiltag i området. Således vil en række elementer have høj prioritet i projektudviklingen. Disse er renovering af centerbebyggelsen, Ruten og de omkringliggende friarealer, koordinering/ styrkelse af beskæftigelsesaspektet, styrkelse af områdets servicefunktioner samt forbedring af centrets bygningsmæssige og arkitektoniske udtryk. Byfornyelsesprogrammet indeholder fem fokusområder: Helhedsplan for Ruten, centerområdet, skolepladsen, Lille Torv og bygningsfornyelse. Der lægges vægt på en synergieffekt mellem offentlige og private investeringer.
Budgetoplægget ifølge byfornyelsesprogrammet ligger inden for en maksimal ramme på 10 mio. kr., der svarer til reservationen. Der søges i den forbindelse om statslig refusion på 2,66 mio. kr., hvorefter den kommunale udgift udgør 7,34 mio. kr.
Ved investeringerne i de fem fokusområder forventes foruden rammen på 10 mio. kr. anvendt midler fra byudviklingspuljen for området og den kommunale pulje til lejlighedssammenlægninger. Der forventes endvidere betydelig medfinansiering fra de to boligselskaber i området og det privatejede butikscenter. Parternes kompe tente forsamlinger træffer beslutning herom i foråret 2004. Forvaltningen foreslår, at programmet godkendes henblik på anmodning om tilsagn om statsrefusion.
I programmet indgår med baggrund i et lokalt ønske om forbedring af de trafikale forhold overvejelser om etablering af cykelstier på Ruten. Også alternative muligheder for forbedring af de trafikale og byrumsmæssige forhold indgår, idet det er et overordnet mål, at Ruten opgraderes æstetisk som et attraktivt offentligt rum. Det er skønnet, at udgiften til etablering af egentlige cykelstier som det dyreste ikke vil overstige ca. 8,2 mio. kr. Den endelige udgift vil fremkomme ved projektudarbejdelse og udbud . Det endelige projekt vil blive forelagt Bygge- og Teknikudvalget til særskilt behandling sammen med et anlægsoverslag, før det udbydes. Forvaltningen foreslår bl.a. af hensyn til den positive signalværdi overfor private investorer i området, at beløbet afholdes af kommunen over byfornyelsesbudgettet uden for den maksimerede ramme på 10 mio. kr.
Byfornyelsesprogrammet er med Byfornyelse København som projektleder udarbejdet i samarbejde med lokale interessenter, herunder en arbejdsgruppe og det lokale projektsekretariat. Programmet har været forelagt Samrådet, der fungerer som overordnet styregruppe for ovennævnte partnerskabsprojekt. En lignende organisering tænkes videreført i gennemførelsesfasen af det helhedsorienterede byfornyelsesprojekt, herunder antagelse af eksterne konsulenter til at bistå ved arbejdet.
Programudarbejdelsen er fremmet således, at programmet kan vedtages af Borgerrepræsentationen og fremsendes til Erhvervs- og Boligstyrelsen inden nytår. Der er dermed taget hensyn til en forventet ny byfornyelseslov med ikrafttræden pr. 1. januar 2004.
SAGSBESKRIVELSE
I mødet den 12. - 13. juni 2002 (BR 331/02) tiltrådte
Borgerrepræsentationen
Kommunalbestyrelsen kan således træffe beslutninger om helhedsorienteret byfornyelse i områder, hvor der findes en flerhed af væsentlige problemer, navnlig af bygningsmæssig, boligsocial, kulturel og trafikal karakter. Beslutningen skal gå ud på at iværksætte og koordinere foranstaltninger med henblik på at skabe velfungerende områder og forbedre de generelle levevilkår, og er således et supplement til den egentlige byfornyelse. Det er dog ikke en betingelse, at der samtidig i et givent område foregår egentlig bygningsfornyelse.
Der har i de senere år på finansloven været en ekstraordinær årlig ramme på 150 mio. kr., indenfor hvilken der kan søges støtte til projekter med en maksimal investeringsramme på 10 mio. kr.
Såfremt der modtages tilsagn om støtte, kan der opnås statslig refusion til udgifter til opgaver, der falder inden for ovennævnte formål. Den statslige refusion udgør op til 50 % af udgifter til programudarbejdelse og beboerinddragelse samt etablering af lokale forsamlingscentre. Endvidere kan der ydes statslig refusion på op til 20 % af udgifterne til forbedring af torve og pladser m.v., etablering af kulturelle eller særlige boligsociale foranstaltninger, særlige byøkologiske foranstaltninger og endelig særlige trafikale foranstaltninger.
For at opnå tilsagn om støtte til et projekt, skal der i første omgang fremsendes en skitse til Økonomi- og Erhvervsministeriet vedrørende indholdet af en beslutning om helhedsorienteret byfornyelse. På den baggrund tager ministeriet stilling til, hvorvidt der kan reserveres en andel af rammen. Er det tilfældet, får kommunen derefter en frist på 1 år til at udarbejde et egentligt byfornyelsesprogram, som danner grundlag for ministeriets endelige stillingtagen til, om der kan gives tilsagn om støtte.
Ansøgningsfristen for reservation af midler er hvert år den 7. januar. Projekterne skal gennemføres inden for en frist på højst 5 år fra vedtagelsen af beslutningen.
Bygge- og Teknikforvaltningen har den 7. januar 2003 ansøgt Økonomi- og Erhvervsministeriet om reservation inden for en budgetramme på 10 mio. kr. med en samlet statsrefusion på 2,66 mio. kr. Ansøgningen blev fremsendt med forbehold for den endelige politiske stillingtagen vedrørende programgrundlag.
I mødet den 6. februar 2003 tiltrådte Borgerrepræsentationen
(BR 43/03)
Erhvervs- og Boligstyrelsen under Økonomi- og Erhvervsministeriet har den 18. marts 2003 meddelt reservation på baggrund af ovennævnte ansøgning med en samlet investeringsramme på 10 mio. kr. Der er givet en frist til 1. februar 2004 til at kommunen kan træffe en beslutning om helhedsorienteret byfornyelse på grundlag af et byfornyelsesprogram for området og fremsende ansøgning til Erhvervs- og Boligstyrelsen om tilsagn om refusion af udgifter til gennemførelse af beslutningen inden for den meddelte reservation.
Uanset ovennævnte frist fremmes sagen af hensyn til en forventet ny byfornyelseslov med ikrafttræden pr. 1. januar 2004, således at byfornyelsesprogrammet kan vedtages af Borgerrepræsentationen og fremsendes til Erhvervs- og Boligstyrelsen inden nytår.
Byfornyelsesprogram
Indledning
Med Byfornyelse København som projektleder er der udarbejdet et byfornyelsesprogram for helhedsorienteret byfornyelse i Tingbjerg – Utterslevhuse. Programmet med tilhørende bilag vedlægges indstillingen som bilag. Det indeholder bl.a. et kortudsnit, der viser de omhandlede gader m.v.
Det helhedsorienterede projekt indgår som en del af det overordnede projekt "Tingbjerg – Utterslevhuse på Vej". Dette er et partnerskabsprojekt indgået mellem Københavns Kommune, boligselskaberne i området SAB og FSB samt Tingbjerg Fællesråd, der repræsenterer lokalområdets foreninger og institutioner m.v. Projektets overordnede målsætning er at udvikle Tingbjerg – Utterslevhuses kvaliteter til et attraktivt boligområde og styrke den lokale velfærd i bred forstand. Det omfatter følgende projekter: Partnerskabsaftalen, omprioriteringsmidler fra Landsbyggefonden og Byer for Alle. Projektet er nærmere beskrevet i et baggrundsnotat fra Byfornyelse København. Dette er som bilag vedlagt indstillingen af 15. januar 2003 (BTU 12/2003) om tre projekter, herunder Tingbjerg - Utterslevhuse.
Projektet om helhedsorienteret byfornyelse har især fokus på forbedring og forskønnelse af centerområderne på Ruten, som er områdets centrale fordelingsgade og butikscenter. Denne del af Tingbjerg – Utterslev-området indgår ikke ud fuldt i "Tingbjerg – Utterslevhuse på Vej", da det privatejede center ikke indgår i proje ktet.
Målsætningen for projektet om helhedsorienteret byfornyelse er bl.a. at bidrage til en ændring af opfattelsen områdets status samt, at Ruten opnår en karakter og en status som boligområdets overordnede samlingspunkt med gode muligheder for ophold, aktiviteter, indkøb m.v. Dette søges gennemført ved en synergieffekt mellem offentlige og private investeringer.
Programmet er udarbejdet sammen med en lokal arbejdsgruppe, det lokale projektsekretariat og de to boligselskaber i området. Der er endvidere drøftet finansieringsforhold med boligorganisationerne og private ejere.
Indsatsområder
Den helhedsorienterede indsats sker sideløbende med de mange andre tiltag i området. I projektudviklingen vil en række elementer have høj prioritet. Et af disse elementer er partnerskab mellem kommunen, boligafdelingerne og det lokale private erhvervsliv om renovering af centerbebyggelsen, Ruten og de omkringliggende friarealer. Andre elementer er koordinering/ styrkelse af beskæftigelsesaspektet, styrkelse af områdets servicefunktioner og forbedring af centrets bygningsmæssige og arkitektoniske udtryk.
Fokusområder
Programmet indeholder fem fokusområder: Helhedsplan for Ruten, Centerområdet, Skolepladsen, Lille Torv og Bygningsfornyelse.
Helhedsplan for Ruten:
På baggrund af oplæg fra arbejdsgruppen vedrørende Ruten og i samarbejde
med vinderteamet fra "Idékonkurrencen om en arkitektonisk masterplan marts
2003" udarbejdes der en helhedsplan for Ruten. Der er opstillet projekttemaer
om tværgående pladsdannelser, trygge trafikforhold, herunder etablering af
egentlig cykelsti på Ruten, jf. det efterfølgende afsnit Cykelsti m.v. på Ruten, samt belysnings- og beplantningsplan for
hele Ruten.
Centerområdet: Pladsen ved Tingbjerg Kirke kædes sammen med Centertorvet og en eksisterende opholdsplads, ligesom de grønne arealer forbedres og forskønnes. Det forsøges at inddrage det lokale erhvervsliv i den fysiske planlægning af området og i etablering af forpligtende partnerskaber, der kan initiere øget privat investering og en lokal beskæftigelsesindsats. Der er opstillet projekttemaer om forskønnelse af parkeringspladser, facader og butiksskiltning samt orden og tryghed.
Skolepladsen: Det undersøges i samarbejde med Tingbjerg Skole og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, hvorvidt der er mulighed for at anvende parkeringsarealer ved skolen til aktiviteter for børn og unge. Der er opstillet projekttemaer om grønnere parkeringspladser og sikrere forhold for gående.
LilleTorv: Torvet markerer den trafikale ankomst til Tingbjerg – Utterslevhuse ved Åkandevej. Det tænkes forbedret ved at integrere kunst i fornyelsen af opholdsarealerne. Der er opstillet projekttema om markering / forskønnelse af Tingbjerg – Utterslevhuse.
Bygningsfornyelse: Som supplement til den helhedsorienterede byfornyelse vil der kunne igangsættes bygningsfornyelsesarbejder i form af modernisering og lejlighedssammenlægninger i bl.a. i Hækkevold 9-15 og Helleborg 9-15. Disse to bebyggelser fra 1956 med i alt 72 boliger er uden tidssvarende badeforhold. Der er opstillet projekttema om model for lejlighedssammenlægning. Der tages forbehold for den forventede nye byfornyelseslov pr. 1. januar 2004. Endvidere tages der forbehold i givet fald for prioritering i relation til kommunens kommende tildeling af byfornyelsesmidler fra Statens side.
Godkendelse
Byfornyelsesprogrammet er udarbejdet på baggrund af den ovenfor i afsnittet Baggrund nævnte reservation fra marts 2003 af investeringsramme til helhedsorienteret byfornyelse i området. Forvaltningen foreslår, at byfornyelsesprogrammet godkendes i den foreliggende form med henblik på efterfølgende fremsendes til Erhvervs- og Boligstyrelsen med anmodning om tilsagn om statsrefusion.
Cykelsti m.v. på
Ruten
Etablering af cykelstier på Ruten er begrundet i et lokalt ønske om at få forbedret forholdene for cykeltrafikken i området. Dette har baggrund i, at Rutens nuværende udformning generelt ikke kan betragtes som sikkerheds- og tryghedsmæssigt fuldt tidssvarende ud fra den trafik, der i dag skal afvikles, og i betragtning af vejens funktion som hovedfærdselsåre. Der er dog ikke registreret trafikuheld med personskader på strækningen. Mængden af biler og busser i forhold til vejens udformning med en kørebane på 6 m medfører, at den eksisterende cykelafmærkning i hver side af vejen (afstribede cykelbaner på 1 m) ikke bruges tilstrækkeligt. Som følge heraf benyttes gangstier i mange tilfælde til at cykle på til gene for de gående med deraf følgende utryghed for disse og unødige konflikter mellem beboergrupper, f.eks. børn/ unge og ældre mennesker. I øvrigt er der et lokalt ønske om, at den eksisterende dobbeltrettede cykelsti på centerområdet nedlægges for at muliggøre en opgradering af centrets pladsdannelser og butikkernes forarealer.
Ruten fungerer som central adgangsvej for bydelens godt 6.000 indbyggere, det lokale center med 22 forretninger, bibliotek, områdets fire børneinstitutioner, plejehjem og Tingbjerg skole med godt 600 elever samt som skolevej for de godt 500 elever, der går i skole udenfor Tingbjerg. Ifølge en trafiktælling fra 2000 kørte der på strækningen mellem kl. 6 og 18 2.700 biler, heraf 14 % tung trafik (inkl. busser), samt 290 cykler på de afmærkede cykelbaner.
Området betjenes af busruterne 2 A og 22, der kører på Ruten i begge retninger. Stambusruten 2 A, der er oprettet medio oktober 2002, har en drift med meget korte intervaller (3-5 minutter i dagtimerne). Busdriften på Ruten er dermed stærkt intensiveret siden trafiktællingen i 2000. Der kører aktuelt ca. 250 busser i døgnet i hver retning ad den centrale del af Ruten. I dagtimerne kører der 15-18 busser i timen i hver retning.
Etableringen af cykelstierne er en del af fokusområdernes projekttemaer, som har til formål at opfylde de overordnede mål for Ruten, bl.a. at opgradere centerområdets arkitektoniske udtryk og kvaliteter, så området bliver et attraktivt offentligt rum. Udover fremme af sikkerhed og tryghed for beboerne indgår derfor også ønsker om en bedre belysning, en beplantningsplan for hele Ruten med vægt på opnåelse af en stor grøn karakter, retablering af busstoppesteder m.v. Projektet vil endvidere være et positivt signal til de øvrige investorer i området om, at dette er under opgradering.
Også alternative udformninger af strækningen er under overvejelse, herunder muligheder for gennem hastighedsdæmpende foranstaltninger at forbedre færdselsforholdene. Sådanne løsninger vil være væsentlig billigere, men må i lighed med anlæg af egentlige cykelstier vurderes funktionelt, sikkerheds- og tryghedsmæssigt, såvel som byrumsæstetisk.
På denne bag
grund foreslås udgifterne maksimeret med
forbehold over for den videre behandling, idet særskilt indstilling herom vil
blive forelagt
Høring
Byfornyelsesprogrammet er i enighed tiltrådt af Samrådet med Københavns Kommune, boligselskaberne i området SAB og FSB samt Tingbjerg Fællesråd den 28. oktober 2003. Samrådet, der fungerer som overordnet styregruppe for partnerskabsprojektet, omfatter samtlige forvaltninger i Københavns Kommune.
Fremtidig
organisering
Projektet vedrørende helhedsorienteret byfornyelse vil blive indpasset i den overordnede organisering for projektet "Tingbjerg - Utterslevhuse på Vej". Der vil i gennemførelsesfasen blive etableret nye arbejdsgrupper, der tilknyttes fokusområderne. Endvidere etableres der projektgrupper for de fem fokusområder, bestående af ejer- , lejer- og brugerrepræsentanter. Fokusprojekterne vil blive udstillet eller fremlagt på borgermøder inden godkendelse i Samrådet, de respektive boligafdelinger og de kommunale forvaltninger.
Der forventes ingen ændringer i forhold til organisering af den fremtidige drift og vedligeholdelse af de renoverede/ nyindrettede pladser, parkering m.v.
Økonomi
Finansieringen af det helhedsorienterede byfornyelsesprojekt skal ske i overensstemmelse med lov om byfornyelse. Tilsagnsdækningen vil i givet fald ske af den ekstraordinære ramme til helhedsorienteret byfornyelse. Der vil derfor ikke ske en belastning af kommunens andel af de statslige rammer til byfornyelse i øvrigt.
Byfornyelsesprogrammet indeholder et budgetoplæg for det helhedsorienterede byfornyelsesprojekt inden for den maksimale ramme på 10 mio. kr. ekskl. moms. Det forslås, at der søges maksimal refusion inden for byfornyelseslovens rammer. Den statslige refusion kan herefter maksimalt udgøre 2,66 mio. kr. ekskl. moms, hvorefter den kommunale udgift udgør 7,34 mio. kr. ekskl. moms. Der tages forbehold for, at ministeriet kan beslutte en lavere refusion.
I programmet er angivet en investeringsoversigt vedrørende de fem fokusområder. Det fremgår heraf, at der foruden den maksimale ramme på 10 mio. kr. forventes anvendt midler helt eller delvist fra de afsatte byudviklingspulje på 2,5 mio. kr. til Tingbjerg – Utterslevhuse og et beløb indenfor den kommunale pulje til lejlighedssammenlægninger på i alt 3,5 mio. kr. Endvidere forventes der en betydelig medfinansiering fra de to boligselskaber i området og det privatejede butikscenter på baggrund af tilkendegivelser herom. Der forventes truffet endelig beslutning i parternes kompetente forsamlinger i løbet af løbet af foråret 2004.
Udgifterne til cykelstier på Ruten inkl. bedre belysning, beplantning og retablering af busstoppesteder skønnes at ligge inden for ca. 8,2 mio. kr. ekskl. moms. Alternative muligheder vil som tidligere nævnt blive nærmere vurderet såvel trafikalt som økonomisk og byrumsmæssigt. Den endelige udgift vil fremkomme ved udbud på grundlag af den kommende projektudarbejdelse. Forvaltningen foreslår, at beløbet inden for en maksimal ramme på 8,2 mio. kr. afholdes af kommunen over byfornyelsesbudgettet uden for den maksimale ramme på 10 mio. kr. Ansvaret for udførelsen tænkes placeret i forvaltningen (Vej & Park), mens selve udførelsen tænkes udbudt.
Byfornyelsesprogrammet indeholder i øvrigt en oversigt over projektmidlerne i projektet "Tingbjerg – Utterslevhuse på Vej". Endvidere er der anført en handlings- og tidsplan vedrørende det helhedsorienterede byfornyelsesprojekt hen over en 5-årig periode med afslutning i 2008.
Budgetmæssig dækning
Det forudsættes, at samtlige udgifter afholdes af Plan & Arkitekturs budget til byfornyelse, og udgifterne vil således ikke belaste andre forvaltningsenheders budgetter.
Kassemæssig dækning anvises af det på budgettet for 2003 under Plan & Arkitektur, konto 0.15.3, byfornyelse, optagne rådighedsbeløb og af de på budgetterne for de følgende år til samme formål forventede rådighedsbeløb.
Budgetansvarlig institution: 44010 Plan & Arkitektur.
Forretningsføreraftale
Forvaltningen foreslår, at Byfornyelse København forestår gennemførelsen af projektet vedrørende helhedsorienteret byfornyelse. Der anmodes derfor om bemyndigelse til at indgå forretningsføreraftale med selskabet baseret på de priser, der er gældende for de byfornyelsesopgaver, der er omfattet af det gennemførte EU-udbud, og eventuelt med andre konsulenter i mindre omfang.
En gennemførelse af byfornyelsesprogrammet vil medføre en omlægning af de trafikale forhold på Ruten. Endvidere vil der ske en forskønnelse og forbedring af centerområderne på Ruten. Der sker derved en kvalitativ højnelse af centrale dele i område og de fælles udfoldelsesmuligheder i området, så der samlet set sker en forbedring af boligmiljøet i Tingberg - Utterslevhuse.
Gennemførelsesfasen vil medføre gener af sædvanlig art for de berørte beboere, hvilket skal ses i forhold til de kvaliteter, som projektet vil tilføre området.
BILAG VEDLAGT
· Forslag til program for den helhedsorienterede byfornyelse i Tingbjerg - Utterslevhuse, oktober 2003, med bilag.